★★★★☆☆ Skyld – uhyggeligt familiedrama i spektakulær scenografi

På Aalborg Teater blotlægger husdramatiker Julie Maj Jakobsens Skyld fællesskabets opløsning gennem en families ditto i en iscenesættelse, der transcenderer det menneskelige, da det uregerlige vejr langsomt æder sig ind på familien og dens trakasserier.  

Regnen siler ned af ruderne i det blå hus, der ligger blottet, som havde en isske gravet en kugle ud. Vi aner loftet og kælderen og kigger direkte ind mod stuens store panoramavindue. I huset, som hendes mand har bygget til hende, bor Elizabeth. Hun taler med sin ven Jac om sine tre børn, der er på vej. Familieforholdene er ikke hjertelige, fornemmer man. Scenen er sat til, at noget afgørende skal ske.

Hunden Pølse ligger lit de parade

Den yngste datter Simone er allerede kommet og sniger sig rundt i huset med sit kamera. Hun laver dokumentarfilm, som mor og hun har aftalt, at hun skal filme under familiemødet. Regnen stiger i intensitet og så dukker først storesøster Hannah og så mellembror Albert op. Hunden Pølse er død og ligger lit de parade på stuegulvet, så de kan begrave den sammen. Bastant symbol, men virkningsfuld motor for en sjov scene off stage, hvor familien småhakker på hinanden, mens de flytter rundt på hunden. Det er et fint greb, der kommer i brug et par gange og styrker den realistiske del af historien, hvor man smugkigger ind i andres hverdag.

Historiens andet lag er naturen, der raser udenfor ruderne. Som et billede på de store følelser, der er på spil i familiedramaet, men også som en aktør i sig selv. Som familien som institution bryder sammen, giver vejret også op, før det med en sidste kraftanstrengelse rydder bordet og måske giver plads til noget nyt.

Hvor er far?

Inden da skal vi omkring den hund, der ligger begravet i familiens skød. Julie Maj Jakobsens manuskript er struktureret som en løs krimigåde. For hvor er familiens far, der har været væk i fem år? Hvorfor gik han? Og hvorfor vil mor nu have ham erklæret død? Alle har deres egne hemmeligheder, der spiller ind i den overordnede, mens de passivt-aggressive replikker fyger mellem familiemedlemmerne.

Hannah ved mest og afslører til sidst for meget for hurtigt, da hun selv bliver forrådt. Marie Knudsen Fogh er sitrende monumental i endnu en overlegen præstation som denne skamskudte ældste datter, der har båret for meget og selv er løbet sur i kærligheden. Over for hende gør især Annika Johannessen god fyldest som mor Elizabeth, der med en stærk offerhistorie i rygsækken udnytter alle omkring sig til at opnå sine mål. Line Nørholt rammes hårdt som den umiddelbart mest uskyldige yngste datter, Simone, hvorefter historien tager en ny, blodig drejning.

Det er uhyggeligt!

De to herrer i spillet vimser omkring kvinderne uden meget selvstændigt drive – hvilket absolut ikke skal opfattes som en kritik. Lars Topp Thomsen er mors toyboy Jac, der i 30 år har ventet på sin tur – og som lettere uforklaret sætter afsløringerne i gang for alvor. Thomas Kristian Bek er sønnen Albert, familiens parasit. Konfliktsky, selvopfyldt og dramatisk som en unge på tre får han skabt en helstøbt figur med få midler. Karla Rosendahl får charmerende rapkæftet også meget ud af hans noget mere handlingskraftige kæreste, Elysia.

Teaterdirektør Hans Henriksen har instrueret med en velfungerende blanding af dirrende langsomhed og pludselige udfald accentueret af stormens blitz og buldren. Det er uhyggeligt! Vi bliver fastholdt et sted mellem Ingmar Bergman light og Stephen Kings familie-suspense i en gedigen forestilling, der løfter tekstens narrativ om fællesskabets – her familiens – opløsning op i en ramme hinsides menneskets kontrol, mens vejret langsomt æder sig ind på det blå hus.

Hør scenemester Tobias Langkilde fortælle om forestillingens scenografi her.