★★★★☆☆ Mémoire sans Souvenir – Koreografisk poesi transcenderer tid og sted

Cantabile 2 er Vordingborgs stolte egnsteater med prisvindende forestillinger og en stærk international profil. Mémoire sans Souvenir konsoliderer endnu engang deres menneskelige tilgang til nonverbale historier. I spændingsfeltet mellem livet og forfaldet åbenbares et drømmende, sanseligt univers båret af karakterstærke dansere omsluttet af en eventyrlig scenografi, så alt emmer af poesi.

Mens vi finder os til rette i salen, finder danserne sig til rette på scenen. De varmer op, og scenografien gøres klar til at opløse tid og sted i et magisk univers. En lang rulle med græstæppe, en blå støvsuger, et nøgent, liggende træ, der hejses op til lodret. Vi bevæger os mellem to verdener. Grå haze bølger som mosekonebryg over scenen, mens visne blade spredes med river ud over græstæppet, der rulles ud. 

Lyset forbliver tændt hos publikum, så vi kun gradvist udvisker grænserne og suges ind. To mænd leger med en planke. Den ene er kontravægt, mens den anden går ud ad planken. Han ser på os med et sigende blik balancerende over den tomme orkestergrav. En invitation til at være med på rejsen ind i et erindringsunivers af alt det, der rækker ud over nuet, nemlig levet liv, skridt for skridt, år for år, planken ud.

Livets puls  

Med bue og pil skydes musikken i gang med et kraftfuldt svirp, der borer sig lodret ned i det yderste af forscenen. Angiveligt en ”pil af kød, knogler og støv, skudt af ved altings begyndelse”, som der står i programmet. Pilen sætter en rungende pulseren i gang, som var det selveste jordens hjerteslag. Danserne hopper først på alle fire, siden opretstående på stive ben i en tilstand af kaos som livets præmis.  

De ser sørgende ud, faktisk helt forkrøblede af de knubs, livet giver. Ansigter gemt bag slør og kroppe i  mørke klæder, som skygger på en diset kirkegård. En kvinde bevæger overkroppen i pulserende sammentrækninger og knækker sammen som i sorg, mens en mand forsøger at støtte og trøste. Gruppen leder derefter med lommelygter efter erindringsbilleder af det, som var engang. 

Pulsen ophører og slår nye strenge an i et enkelt repeterende musikalsk mønster. Livet er også arbejde og gentagelser. De bevæger sig synkront med stivnede hænder og ben og besværet vejrtrækning. En mand kaster sig udmattet og ude af sig selv i de visne blade. Jernej Bizjak oser af teknisk kontrol og rutine. Kroppen sitrer af sammentrækninger, mens andre finder tilstande af lethed og springer i armene på hinanden. Stærke Tobias Sköld er en klippe i det tillidsfulde partnerarbejde. 

Magiske øjebliksbilleder

De forskellige øjebliksbilleder af levet liv er åbne for publikums egne fortolkninger i et magisk, tidløst univers. Kostumedesigner Nadia Nabil har skabt billedskønne, sanselige kostumer med medfortællende detaljer som henvisninger til forgangne tider. Der er høje, sorte hatte, kasketter, tørklæder, butterflys, kraver og slør. Grundkostumet er klassiske, sorte kjoler og hvide skjorter med sort jakkesæt og vest.

En sofa på højkant vil aldrig helt finde sin plads i vandret stilling. Sofaen bevæger sig som en tyr til rodeo, der vil kaste en kvinde af, som med famlende fagter søger efter stabilitet. Annika Kompart viser sublimt scenisk nærvær med sine karakterer, ligesom Eva Johanna Forsehag bevæger sig med en ubesværet autencitet. Selv Lalla La Cour med brækket ben, formår at danse med uhæmmet kreativitet på kroppens nye præmisser. 

Mændene laver hop i skrædderstilling, som havde de en fjeder under sig. Timothée Meiffren skaber en sprællevende, forvirret karakter med indlevelse, styrke og smidighed. Senere ligger danserne i en stor bunke, kryber væk og ruller ud over scenekanten. Skæbner læses i hånden, kroppe balancerer på hoveder, og en hvid og blå bil kører hen over scenen med dåser efter sig. En bryllupsfest med pardans udfolder sig med rigide arme, der tager sig til ansigterne og drikker drinks på bagsmækken.

Livets dans

Memoire sans Souvenir viser os, hvad livet er skabt af gennem poetiske perlerækker af minder, der til tider bliver for fragmenterede til at give mening, men som vi forstår som de tilfældigheder, der udgør selveste livet. Scenograf Bjarne Solberg anvender enkle scenografiske virkemidler med træet i centrum som symbol på altings cyklus af liv og forfald. Lysdesigner Imre Zsibrik tilfører den magi, som tågede erindringer og forfædre er gjort af. 

Den poetiske koreografi oser af kreativ sanselighed med både humor og alvor i soli, duetter og ensembledans samt nytænkende brug af scene og orkestergrav. Kasper Ravnhøjs instruktion og Tiziana Fracchiollas koreografiske overblik synes at rumme et helt kontinent af dansernes erfaringer og kvaliteter med udtryk fra jordbundne Pina Bausch til drømmende let nycirkus.

Mod slutningen slæber Lalla La Cour humpende to harmonikaer efter sig. De har undervejs ageret hjertestartere, når nogen skulle have genoplivet krop og sjæl. Danserne forenes til livligere musik med hinanden i hænderne, indtil livets fest topper, og alle ligger på græsset. Universets rungende puls vender tilbage, og de ruller gennem grå haze ud over afgrunden, én for én. En ny cyklus kan begynde.