Der er ikke mange folkeslag, der ser mere teater end finnerne. ISCENE har kigget nærmere på historien bag de høje tal og på de temaer, der er fokus på i finsk teater 2021 i et scenekunstlandskab, der stadig er påvirket af pandemien.
4 millioner teatersæder bliver fyldt til over 20.000 opførelser af scenekunst i Finland hvert år. Det er et imponerende antal set i lyset af, at der kun bor 5,5 millioner i landet. Til sammenligning går 5,8 millioner danskere lige knap 3 millioner gange i teatret årligt, hvilket internationalt set er ganske imponerende – men altså slet ikke på niveau med den finske teaterinteresse.
ISCENE talte med producent Jukka Hyde Hytti, der siden 2012 har været chef for internationale aktiviteter på TINFO, om det finske teaterlandskab for at dykke dybere ned i tallene.
Hvad er TINFO?
TINFO står for Teaterinfo, og er en fælles organisation for professionelle scenekunstnere, producere, festivaler, bureauer og teaterorganisationer i Finland og med internationale samarbejdspartnere. Teaterinfo dækker 73 % af teaterfeltet fra performance til traditionelt, klassisk teater, mens genrerne dans (10 %) og cirkus (13,5 %) håndteres af søsterorganisationerne Danceinfo Finland og Cirkusinfo Finland. Procenttallene er beregnet ud fra antal tilskuere.
De tre organisationer faciliterer forskellige netværksaktiviteter med et stort fokus på eksport gennem national og international formidling og samarbejde. Centrene indsamler desuden statistik, udarbejder analyser for hele sektoren, og tilbyder helt lavpraktisk forskellige open source-ressourcer med alt fra databaser til fx budgetskabeloner. Der findes ikke tilsvarende organisationer i Danmark. Her er det Danmarks Statistik, der indsamler data, mens branchens forskellige interesseorganisationer i varierende omfang har lignende tilbud målrettet egne medlemmer, og CKI og initiativer som APPLAUS tilbyder forskellige former for publikumsudvikling af mere tværgående art.
Det finske scenekunstlandskab
Der er både ligheder og markante forskelle på scenekunstlandskabet i hhv. Finland og Danmark, og det er nok særligt antallet af teaterhuse og til dels den måde, de drives på, der er med til at sikre det meget høje tilskuertal i en også på andre felter meget kulturelt engageret befolkning, mener Jukka Hyde Hytti. En markant forskel er, at der bliver skrevet meget ny finsk dramatik, blandt andet fremelsket af, at der er tradition for at have en fast tilknyttet dramatiker på teatrene. Man skriver så at sige ”på scenen” ikke ”for scenen”. Det aspekt er med til at knytte publikum tæt til deres lokale teater, men betyder samtidig også, at teksterne sjældent spilles andre steder.
I Finland er alle teatre private, og historisk set har hver by haft mindst to scener. Jukka Hyde Hytti fortæller, at den ene traditionelt har været tilknyttet arbejderklassen, den anden bourgeoisiet. Der er omkring 200 teatre i Finland, heraf finansieres 50-60 lovbestemt direkte af stat og kommuner, andre 40-50 finansieres af Arts Promotion Center Finland i perioder på 1, 3 eller 5 år, hvilket i nogen grad kan paralleliseres til dele af den danske Statens Kunstfonds finansieringsmodel. Den sidste halvdel er de frie grupper, der overvejende finansieres af fonde. Hertil kommer egenindtægter i alle tre grupper.
Finansieringsstrukturen minder således en del om den danske. Dog er den endog mere lukket omkring de enkelte aktører med fx faste ensembler på scenerne, der udelukker freelancere fra at blive hyret der, og deraf følgende faste repertoirer, der stort set udelukker frie grupper fra at kunne gæstespille. Incitamentsstrukturen peger derfor disse grupper mod udlandet – som de jo også til dels bliver i Danmark.
LÆS OGSÅ: ISCENEs artikel om finsk teater netop nu
Nye tider på vej
Den finske støttestruktur er netop nu under opbrud, fortæller Jukka Hyde Hytti. Meget af støtten kommer fra den finske pendant til Danske Spil, Veikkaus Oy. I Finland finder man det i stigende grad etisk problematisk at basere kunststøtten på midler, der er direkte relateret til gambling og i videre forstand ludomani. Man er derfor i færd med at ændre strukturen, hvilket vil betyde færre midler – især til mindre scener og de frie grupper.
Samtidig er der dog modsat nye retningslinjer på vej, der pålægger de faste, offentligt finansierede scener at åbne deres repertoire og generelt dørene mere for gæstespil og andre samarbejder. Det vil formentlig løsne teatrenes meget stærke, lokale forankring. I de større byer er de forskellige scener allerede mindre funderede i lokalmiljøet, men mere i bestemte genrer, da der alene i Helsinki dagligt udbydes 30 forskellige forestillinger. Nogle tiltag peger altså imod mere integration på tværs i scenekunstfeltet, mens andre kan tyde på en mere udsat økonomi, der vil fremme internationaliseringen.
Læs mere om ændringerne i støttemodellen
Performance Utopia
Ifølge Jukka Hyde Hytti er tidens varme emner i finsk scenekunst 2021 ret lig resten af den vestlige verdens; nemlig klima, køn, minoriteter og (individuelle) menneskerettigheder. TINFO har dog allerede siden 2015 sat fokus på bæredygtighed med det, de dengang kaldte Modstandsdygtige utopier (Utopias of Resilience). Hermed mener de scenekunstneriske udtryk og processer, der forholder sig til at være i en verden, ”hvor forbrug er religion”, hvor ”verden er på kanten af økologisk og social katastrofe” og hvor ”et stigende antal ekskluderede i prekariatet låses fast i populisme”.
Kunst er kendetegnet ved at skabe alternative verdener, hvad enten de tager form af konsensuskritiske udtryk, mere lavpraktiske, bæredygtige produktionsmetoder eller hvad vi vel typisk forbinder med ordet Utopia sammentænker ønsker og fantasier.
TINFO ønskede dermed at præsentere og fremme den mere aktivistiske del af finsk scenekunst som frontløbere for kunst og kunstnere, der kan ”praktisere den sociale empatis politik”, som det formuleres i udgivelsen TINFO News – Sustainability, Resilience and Performance Utopias fra netop 2015.
Det kunne fx instruktør og dramatiker Leea Klemola, der i sin Kokkola Trilogi skaber og samtidig parodierer et utopisk idealsamfund midt i den arktiske kulde. Med samme sorte humor og groteske twists har hun også flere gange udforsket det gensidige forhold mellem dyr og mennesker. Ikke med en dyrerettighedsvinkel, men som en nysgerrighed på sameksistensen mellem forskellige arter. Forfatteren Laura Gustafsson går mere direkte til biddet i sit og visuel artist Terike Haapojas projekt The History of Others, der gennem tværæstetiske greb så på begreber som samfund, kultur og humanisme gennem andre arters blik.
Pandemien fører til bæredygtige turneer
Det bæredygtige fokus er fortsat levende i finsk teater i 2021. Ja, måske endda reaktualiseret af Covid-19-pandemien, der først nu er begyndt at slippe grebet om finsk scenekunst. Der har været stramme restriktioner for scenerne til langt ind i september og stort set ingen kompensationsløsninger til de frie grupper. Derfor kan bæredygtighed i form af genopsætninger være en god løsning for de internationale forestillinger, der ikke kan finansiere traditionelle turneer med fuldt cast- og produktionssetup.
TINFO har været med til at udarbejde en bæredygtig forretningsmodel for en genopsætning af Saara Turunens Phantom of Normality fra 2016, der spiller netop nu i Tyskland med lokalt cast og administration, mens det kunstneriske team er det oprindelige finske, der således fungerer som producenter. Modellen minder om konceptmusicalen, og oplevelsen med at arbejde på distancen, som pandemien skærpede, var ifølge Saara Turunen langt mere funktionel, end de havde forventet. Udforskningen af mulige udviklingsveje fortsættes derfor med TINFO i deres LUO-projekt, der matcher finske dramaer og scenekunstnere med udenlandske produktionsplatforme.
Hvad sker der ellers i finsk teater 2021?
Andre forestillinger er dog atter på post-pandemisk rejse rundt til sensommeren og efterårets festivaler. Således også Pipsa Lonkas Sky Every day, der gæstede Teater GROB i København i sommer. Forestillingen bygger videre på temaet om mennesker vs. andre arter, her havmåger.
I Helsinki kan man se tredje del af European theatre collective’s performancetrilogi om indvandrere, Invisible Finland, der efter bygningsarbejdere og chauffører tager fat på rengøringspersonale, mens man også i Helsinki kan kaste sig ud i Frankenstein med Red Nose Company. I Helsingfors finder man såmænd en opsætning af danske Tue Bierings Rocky, mens Det Finske Nationalteater har urpremiere på ny finsk dramatik, Docenterne, der i kammerspillets form gennemlyser magtspil i akademiske kredse.
Læs mere om TINFOs aktiviteter her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Finlands Kulturinstitut i Danmark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
Alle tal og procentsatser nævnt i artiklen stammer fra Teaterinfos og Arts Promotion Center Finlands materiale 2019, da 2020-tal pga. Covid-19 er stærkt afvigende fra de gennemsnitlige tal. Læs mere her.
