Del

Den tredje udgave af den finske showcase-festival Performing HEL bragte den politiske censur med fokus på Rusland uhyggeligt tæt på, mens de finske forestillinger viste en række kunstneriske kompromisløse værker med et særligt fokus på køn og krop. 

Performing HEL organiseres af Dance Info Finland og Circusinfo Finland i samarbejde med en række lokale og nationale aktører. De havde i år skruet et tætpakket program sammen, der med en fin vekslen mellem pitch, demoer og forestillinger ved aftenstide gav et godt vue over finsk scenekunst i det frie felt. Festivalens hovedformål er promotion af finske forestillinger til udenlandske købere. Derfor pitcher kunstnerne løs på byens museer og kunsthaller og præsenterer deres nyeste værker inden for dans, nycirkus og performance.

Først stod den dog på debat ved festivalens åbningsseminar, der satte fokus på censur af kunst. Finland og Rusland har i årevis, og med stor succes, samarbejdet om scenekunstneriske produktioner. Der er stadig en del udveksling og samarbejder omkring nycirkus, dans og performance, men den politiske scene er forandret i Rusland, og som det fremgik af seminaret, så strammes grebet om den kunstneriske frihed.

Performing HEL
Panelet Kati Kallio, Jari Juutinen, Nika Parkhomovskaia og Vadim Kasparov og moderator Anita Parri ved åbningsseminar på Performing HEL. Foto: Performing HEL.

Kunstnerisk frihed under pres

De fire paneldeltagere, der alle er en del af det producerende scenekunstmiljø fra hhv. Finland og Rusland, delte en fælles bekymring for landet, der lukker sig mere og mere om sig selv. Strammer censuren, blokerer for internationale input, og slår hårdt ned på kritik fra egne rækker. Paneldeltagere var ikke meget for at komme med konkrete kritikpunkter, men alvoren var til at mærke. Den finske instruktør Jari Juutinen og dansefilmproducent Kati Kallio havde ikke personligt oplevet de store udfordringer, men det tavse drama, som udspillede sig i de usagte ord, var ikke til at tage fejl af.

LÆS OGSÅ: ISCENE sætter fokus på finsk scenekunst i 2021

Den russiske kritiker, teaterproducer og kurator Nika Parkhomovskaia  blev tydeligt berørt flere gange og undlod at besvare spørgsmål, fordi hun med egne ord ”gerne vil kunne vende hjem igen”. Omvendt blev Vadim Kasparov, direktør for Kannon Dance House i St. Petersburg, der var med online, med sine kontrastfulde fornægtelser af enhver form for udfordring i forhold til kunstnerisk frihed i al sin usagthed et sigende eksempel på, hvor gennemgribende landets censur egentlig rækker.

Performing HEL
Nika Parkhomovskaia mellem Kati Kallio og Jari Juutinen i panelet ved åbningsseminaret på Performing HEL. Foto: Performing HEL.

Skulle man være i tvivl om tilstanden for kunstnerisk frihed og rettigheder i Rusland, kan man blot skele til artiklen i Berlingske, der udkom samme dag, som seminaret blev afholdt. Artiklen satte alvoren på spidsen. Den handler om komikeren Idrak Mirsalisade, der i forrige uge blev fængslet og udvist efter en joke om russisk racisme. Dommen fik flere russiske komikere til at samles om et fælles opråb. Men Mirsalisade havde allerede forladt landet, og de politiske vinde blæser ikke til fordel for de progressive strømninger. I samme artikel kunne man læse, at en supermarkedskæde måtte undskylde for at bruge en lesbisk børnefamilie i deres markedsføring. Familien var efterfølgende nødsaget til at flygte fra byen.

Hvordan fremtidens samarbejder skal udfoldes, stod ikke tydeligt på seminaret. Blot at interessen er til stede, også selvom det kræver mod at være kritisk kunstner i Rusland.

Identitet, fremtid og blikkets politik

I fredagens pitchrunde, hvor kunstnere søgte partnere og venues, skabte den hollandske vært Neil Wallace fra BIG IDEA Foundation i Rotterdam en afslappet stemning fuld af skarpe spørgsmål med afsæt i de meget forskellige forestillinger inden for dans, teater, nycirkus og tværæstetiske performances. Det 21 år gamle performanceensemble Oblivia præsenterede en rejsende opera. Den indgår i deres trilogi om kollektive fortrængninger og besættelser. Forestillingen devishes delvist med lokale aktører fra sted til sted. Formiddagen bød også på to nycirkusforestillinger: OTAVA-projektet fabulerer i en fyrig trailer over den finske mand med afsæt i en traditionel, finsk fortælling, mens Blind Gut Companys Transparent Surfaces pirrede nysgerrigheden en anelse mere med sin overraskende kombination af skønsang, skrald og muskeldirrende artisteri. Den vil vi gerne se i Danmark!

LÆS OGSÅ: ISCENEs artikel om finsk dans og nycirkus i Danmark

Instruktør Essi Rossi præsenterede Work in Progress, en teaterforestilling om mulige fremtider, som skabes i samarbejde mellem to finske teatre, Klockriketeatren og Espoon City Theatre, den russiske dramatiker Mikhail Durnenkov og ligeledes russiske scenograf Ksenia Peretrukhina. To danseforestillinger bragte os til festivalens fjerde genre med Johanna Nuutinen +COs potente Skin Hunger, der undersøger berøringer og feltet mellem performere og publikum, mens Sonya Lindfors Camouflage udforsker blikkets politik. Seks ganske varierede bud på finsk scenekunst i fire forskellige genrer.

Performing HEL
Kallo Collective i The Divine Lie. Foto: Sari Lakso.

Lydsvingninger og galehus

Espoo Cultural Center lagde hus til de noget længere demoer, herunder to forestillinger, der på meget forskellig vis satte fokus på sproget eller måske nærmere manglen på samme. Kallo Collective udspringer af Jacques Lecoqs skole med klovneri som grunddisciplin. I The Divine Life, der er i udvikling, inviterer de ind i en form for galehus, hvor fem kvinder gennem en række cirkusbaserede discipliner undersøger hysteriets kulturhistorie. Det var sjovt på en ret foruroligende måde, og bliver formentlig en ret sej forestilling, når fragmenterne samler sig.

Performing HEL
LIVE ART SOCIETY med LISTENING. Foto: Joel Neves.

LIVE ART SOCIETYs Listening blev spillet i fuld længde. Den starter med en rumlen i mørke. Lyden stiger og inden længe klirrer alle løse genstande i rummet, mens bassen dunker i mellemgulvet. Ingen performere er at se, men midt mellem os på scenen står et firkantet podie fyldt med vand. Lydsvingningerne forplanter sig til det dirrende vand. Først efter sytten minutter kommer performer Silvia Belghiti ind på scenen. Lydbilledet bliver melodisk og hun transformerer tegnsprog til en flydende dans. Måske en anelse monotont, men også en performance, der turde give sig tid og fortælle med uvante virkemidler.

Performing HEL
A PROLOGUE af Jenni-Elina von Bagh. Foto: Katri Naukkarinen.

Køn og krop i en ny tid

Tid var der på sin vis også nok af i Jenny-Elina von Baghs solo-danseperformance A PROLOGUE. Tung tid, tunge tanker, men også, som titlen anviser, en forhåbning om indgangen til noget nyt. Traskende, travende, trimlende mellem gulvets rod af hverdagsobjekter udforsker von Bagh med sin krop samtidens oplevelse af at stå på kanten af det uvisse, som ændrer landskabet. Det var mestendels meget mørkt melankolsk, men den følelse genkender vi nok alle og det har en egen dragning at blive fastholdt så konsekvent i den.  

Mikko Niemistö Odd Meters. Foto: Katri Naukkarinen.

Mikko Niemistös Odd Meters bragte noget mere energi til gulvet, og netop den overvældende bredde i udtryk og formater kendetegnede flot Performing HEL. Fra det tyste til det frenetiske. Fra det analoge til det digitale. Niemistös spinkle krop satte næsten flere svingninger i gang end hele lydudtrækket i føromtalte Listening. Bortvendt, trippende, småhoppende rundt i små og store cirkler hypnotiserede han vores blikke og sugede os ind i sit uartikulerede univers på drømmenes kant. Kom tættere på, kom helt op i vores ansigter, skrigende sin førbevidste smerte ud. Man skal gå med på præmissen – jeg var ganske bjergtaget.

Performing HEL
Tiia Kasurinen i I’M NOT ENTIRELY HERE (CYBERSAD). Foto: Saara Taussi.

Festivalens højdepunkt var dog ubetinget Tiia Kasurinens billedskønne og næsten transcenderende SoMe-danseperformance I’m not entirely here (cybersad). Moderne i sit udtryk og tema. Rasende raffineret i sin koreografiske formatering af kanalerne. Instagram er kvadratisk. Tik-Tok ligeså. Et eget dansesprog opstår i rammen adopteret fra virkelighedens skærme og unge dansere.

Det stærkeste greb er måske performeren selv. Tiia Kasurinen er opvokset med sociale medier. Hun omfavner cyber-identiteter og udvider forståelsen af dem ved at mixe de digitale universer med relaterede analoge kønslegende subkulturer som dragshowet. Forestillingen er konstrueret af billeder af tristhed, men udstråler en berusende, legesyg nysgerrighed, der konstant twister perceptionen. Fantastisk forestilling, forrygende greb, forfriskende perspektiv. Den vil vi også gerne se i Danmark!

Læs mere om Performing HEL her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Finlands Kulturinstitut i Danmark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.