★★★★☆☆ Hormondagbogen – iscenesat koncert er fuld af absurde påfund

Med Katrina Bugajs idérige iscenesættelse af kvindelige komponisters musik fastholder Hormondagbogen vores sympati og interesse fra start til slut. Forestillingen af Figura og Out of Balanz er dog så abstrakt poetisk, at man savner en dramatisk udvikling.

De første fire lyde, man hører i Hormondagbogen, er: faldende dråber, bestemt stiletgang, et gisp og knusende stilhed. Stilheden lyder højest. Og med ét står klarinettist Anna Klett på scenen og stirrer paralyseret ud mod publikum. En indre monolog lyder fra højttalerne: Petrine Aggers rolige speakerstemme reciterer fragmenter fra Ursula Andkjær Olsens omfangsrige digtsamling Mit smykkeskrin.

Annonce

Man må trodse det ubehag, kroppen udsætter en for, i takt med at den ældes, lyder det. Og vupti, nu har Klett selskab af sopranen Julie MeeRa Albertsen, percussionist Frans Hansen, kontrabassist Jesper Egelund og performeren Troels Hagen Findsen.

Et umage cast, måske, og ikke alle er lige naturlige skuespillere. Men med en halvbøvet opvisning i synkrone gisp tilsat umenneskeligt lys klarinet og hakkende vokal – en nyskrevet åndedrætsøvelse af komponist Mette Nielsen – vinder de fra start vores sympati og tålmodighed.

Hittepåsomme tableauer

Hvad derpå følger, er ifølge Figura og Out of Balanz, som står bag gæstespillet på Takkelloftet i Operaen, en ”intim opera om hormoner”. Mere dækkende ville det være at kalde det en iscenesat koncert, for en udfoldet fortælling med personudvikling får vi ikke. Forestillingen har dog et herligt flow, og det lykkes instruktør Katrina Bugaj, scenograf Filippa Berglund og lysdesigner Jari Matsi at skabe idérige tableauer fyldt med absurd komik.

Eksempel: Efter en jazzet udgave af Edith Piafs Hymne à l’amour – musikken til forestillingen er et semispraglet kludetæppe af ti kvindelige komponisters værker – hopper et æg ud af munden på Julie MeeRa Albertsen. Pludselig spæner Troels Hagen Findsen rundt og placerer flere æg på scenen, blot for at samle dem ind igen og stege et af dem. Symbolik, der er til at få øje på.

Overgangsalderen hyldes til duften af spejlæg, mens der spilles på sav og Albertsen vandrer rundt med en lampeskærm over hovedet. “Bliver mit underliv lettere nu,” spørger et udfoldet tekstskilt. Anna Klett stiller sig på en skammel og spiller Karen Jønssons Hvorfor er lykken så lunefuld, mens ægget sprutter i baggrunden. Hittepåsomheden er den helt klare styrke i Hormondagbogen.

Poesi med distance

Forestillingen holder sig dog hele tiden noget på afstand. Speakerstemmen er blot et af de greb, der føjer en distance til oplevelsen. Samme funktion får de mange digtfragmenter; enten synges de i nyskreven operastil og er derfor vanskelige at absorbere, eller også er de at finde på opfindsomme skilte. Selve teksten kommer ikke helt til sin ret på den måde, og det, man tager med sig fra Hormondagbogen, er i højere grad den veleksekverede absurdisme.

Musikcollagen bidrager med sin brogede karakter – vi spænder fra dronemusik på glas og folkemusik til atonalitet med akrobatisk spredte toner – heller ikke stort til fornemmelsen af et sammenhængende forløb. Vores opmærksomhed fastholdes i hele den time, værket varer, men egentlig fascineret bliver man ikke, når der ikke bygges op til højdepunkter.

Hormondagbogen er sprælsk poesi, men af en lige vel abstrakt karakter. Og med distancen til personerne på scenen når vi aldrig alvorligt dybt ned i det med de utilregnelige hormoner.