★★★★★☆ Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle – magiens abc til kritisk refleksion

Den danske teaterhistoriker, Alette Scavenius, har udgivet Lille teaterhistorie for børn og barnlige sjæle, en introduktion til teater, der favner børn og voksne med sjove anekdoter, viden og overblik. Bogen taler børn op med høj faglig og kritisk refleksion over historie og samtid. Alle kan have glæde af denne perle af sprællevende dramaer, som børn og deres voksne kan gyse og grine af sammen.

Bogen er en del af en serie til børn, der er udkommet på Strandberg Publishing med temaerne arkitektur, dansk design og kunsthistorie. Lille Teaterhistorie for børn og barnlige sjæle fortæller mere end 2.500 års europæisk teaterhistorie fra det antikke Grækenland til omkring år 2000. Den er bygget op som små historier på et til to opslag som en daglig dosis teatermagi, der kan give smag for mere.

Opbygningen er som et teaterstykke med en prolog, fem akter, epilog, tidslinje, ordliste og navneregister.
Det hele krydres med gåder, opgaver og kroge ind i børns liv. Mia Mottelson har illustreret bogen med
farverige, humoristiske tegninger, der levende understøtter teksten på hvert opslag, som i en
højtlæsningsbog. Ikke mindst fænomenet “teaterkat” er en sjov følgesvend i bogen.

Mennesker fortæller historier

“Mennesker har altid fortalt historier til hinanden, for det er den måde, vi kender vores slægt og historie
på, og det er den måde, vi lærer om samfundet på.” Sådan indleder Alette Scavenius helt enkelt sin historiske gennemgang, og slår samtidig fast, hvor centralt teater er for vores kultur. Historierne har til alle tider indeholdt både glæder og sorger, som livet selv, og børnene skånes ikke for noget af det. De kan klare det.

Sproget er rettet mod de lidt større børn og henvender sig involverende i du-form og med stort humoristisk
overskud. De store linjer, stemningen og magien prioriteres højere, end om børn forstår hvert et ord, og de
særlige fagbegreber kan slås op. Der bliver ikke pædagogiseret, men tilsat vendinger som: “en farlig
fætter”, “han var den lidt hidsige type” og “det er ren splatter!”

Hver lille historie suger børnene ind ved at skabe alliancer og vise anerkendelse: “Denne historie skal du
ikke læse, lige før du skal sove – det er nemlig den grummeste gyser!” Eller “Kender du det, at man kan blive så overvældet af følelser, at brystet nærmest er ved at sprænges?” Børns egen fascination af uhygge og drama bruges som nøgle til fortællingerne: “At vække følelser i folk, det er noget, teateret kan!”

Teaterhuse spejler livet

Og hvilken tidsrejse vi kommer med på. Vi lærer, at fortæppet på Det Kongelige Teaters Gl. Scene er en hyldest til det antikke Grækenland, hvor det hele begyndte til ære for de mange guder med både kor, sang, dans, skuespil og musik. Den ene utrolige historie udspiller sig efter den anden. Om Ødipus, der dræber sin far og gifter sig med sin mor og om Thyestes, der spiser sine egne børn i en kage.

Vi hører om alt fra komedier i Romerriget, der blev brugt til at holde styr på folket ved at vise vold og drab,
til Strindbergs kønskamp og Bertolt Brechts socialisme. Bogen viser både teatrets symboler og magi, men også, hvordan samtidens verdenssyn afspejles og bruges politisk. Trods bogens uskyldige titel udfoldes
avanceret stof om titler, genrer og ismer, men også skuespilteknikker, sceneteknik og opførelsespraksis.

Dans og opera præsenteres tilstrækkeligt til at forstå deres opståen, udtryk og rationaler. Grundlæggende
teaterbegreber introduceres klogt nok i mindre doser. Dog er det synd, at mime ikke nævnes igen i afsnittet
om Bournonville, når der endda er indsat en ballet-parlør. Vigtigst er, at det lykkes, ikke bare at give børn
indsigt i historiske værker og tidens tanker, men at udlevere nøglerne til selve maskinrummet bag scenen.

Samfundskritik i børnehøjde

Med andre ord klæder Scavenius børn på til at reflektere kritisk ved at dele sin egen livslange ekspertise
uden at forføre børn med forenklede fortolkninger. Teater er liv og død, smerte og glæde og sorg. Det
afspejler følelser. Scavenius deler både sin fascination og det kritiske blik: “Intet sted er så perfekt til at
iscenesætte sig selv som teateret. Her kan man fremstille verden, præcis som man gerne vil have den…”

Moliere nævnes med stykket Tartuffe (1664): “…han brugte latter til at åbne folks øjne for overklassens og
kirkens overfladiske og til tider kyniske liv.” Vi inviteres ind i oplysningstiden og til at reflektere over,
hvorfor Jeppe er, som han er, i Holbergs Jeppe på bjerget. Tråde trækkes elegant fra ældre traditioner til det
nyeste performanceteater, musicals og børneteater med stor indsigt i tidsånden. Teater fremhæves for sin
evne til også at favne det, der er tabu eller svært. Også børneteater:

“Teatret kan nemlig gøre det nemmere at tale om den slags ting. Men for at det skal lykkes, er det vigtigt
at børneteater aldrig taler ned til børnene, og at de bliver taget alvorligt.” Og det er lige, hvad Lille
teaterhistorie for børn og barnlige sjæle selv er et strålende eksempel på. Den tager i den grad sit ansvar på
sig, ambitiøst og omfattende formidles teatermagi og historie med kærlighed og humor i mundrette bidder.