★★★★★☆ Fuglene – sanseligt, stringent koreograferet eksistensdrama

Amanda Linnea Ginman leverer igen en fremragende romanadaption med Tarjei Vesaas’ mesterværk Fuglene på Revolver. Ena Spottag Fog er hjerterørende som Mattis, der kæmper med tilværelsens store spørgsmål i denne både skarptskårne og fragilt fabulerende klassiker.

Jeg fik for nogle år tilbage Fuglene af en samarbejdspartner, der dermed vandt mit hjerte. Tarjei Vesaas forunderlige roman om Mattis med de store, krøllede tanker og hans søster Hege, der er skarp som en ragekniv, der nu er adapteret til scenen på Revolver, ramte mig rent. Med sin på én gang strenge og fragile tone og med sin på én gang livsbekræftende og dog så uendeligt sørgelige historie.

Stille liv

Søskendeparret Mattis og Hege, der begge er omkring 40, hutler sig sammen gennem tilværelsen. Hun sælger de trøjer, hun strikker. Han går rundt og tænker på livet og dets mening og forkludrer ethvert forsøg på at finde arbejde. Fødderne vi ligesom ikke rigtig afsted, og kommer de det, er hænderne skruet forkert på. De to visne træer i horisonten kaldes sigende Mattis og Hege af lokalbefolkningen, men der er liv i søskendeparret. Stille liv, der kæmper for at gro.

Mattis kaldes også “Tusten”, dvs. tossen eller sinken, og hans snublende ord bliver da også tæt på volapyk for andre, når han henført af naturen – ikke mindst det sugende sneppetræk over søskendeparrets hus – fabler om liv og død og alt det imellem. Han sværmer for pigerne på egnen, men rammes selv af dyb jalousi, da skovhuggeren Jørgen rykker ind og får Hege til at smile. Det møde bliver fatalt.

Stringent, grafitgrå rum

Tarjei Vesaas’ ord er så stringente, men åbner til et fragilt rum af eksistentiel smerte – og momentvis glæde over de små mirakler. Instruktør Amanda Linnea Ginman har tidligere, måske især med Unica Zürns Mørkt forår, vist, at hun kan fange en roman og omsætte den forbilledligt til et eget scenisk værk. Således også her, hvor hun iscenesætter sin egen og Karen-Maria Billes dramatisering som et møde mellem det fabulerende og den firkantede strenghed, der omkranser søskendeparrets sameksistens.

Ida Grarups abstrakte, grafitgrå bjerglandskab visualiserer ikke bare det barske landskab, men også de barske levevilkår, når spillerne balancerer på kanterne eller Hege langsomt glider ned ad bakken i sin tilværelses uendelige tristesse. Mørket lukker sig om dem, og lynene raser. Vi er ude på kanten i det stillestående rum, der bærer så megen lyst og smerte i sig.

En funklende sort diamant

Ena Spottag Fog giver med hjerteskærende bange øjne, blafrende arme, snedige sideblikke og henførte støn liv til Mattis. Rollen er som skabt til hende, der kan give Mattis både sødme, særhed og det strejf af skarphed, han også rummer. Signe Egholm Olsens Hege er ren sammenbidt kæbelinje, til Thomas Hwans lyse Jørgen møder hendes blik og viser en anden verden. Skuespilstuderende Carla Malling Agger er fremragende let i anslaget som egnens unge kvinder og smertefuldt forvreden som den skamskudte sneppe, der ser igennem Mattis med sit sorte øje.

Fuglene er i ordets allerbedste forstand helstøbt. En funklende sort diamant, hvor alle greb transformerer romanens univers og karakterer ind i netop dette rum, hvor de møder os med en stærk fortælling om det troskyldiges afmagt i eksistensens kompleksitet. Ordene holder og forløses i et på én gang sanseligt og stringent koreograferet scenesprog, der også rammer lige i hjertekulen.