Efter et år med ekspansion i ind- og udland har Lion Musicals fra årsskiftet ansat den erfarne ledelsesprofil Jens Refslund Christensen som ny administrerende direktør, skriver HAVE Kommunikation i en pressemeddelelse i dag.
Det store, danske musicalselskab Lion Musicals har netop ansat Jens Refslund Christensen som ny administrerende direktør til at styre alle aktiviteter. Han startede 1. januar og overtager fra stifter og ejer Thomas Langkjær, der fremover vil koncentrere sig om udviklingen af nye projekter og om at udvide Lions profil i ind- og udland.
Jens Refslund Christensen har over 20 års ledelseserfaring fra dansk kulturliv. På teaterfronten har han blandt andet været producent på Malmø Opera og Den Kongelige Ballet, produktionschef på Det Kongelige Teater samt henh. produktionschef og kommerciel chef på Østerbro Teater. Derudover har han været byggeudviklingschef, Leder af udstillingsudvikling og kommerciel chef på Statens Naturhistoriske Museum og senest direktør på Danmarks Tekniske Museum.
Vi glæder os
”Det er fantastisk dejligt at være tilbage i dansk teater. Jeg har kendt Thomas Langkjær i årevis, og har stor respekt for den virksomhed, han har bygget op og det aftryk, han får sat både herhjemme og ude i verden lige nu. Det er både en stor ære og glæde, at jeg nu får mulighed for at være en del af dette fantastiske
musicaleventyr. Jeg kommer til at have fokus på både udvikling og produktion af såvel danske som internationale titler, og jeg vil sammen med vores fantastiske team arbejde dedikeret for at få opsætninger af international klasse ud til både et stort dansk og internationalt publikum”, udtaler Jens Refslund Christensen, mens Lions stifter og executive producer Thomas Langkjær siger:
”Jeg kender Jens Refslund Christensen som en enormt dygtig, vidende og samvittighedsfuld leder med en stærk produktionsfaglig baggrund fra teatrets verden. Han er tilmed et ordentligt menneske og vil passe strålende ind i vores organisation. Vi har store ambitioner for de kommende år både nationalt og ude i verden, og det kræver en stram og central ledelse. Og jeg har fuld tillid til, at Jens er den helt rigtige kaptajn til at navigere vores selskab fra havn til havn. Vi glæder os!”

Fuld fart på produktionerne
Det godt ti år gamle Lion Musicals havde i 2024 premiere på to store musicalproduktioner, Askepot – The Musical og Tinkas Juleeventyr og repremiere på Natasja, som Lion Musicals selv har udviklet. I 2024 var selskabet desuden med til at præsentere en international version af Les Misérables i Royal Arena. Selskabet turnerede desuden i Kina med semi-staged koncertversioner af de to østrigske musicals Elisabeth og Rebecca i samarbejde med en række udenlandske partnere, co-producerede The Bodyguard – The Musical i Oslo og genopsatte Midt om Natten i Malmö.
2025 byder på turné med Elisabeth i Tyskland og premiere herhjemme på en ny version af We Will Rock You, instrueret af Nikolaj Cederholm, og en ligeledes ny version af Disney’s Skønheden og Udyret – The Musical, der åbner på Det Kongelige Teaters Gamle Scene og derefter turnerer i hele landet. Til jul har Lion Musicals københavnerpremiere på teaterversionen af The Julekalender i Tivoli i samarbejde med Hernings Ny Teater ligesom Tinkas Juleeventyr skal på turné landet rundt. Endelig co-producerer Lion Musicals sammen med Sjællands Teater den nye originale musical Borgen, baseret på DR1’s populære dramaserie.
Selskabet udvider derfor også organisationen med fire fuldtidsmedarbejdere og har åbnet stort scenografiværksted i Greve ved navn Lion Stagecraft, hvor der både bygges kulisser til egne produktioner samt til kunder udefra.