★★☆☆☆☆ Spilleren – tomhed i pæne billeder

Betty Nansen Teatrets husdramatiker Line Knutzon har begået endnu en 90’eragtig dramatisering. Denne gang af Dostojevskijs Spilleren, der tematisk taler ind i vores tid. Teksten når dog aldrig forbi oneliners og facade, så vi må nøjes med at grine af de dygtige skuespillere og finde den krasse kapitalismekritik et andet sted.  

Dostojevskijs roman Spilleren byder på en form for kapitalismekritik, der bestemt gør den relevant at beskæftige sig med i 2022. Måske er ludomani ikke verdens mest overskyggende problem netop nu, men den metaforiske ludomani, der ligger i troen på evig vækst og selvrealisering, er vel en ret væsentlig faktor for verdens tilstand. Eller som teatret selv formulerer det: ”Du er kun noget værd på grund af din kapital”. Kapital kan komme i mange former, men bliver i iscenesættelsen primært knyttet til penge. At have dem, at begære dem, at miste dem.    

Annonce

Syge koder og sære etiketter

Romanen foregår mestendels på spa-kasinoet i Roulettenburg og fortælles af den adelige, men fattige huslærer Aleksej. Han arbejder for en falleret general, som håber at arve sin gamle tante, Babusjka. Aleksej er forelsket i generalens datter Polina, som er lovet bort til franskmanden Grillet i pant for hendes fars gæld, mens generalen selv er skudt i golddiggeren Blanche.

I Line Knutzons dramatisering varer det længe, før man forstår, at Aleksej er en form for hovedperson, der betragter ”de riges syge koder og sære etiketter” med både begær og distance, for så selv at tabe sutten – eller mere præcist kærligheden – da han selv vinder på rouletten og straks insisterer på at købe Polinas kærlighed. Hun elsker ham allerede, vil ikke være en vare og forsvinder ud af historien. Aleksej lever derefter det – må vi forstå – tomme nouveau riche liv med Blanche, indtil pengene slipper op.

En omvendt Weinstein?

Hele første akt handler dog primært om selskabets interne trakasserier og venten på budskabet om Babusjkas død. De bliver sørgeligt skuffede, da hun i stedet selv dukker op og kaster sig hovedkulds over rouletten og den stilige spagæst, englænderen Astley. Det er bedstemor med slag i – eller det kunne det have været, hvis Babusjkas begær ikke blev fremstillet som latterligt. Muligvis er det et forsøg på en kønsomvendt Weinstein? Gamle mennesker kan kun få sex gennem overgreb eller ved at betale for det? Tammi Øst er selvfølgelig fremragende fjoget som dette energibundt af en kvinde, der skal have noget ud af sine sidste dage. Men havde det været mere modigt og mindre aldersforskrækket at tage hendes begær alvorligt midt i komedien. Jeg tror det.

Nu bliver Babusjka mest et klovnenummer, der udgør den midterste tredjedel af forestillingen, mens arvingerne og Aleksej er omdrejningspunkt for hhv. første og anden del. Vi har altså tre historier i historien og da Aleksejs (selv)analytiske blik, der driver romanen, ikke etableres på scenen, fremstår fortællingen hullet eller med et lidt pænere ord som en montage af et manuskript, der har gode enkeltscener, men ingen samlende idé.

Et vakuum af oneliners og tomgang

Ensemblet spiller for så vidt ganske udmærket. Niels Ellegaard som skiftevis servil og dominerende general. Kitt Maiken Mortensen fanger Polinas blidhed bag facaden. Stine Schrøder Jensen og Zaki Nobel Mehabil får fine, kropslige figurer ud af Grillet og Astley. Marie Winther Nørgaard og Adam Schmidt får givet deres mere perifære roller som tjenerskab og croupiers et eget wellness-vanvid. Anders Budde Christensen gør, hvad han kan med den decimerede hovedrolle, mens Simon Bennebjerg er forudsigeligt flamboyant flatterende som Blanche.

Det er bare, som om manuskriptet er strandet i et vakuum af oneliners og tomgang. Det er en form for 90’er-stil, hvor man nok kan holde noget ud i strakt arm og sige ”se, hvor latterligt”, men hvor der ikke for alvor er noget på spil. Det bliver bare tomhed i pæne billeder.

Palle Steen Christensens scenografi og kostumer er nemlig blændende smukke og kunne have fortjent en bedre tekst. Fra spa-kasinoets flaskegrønne og orangerødlige velaflagthed til Paris’ luftige hvide vifter til det dybgrønne rum fuldt af sommerfugle, hvor Aleksej aldeles uforklaret taler fra til sidst. De rum og de præcist-lækkert kostumerede mennesker, der færdes i dem, bliver bare aldrig bundet sammen til en fortælling, der vil os noget i dag.