Betty Nansen Teatrets En polterabend er inspireret af Shakespeares Trold kan tæmmes. Kvinderne er borte, og forestillingen borer i stedet kniven i de moderne manderoller i et lukket rum, på polterabend i en øde skov. Forestillingen er noget forudsigelig, men kan fint ses, da det vidunderlige ensemble giver komikken kant.
“Måske er det ikke meningen, at det skal give mening. Du ser dele af noget, og så digter du resten”, siger den således meta-bevidste voice-over i Betty Nansen Teatrets En polterabend, mens Mathias Bøgelund står blændet og alene i det dunkle univers. Så brager mandegruppen, bestående af hans venner og svigerfar, ind og morer sig råt over deres bortførelse af ham til en øde, svensk skov.

Moderne manderoller
En polterabend er inspireret af Shakespeares Trold kan tæmmes, men har forladt dens misogyne plot i øvelokalet og i stedet kastet sig ud i en undersøgelse af moderne manderoller. Kun navnet Bianca er tilbage. Det er hende, Mathias skal giftes med, og som han ringer grædende til, da han atter har ladet sig presse ud i en manddomsprøve, som gik skævt. Kvinderne spiller en perifer rolle som resonansrum omkring mændenes pikmåleri – og på den måde er forestillingen fint i sync med forlægget.
Kvinderne spiller en perifer rolle som resonansrum omkring mændenes pikmåleri
Selv står den og svinger lidt uafklaret mellem afklædning af og solidaritet med karaktererne. Mest macho er Henrik Birchs svigerfar og Stanley Bakars ordknappe ven. Morten Burians livsløgner slår sig jævnligt på dem begge, men sparker til gengæld nedad på Asbjørn Krogh Nissens selvynkende skilsmissefar. Tobias Leanders kiksede barndomsven lader sig også tvære, og higer trods en vis integritet næsten hundeagtigt efter Mathias’ opmærksomhed.

Der er let til latter
Mathias Bøgelund rammer den ordentlige, følsomme embedsmand lige på kornet, inden han mod slutningen eksploderer af indestængte frustrationer over alle de uformående udgaver af mænd, han er omgivet af. “Det kom lidt forkert ud”, siger han forskrækket som ekko af svigerfars tidligere replik. Men “Hey mand, det er da bare i orden”, replicerer gruppen, før alle forbrødres og rejser hjem. De kan såre hinanden dødeligt, men det er blot en del af legen i dette maskuline fællesskab, der kortvarigt er uden for civilisationen.
Samspillet gnistrer i Therese Willstedts let stiliserede iscenesættelse af det burleske blandet med det brutale og det åbenhjertigt sårbare
De trækker deres typer op med hård blyant, men giver dem alligevel de sprækker, der gør dem interessante og ikke mindst særdeles underholdende. Samspillet gnistrer i Therese Willstedts let stiliserede iscenesættelse af det burleske blandet med det brutale og det åbenhjertigt sårbare.
Man har let ved at le af disse mænd og deres skrøbelige egoer og begrænsede perspektiver, som voice-overen jævnligt minder os om. Men det hudløse pibler alligevel frem, som når Morten raser over sin norske lortefar, når Tobias ikke kan holde lorten inde, og når Mathias blidt omfavner sin skulpturelt tavse ven Stanley.

Ensemblet løfter forudsigelig fortælling
En polterabend byder på virkeligt stærke spillere, forrygende komik og ansats til dybere dyk i maskulinitetens typologi. Når det alligevel ikke helt spiller, skyldes det forestillingens let ufærdige præg, hvor scene afløser scene, uden at de rigtig vægtes mod hinanden eller når til en afslutning. I stedet får vi den obligatoriske opløsningsscene, hvor alt – helt konkret – falder fra hinanden. Det har vi set rigtig mange gange før – og det er svært at se, hvad det tilfører her.
Forestillingen er “udviklet i en samskabende proces med alle medvirkende”. Det er al scenekunst jo i princippet
Forestillingen er “udviklet i en samskabende proces med alle medvirkende” i . Det er al scenekunst jo i princippet, så jeg mangler at se, hvad dette samskabende princip bidrager med, som ikke ville opstå i en hvilken som helst anden produktion.
En polterabend skal ses for det vidunderlige ensemble, der løfter en meget forudsigelig fortælling og ditto dramaturgi højere op, end teksten umiddelbart indbyder til.
HØR skuespillerne tale om processen her
Efter idé af Tom Silkeberg. Tekst: Alle medvirkende og Therese Willstedt. Instruktion og iscenesættelse: Therese Willstedt. Scenografi og lysdesign: Mårten K. Axelsson. Kostumedesign: Anna Heymowska. Lyddesign: Ditlev Brinth.
Medvirkende: Stanley Bakar, Henrik Birch, Morten Burian, Mathias Bøgelund, Tobias Leander og Asbjørn Krogh Nissen. Voiceover: Tue Skovdahl Lunding.
En polterabend spiller 10. januar -1. februar 2025 på Betty Nansen Teatret.