Den 30. januar 2025 markerer en helt særlig dag i det danske teaterlandskab, når det prisvindende Louise Schouw Teater fejrer 25-års jubilæum. Siden år 2000 har teatret spillet mere end 5.000 forestillinger for over 1,3 millioner danskere i alle hjørner af det ganske land. Med et relevant repertoire og en passion for teaterkunsten har teatret gjort en enestående indsats for at skabe kvalitetskulturoplevelser for børn og voksne i nu 25 år, skriver HAVE Kommunikation i en pressemeddelelse i dag.
Louise Schouw Teater er et af Danmarks førende teatre til børn og voksne, ledet af teaterdirektør Louise Schouw, og har siden år 2000 turneret landet rundt og været garant for teater af højeste kvalitet. Med en mission om at skabe morgendagens teatergængere drives teatret af en passion om at inspirere små og store publikummer – uden driftsstøtte og produktionsstøtte fra statslige midler. Blot i 2024 har teatrets arbejde modtaget stor anerkendelse med to af de mest prestigefyldte branchepriser: En Reumert-nominering for Prisen for Årets Teater og kåringen som Årets Børne- og Ungeteaterproducent af Danmarks Teaterforeninger. Nu når teatret endnu en milepæl, når det kan fejre 25-års jubilæum. Louise Schouw udtaler:
“Det gør mig stolt at kunne fejre 25-års jubilæum med Louise Schouw Teater. Jubilæet er for mig et kæmpe skulderklap til vores turnerende teater, og det er en fejring af den kulturelle dannelse, vi er med til at give de tusindvis af børn og voksne, vi har mødt undervejs. Og så er jeg dybt taknemmelig for det faste hold af kompetente skuespillere, teknikere og kreative folk, der er med på rejsen. De knokler – for det er møg hårdt altid at spille på turné – men jeg er så taknemmelig for det sammenhold, vi har, og stolt over den forskel, vi gør for morgendagens teatergængere.”
Louise Schouw Teater turnerer i alskens danske byer, og har derfor ingen fast adresse. Mere fast er dog den teatertrup, hun tæt samarbejder med. Gennem årene har teatret haft omkring 72 teaterfolk ansat i kortere eller længere perioder, hvoraf mange af dem har været en del af teatret i 10-15-20 år. Fire af dem, som har været med helt fra begyndelsen, er stadig en del af holdet i dag.
10 procent branchens samlede billetsalg til børn og unge
Hvert år spiller Louise Schouw Teater over 250 forestillinger på teatre, i teaterforeninger, institutioner og biblioteker i hele landet, og har gennem de sidste 25 år cementeret sig som et af landets førende turnerende teatre. Med en bred vifte af forestillinger, der spænder fra klassikere til musikforestillinger og moderne komedier, har Louise Schouw Teater opnået en særlig plads i dansk teaterkultur, hvor forestillingerne ofte står for 10 procent af branchens samlede billetsalg til børn og unge per sæson.
Teatret er særligt kendt for sine opsætninger af velkendte børnefortællinger, herunder iscenesættelsen af Junglebogen, der i 2008 blev kåret som Sæsonens Bedste Forestilling af Danmarks Teaterforeninger. Repertoiret rummer også forestillinger som: Antboy, Vitello, Villads fra Valby og senest den succesfulde opsætning af Sallys Far, som stadig spiller for fulde sale, og som har udvidet turneen helt ind i 2027.
Efter 10 år på landevejen med klassikeren Vitello, går den på sin sidste turné i foråret 2026. Mens teatret siger farvel til Vitello har Louise Schouw Teater allerede nye forestillinger i støbeskeen, og kan i næste sæson introducere nye opsætninger som Far flytter ind, en komedie skrevet af komikeren Sebastian Dorset, og Kærestebreve med Ellen Hillingsø og Michael Moritzen.
Teaterdirektør Louise Schouw
Louise Schouw er opvokset i et kunstnerisk miljø, hvor den garvede garde inden for dansk teater ofte gæstede barndomshjemmet. Det mundede ud i en karrierevej som skuespiller, der førte Louise Schouw til USA, hvor hun arbejdede som teaterinstruktør for et turnerende teater. Den oplevelse såede frøet, der senere spirede til Louise Schouw Teater, da hun flyttede tilbage til Danmark.
Foruden sit eget teater har Louise Schouw instrueret forestillinger på nogle af landets største scener såsom Det Kongelige Teater, Østre Gasværk og Aalborg Teater samt stort anlagte udendørsspil rundt omkring i hele landet. Sideløbende har Louise Schouw været manager og kunstnerisk instruktør for Sigurd Barrett, tilegnet et diplom i psykologi, sociologi og pædagogik – og stiftet familie.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation
For yderligere information kontakt venligst,
Rikke Hesselholt // rikke@have.dk // 28 43 38 93
Regitze Porsborg Andersen // regitze@have.dk // 30 48 32 39