Anne Middelboe Christensen, dansekritiker ved Dagbladet Information, skriver her et mindeord for danseren og koreografen Randi Patterson (1948 – 2022).
Når danseren og koreografen Randi Patterson talte, gik det over stok og sten. Hun snakkede vanvittig hurtigt på sit norske sprog, hvor danske vendinger blandede sig i hendes lynhurtige sætninger, mens ordene kom væltende og snublende af lutter iver. Det var helt anderledes, når hun dansede. Så var hendes bevægelser flydende. Og hendes koreografi udtrykte stærke følelser med synlige intentioner og tydelige billeder i letaflæselige fortællinger.
Randi Patterson er nu død, 73 år gammel – i Danmark, hvor hun blev en af de afgørende kræfter i etableringen af et moderne dansemiljø. Hun var med til at stifte Nyt Dansk Danseteater i 1981, og hun nåede siden at skabe over 50 danseværker. Hun voksede op i Liverpool og i Tromsø. Men det var i Oslo, at hun blev uddannet i såkaldt ’plastik’ – en særlig slags fri bevægelse – og det var med denne kropsuddannelse i bagagen, at hun som høj, mørkhåret og veltrænet 23-årig danser kom til København i 1971. Her stiftede hun dansegruppen Living Movement, der optrådte rundt omkring i hovedstaden.
Men det var etableringen af Nyt Dansk Danseteater i 1981 sammen med Anette Abildgaard, Ingrid Buchholtz og Mikala Barnekow, der blev hendes vigtigste bedrift. Dette kompagni bestod af dansere, der var uddannet i udlandet og på forskellige danseskoler i Danmark. For de ville udtrykke sig på helt andre måder end i klassisk ballet som hos Den Kongelige Ballet – helst både moderne, sensuelt og fortællende. Kompagniet kernedansere bestod af Anette Abildgaard, Ingrid Buchholtz og Mikala Barnekow, men hurtigt også af mændene Warren Spears, Thomas Sandberg og Bill Holmberg. Og flere dansere kom til, ikke mindst Cecilia Eliasson og Jan-Olof Öström sammen med Kaija Viljanen, Iben Rohde, Dorte Persson og Anne-Claire Theissen.
Randi Patterson fik sit koreografiske gennembrud med forestillingen Skrøbeligt daggry i 1982 på Saltlageret. Men det var forestillingen En gudedrøm om den nordiske mytologi i 1984 på Bellevue Teatret, som blev hendes afgørende værk for kompagniet. En gudedrøm blev også kompagniets gennembrud hos publikum. Forestillingen havde libretto af Villy Sørensen, musik af Anders Koppel og scenografi af Bjørn Nørgaard. Den blev et kæmpe tilløbsstykke. Her var pludselig nyskabt moderne dans, der havde en klar fortælling og et letforståeligt og udtryksfuldt kropssprog – vel at mærke udført af ekstremt smukke og veltrænede dansere. Nyt Dansk Danseteater var en succes. Og administratoren Poul Richard Pedersen sørgede for, at kompagniet kom på turné landet rundt, så kompagniet vitterlig blev landskendt – og for at videodokumentere forestillingerne.
Randi Pattersons nysgerrighed var lige så stor som hendes ordforråd. Hun prøvede kræfter med de store, myter, ikke mindst i danseforestillingen over den græske kvindeskikkelse Medea i B&W’s store haller i 1990. Men hun var også feminist og ønskede at skildre den moderne kvinde, bl.a. i kvindesoloen Pink Lady, som hun skabte sammen med billedkunstneren Kirsten Justesten til den kongelige balletdanser Mette-Ida Kirk i 1996. Desuden var hun stærkt optaget af Østens mystik og gik levende ind i kulturudveksling med kunstnere fra Tibet og Nepal.
Hendes norsk-danske sprog sprudlede. Dansernes og koreografernes vilkår lå hende meget på sinde. Hun agiterede både med charme og med vrede, og hun lykkedes med mange af sine projekter. Hun var med til at skabe træningsstedet Dansens Hus på Nørrebro i 1985 – og senere også den statslige danseruddannelse Skolen for Moderne Dans, der nu er placeret i Den Danske Scenekunstskole. Og hun var ikke mindst med til at få etableret en scene udelukkende for dans i København – altså sådan en scene, som både Nyt Dansk Danseteater og de andre nye dansekompagnier stod og manglede. Scenen blev til Dansescenen på Øster Fælled Torv (i den nuværende Revolver hos Republique), der siden blev til flyttet ud til Dansehallerne på Carlsberg, hvorefter den blev midlertidigt hjemløs.
Al Randi Pattersons ildhu og det hårde og evigt usikre arbejde som dansekunstner havde tydeligvis sin pris. Ikke mindst psykisk. Hun mistede evnen til at skabe dans, måske paradoksalt nok netop fordi hun investerede sig selv så voldsomt i at koreografere. Hendes sind holdt ikke til lige så meget som hendes krop.
Da Dansk Danseteater i 2021 fejrede sit 40 års jubilæum, var det uden ordet ’Nyt’ i navnet. Det var desværre også uden Randi Patterson, der ikke kunne være med til jubilæet. Hun blev dog ikke mindst takket i talen af Anette Abildgaard, der var leder af kompagniet 1987-1995 og siden bestyrelsesformand for kompagniet, der senere er blevet ledet af Tim Rushton 2001-2018 og fra 2018 af Pontus Lidberg. Det afgørende var, at jubilæet fejrede et nationalt og internationalt profileret kompagni, der er kommet på finansloven. Altså et kompagni med den økonomiske sikkerhed, som Randi Patterson sådan havde kæmpet for.
Randi Patterson vil for altid være kendt som den, der tog initiativ til Dansk Danseteater – og som dermed sørgede for, at Danmark fik et moderne dansekompagni i en tid, hvor Den Kongelige Ballet var landets eneste dansekompagni. Takket være hendes fascination af kroppens udtryksfuldhed – og takket være hendes uimodståelige talegaver.
