Teatrets nye forestilling Over Vadehavet er både sød og musikalsk. Ikke mindst takket være Hans Rønnes nærværende iscenesættelse af Jens Kepny Kristensens tekst og Uta Motz’ fine musik.
På en træbro sidder tre personer. Broen er rund og symboliserer mere tanken om en bro eller en mole end et egentligt sted. Udover broen og dens stolper, hvorpå de tre skuespillere kan sidde, udgøres Gitte Baastrups scenografi i det sorte scenerum ikke af andet.
Poul Jepsens lyssætning, der består af en kombination af køligt blåt og varmt gyldent lys som refleksioner i havet og solens stråler, skaber resten af omgivelserne. Og så naturligvis skuespillernes blikke, der stirrer ud mod horisonter, som publikum måske nok ikke kan se, men som vi levende kan forestille os.
Noget under overfladen
Over Vadehavet er som udgangspunkt en fortælling om tre fuglekiggere ved Vadehavet, der fører lister og registrerer det fugleliv, de observerer fra deres pladser på broen. Der er indbyrdes konkurrence mellem de to kvinder Gram (Anna Ur Konoy) og Iversen (Uta Motz) om, hvem der kan registrere flest arter. Dog er hierarkiet klart fra begyndelsen, hvor Uta Motz’ gangbesværede Iversen jager Anna Ur Konoys ranke og beslutsomme Gram væk fra sin plads på broen. Det er Iversens sted, og hun har altid det sidste ord.
Jens Kepny Kristensen giver modspil til de to kvinder med sin naive Frikke, der på autistisk vis kan finde og artsbestemme selv de allermindste fugle. De tre skuespillere udgør et særdeles charmerende trekløver, som inviterer publikum ind og giver os følelsen af, at vi får lov at lære dem at kende.
Med kun ganske få replikker og ellers primært med sit let kejtede kropssprog giver Jens Kepny Kristensen liv til Frikke, der er så splittet mellem at drage ud i verden, som fuglene, der flyver mod syd, eller blive på sin post ved siden af sin mor, Iversen. Men under overfladen ligger en anden historie gemt. En alternativ fortælling om Frikkes ophav og om hvorfor, Iversen er så opsat på at beholde ham hos sig for altid – som en fugl i fangenskab.
Behageligt lydunivers
Hele Hans Rønnes iscenesættelse er gennemsyret af en unik sans for det nærværende og det enkle. Det er et kig ind i et ved første øjekast simpelt men behageligt liv, hvor det at leve tæt på naturen er altafgørende. Og selv da der kradses lidt i overfladen og andre sandheder kommer frem, ændrer det ikke ved den grundlæggende stemning af ro.
Over Vadehavet er fra start til slut præget af et virkeligt behageligt lydunivers, hvor de tre skuespillere i Uta Motz’ kompositioner synger små ordløse men flerstemmige melodier. Det sker til start, hvor de alle tre ligger på hver deres plads på broen, og det sker igen flere gange i løbet af fortællingen. Fx da en flok gæs flyver over deres hoveder. Alle tre vender blikket op, mens de ihærdigt tæller med deres små tælleapparater i hænderne og synger lyde, der lyder næsten fuldstændigt som de flokke af gæs, der samles så mange steder netop på denne tid af året.
De musikalske indslag placerer sig helt naturligt i iscenesættelsen og bidrager med en fin variation til de tres – primært de to kvinders – samtaler. Over Vadehavet er en virkelig fin lille forestilling. Og fordi sluningen er ret tvetydig, er det op til den enkelte blandt publikum, hvilken følelse, man tager med sig derfra.
