“Fra mit lille hjørne af virkeligheden ser fremtiden desværre mørkere og mere dyster ud, end den nogensinde har gjort før,” skriver dramatiker Thomas Markmann i denne kommentar.
Jeg har lige overværet det genopstandne Reumert-show, hvilket var et særdeles tiltrængt og sprudlende festfyrværkeri af en hyldest til scenekunsten. Man mærkede den næsten euforiske stemning i salen over genåbningen af samfundet, og at vi nu igen ikke bare kan skabe og producere teater, men rent faktisk også se det.
Vi er nu ovre det værste, og kan glæde os til en sommer, hvor de fleste Corona-restriktioner forhåbentligt bliver udfaset, så vi kan vende tilbage til de gode, gamle dage. Der er ved at komme gang i økonomien igen og teaterpublikummet er vendt tilbage – og det er tilmed blevet dejligt sommervejr. Hvad mere kan man næsten ønske sig?
Nu mærkes konsekvenserne
Men her, hvor jeg står, fra mit lille hjørne af virkeligheden ser fremtiden desværre mørkere og mere dyster ud, end den nogensinde har gjort før. Jeg har arbejdet professionelt som teaterdramatiker i 11 år og levet af det i lige så mange, og aldrig har jeg oplevet at stå i en så håbløs situation, som jeg står i lige nu. Efter genåbningen.
Da Coronakrisen lukkede det hele i starten 2020, havde jeg heldigvis en del projekter i ordrebogen. Flere af disse blev udskudt, men jeg fik lov til at arbejde videre på dem, selvom premiererne altså blev rykket et år eller mere. Derfor har jeg økonomisk set sådan set heller ikke været synderligt berørt under det meste af Coronakrisen. Det er paradoksalt nok først nu, hvor det hele åbner igen, at jeg kan mærke konsekvenserne af den her forbandede pandemi.
For der er jo sket det, at der har hobet sig en massiv mængde af forestillinger op, som er blevet produceret halvt eller helt færdige under nedlukningerne, og har haft de såkaldte spøgelsespremiere – uden publikum. Alle de forestillinger ligger nu i pipeline og venter på at blive fyret af, og indarbejdet i teatrenes repertoire de kommende år.
I mit eget tilfælde var ophobningen til at tage og føle på med tre premierer her inden sommerferien og to premierer lige omme på den anden side. Det giver jo en masse presse og eksponering, så mange tænker sikkert, at det da vist går meget godt for mig. At jeg nok ikke har noget at beklage mig over. Men intet kunne være længere fra sandheden, omend jeg måske nogle gange lader folk være i troen, i håbet om, at arbejde avler mere arbejde.
Ekstrem situation
Min situation lige nu er ret ekstrem. Jeg har et eneste projekt, som jeg kontrakt på, og som jeg allerede har modtaget halvdelen af honoraret for. Hvis der ikke sker noget inden for de næste to måneder, så er jeg – på godt dansk – på røven.
Det er selvfølgelig ikke en situation, som kommer bag på mig, hvorfor jeg igennem det seneste halve år har arbejdet intenst på at sælge og pitche nye ideer til forestillinger, søge arbejdslegater og projektstøtte, samt forsøge at udvide min metier ved at prøve at få foden inden for i film- og tv-branchen. Men altså, det er virkelig op ad bakke midt under en Coronapandemi.
Flere teatre, som jeg har talt med, siger, at vi skal hen til sæsonen 23/24, før der er hul. Hos andre er vi helt henne i 24/25. Der skal bruges skuespillere, der skal bruges instruktører og scenografer, men ikke dramatikere desværre. Ikke lige nu. Tilmed fik jeg afslag på et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, hvilket nok ikke kunne komme på et værre tidspunkt. Og da jeg gennemgik tildelingerne (det gør jeg altid), var det meget iøjenfaldende hvor få dramatikere, der havde modtaget arbejdslegater i denne runde, og det gælder både fra Scenekunstudvalget og Litteraturudvalget. Jeg har svært ved at forstille mig, at det er fordi, der ikke har været ansøgere.
Det er nu, dramatikerne har brug for hjælp
Jeg ved, at denne kommentar er yderst personlig, og godt kan blive opfattet som lidt af en klagesang. Men jeg ved også, at jeg ikke er den eneste dramatiker, der står i denne situation lige nu. Jeg er faktisk ganske overbevist om, at min situation er relativ symptomatisk for os skrivende lige nu, og derfor dette opråb. Især nu hvor teatermaskineriet er ved at komme op i gear igen, hjælpepakkerne bliver afviklet, og de fleste tænker, at nu lysner det. Men det er altså først nu, at vi dramatikere virkelig begynder at få brug for en hjælpepakke.
Det er jo alt sammen afledt af, at teatrene fik besked på at blive ved med at producere løs igennem hele pandemien – også under nedlukningerne selvom der ikke var et publikum. Udover at det i sig selv virker relativt absurd, så er det jo altså også det, der i den grad giver bagslag for os nu. Derfor håber jeg inderligt, at jeg med denne kommentar kan kaste lys over dette mindre hjørne af scenekunsten, hvor vi altså ikke alle føler samme euforiske stemning over fremtiden, som man mærkede i Odeon. Og at vi måske i solidarisk fællesskab kan lede efter tiltag, som kan afbøde effekten af disse i sidste ende politiske beslutninger.
