For pokker, der er fart på PASSAGE Festivalen, der som en af de få festivaler i år formåede at gennemføre et fyldigt live-program for et alsidigt publikum. Et program, hvor publikum var inddraget i det meste, og hvor de med latter, provokation og poesi blev både udfordret, og berørt.
Det fede ved de fleste gadeteaterfestivals er, når publikum bliver en spontan del af optrinnet, tager ansvar og får forestillingen til at folde sig ud i det uforudsete møde med kunstnerne og byens omgivelser.
Netop dette sublime møde var det første, jeg oplevede, på dette års PASSAGE Festival, da den finurlige franske trio 1Watt med forestillingen The Furtives fyldte gaden med deres sære karakterer og den forførende saxofon-spiller. Her var en trup, som med satirisk kant, provokation og akrobatisk snilde udfordrede byrummets rammer og de usagte regler, vi alle navigerer efter.
De så helt almindelige ud, da de kom ned ad gaden iført spraglede skjorter og jeans, mens de som en flok livsglade særlinge lokkede publikum med rundt i byens gader og med barnlig frækhed klatrede op på stueetagernes vinduskarme, bankede på tilfældige folks døre, flyttede potteplanter og krammede forbipasserende (jep, også Corona-regler blev sat på prøve) – hvis de da ikke lige snuppede restaurantgæsternes tasker og byttede dem ud med tilfældige forbipasserende håndtasker. Kort sagt gjorde ”alt det man ikke må” og dermed satte fokus på byrummets regler og grænser med et glimt i øjet, så kun få blev sure, de fleste muntrede sig, og vi alle fik mulighed for at tænke over hvilke byrumsgrænser og rygradsregler, vi lever efter.
Der var fart på både publikums latter og artisternes fanden i voldske optrin, og det var sjovt. Men bag den satiriske ballade lurede alvoren. For det er farligt at udfordre vores usagte regler i det offentlige rum. Folk bliver utrygge, viger udenom, bliver aggressive, når kroppen og rummets grænser udfordres, og trafikken bliver utilregnelig, når dens veje blokeres. De eksisterende regler og rum er porøse. Og der skal etableres nye i en fart, hvis man skal føle sig tryg – men hvem har magten til dette? Det fascinerende var, at publikum selv begyndte at tage teten. Flere omdirigerede trafikken så forestillingen kunne fortsætte, forklarede forundrede beboere, hvorfor blomsterkrukker stod nye steder, mens kunstnerne balancerede frejdigt gennem gaderne og rammede dem ind med kridtstreger til en scene for et imponerende balanceartisteri, og fik en lille dreng til at spille fløjte, mens de dansede til hans frembragte toner. Kort sagt humor og alvor i sin allermest levende form.
Længere henne ad Helsingørs hovedgade slæbte en træt og fortabt kvinde en tung træbåd hen over stenene. Hun er del af den slovenske kunstnergruppe Third Hand Group, der med forestillingen The Boat opstiller drømmescenarier i gaden og stiller spørgsmål uden svar. Hvem er kvinden? Hvor skal hun hen? Det er uklart, men gadens publikum stod klar til hjælp og skubbede ihærdigt på den tunge båd, der retningsløst skurrede ned ad gaden.
En mild fortælling
Rejse skulle vi også i kunstnerkollektivet Luna Parks Byvandringen, en poetisk tur med os selv i centrum. Her gik vi i grupper af fem omkring i byen. Vi mødte den unge knøs, der med sine bare tæer i springvandet fortalte om sin oldefar, der målte afstand og bølgernes skvulp med en gammel fjer. Vi så verden på ny, da vi med spejle under næsen, fik flyttet perspektivet og syntes at gå på himlens hvælving, mens vi bevægede os langsomt afsted i række. Vi lyttede til blid stemmeklang, da vi lå under Klostergårdens gamle bøg, ”hvis rødder rummer havets brusen,” som den milde sanger sagde, før hun lod sin rene stemmesang lyde. Vi mødte manden med det finurlige smil, som fandt vej i livet ved at følge møntens plat eller krone, mens en sømand fortalte historier fra fortiden og vi fik råd skrevet af andre rejsende med i lommen. En smuk forestilling, hvis poetiske mildhed kan minde os om at mærke os selv på vores vej gennem livet.
En rasende irriterende oplevelse
Mildhed var der derimod ikke meget af i kunstnerkollektivets Von Trapps mastodontiske og maskinelle stedsspecifikke performance Syndfloden. Værket ville ifølge programmet ”reaktualisere den urgamle syndflodsmyte om verdens udslettelse og genopstandelse”. Her var ikke kun rene linjer til den gamle bibelske fortælling, men også til de tyske Bauhauskunstnere, deres manifester om farverne og geometriens rene form. Vi iagttog værkets begyndelse fra kanten af Museet for Søfarts dok, og der dybt nede i bunden af dokken gik en flok dansere omkring i blå uniformer med gult. De lagde orange stænger an i formative retninger, mens lange snore blev spundet omkring imellem dem til lyden af hårde maskinelle lyde. Et flot setup – der i sin langsommelighed satte tiden i fokus. Måske skulle det bringe minder om fortiden, ophæve tiden eller? En kvinde i rødt gennede os ned i dokken, mens vi på vejen fik påført et sæt pang-gule gummihandsker. Forvandlingen var i gang og vi var (endnu uvidende) ved at blive en del af værket og den identitetsløse hob, der skulle bygge en ark til overlevelse.
Vi fik blå hjælme, en appelsin og en orange dåse Fanta – farverne forenede os endnu engang, og vi blev gennet op på rad og række, mens vi skulle transformere os til identitetsløse arbejdere.
Vi lærte fælles bevægelsesmønstre og skulle udføre dem i flok. Fik stave, stokke, snore og sejl, der skulle forme den fiktive ark – mens de uniformerede performere skar vrede grimasser af os, hvis vi gjorde fejl.
Var det flot – ja super flot.
Var der fedt?
Nej – men ganske unikt, og pænt provokerende. For her stod vi, som del af et diktatorisk masseoptrin i bunden af en dok. Fanget af vores kulturelle pænhed, mens vi blev begloet af tilfældigt forbipasserende og lod som om, vi byggede en fiktiv ark til lyden af rå maskinlyde. Det var så rasende irriterende. Men det er vel netop i disse følelsesfrustrationer, at scenekunsten også kan rykke. Performancekunstneren SIGNA har ydmyget sit publikum i årevis og fået folk frem til nye erkendelser – men i hendes forestillinger er præmissen også krystalklar fra begyndelsen. Det var den ikke her, der var for mange uklarheder og tempo-døde-pauser til at samle forestillingens univers. Men hvor er det dog inspirerende at opleve så radikalt et bud på et publikumsinddragende værk, og mærke modet til at skubbe lidt til pænheden og publikumskonventionen.
Afholdt i Coronaens skygge
Festivalen blev jo afholdt i skyggen af Corona med et minimeret program og forestillinger, der ikke kunne laves færdige. Det havde performancegruppen Convoi Exceptionell måttet sande, da deres trilogi blev udskudt. I stedet havde de på kort tid produceret det rumlige billeddigt Ved ribbevæggen – ekko fra en skole. Her sad publikum bænket i Helsingør Gymnasiums gymnastiksal, mens en danser som en skygge fra fortiden og iklædt en heldragt af sort (også ansigtet var maskeret) bevægede sig med stoisk ro til videoprojektioner af skoleelementer: blyanter, et omklædningslokale, vand fra svømmehallen etc. understøttet af asiatisk musik. En forestilling, der med nærmest meditativ ro gav plads til at vække minder om skoletiden.
PASSAGE Festivalen gav et håb i corona-tiden om at scenekunsten stadig kan overleve – og viste også, hvor særligt gadeteatret er i forhold til at få fat i nye tilskuere ved at inddrage dem i kunsten blot ved deres tilstedeværelse på gader og stræder.
LÆS OGSÅ: Hvordan udvikler og fornyer en teaterfestival sig uden at give køb på populariteten?
