Scenekunst Nord for Polarcirklen – rejsedagbog fra en vintertur til det nordligste Norge

Kamma Siegumfeldt er administrator og udvikler internationale projekter hos Helsingør Teater / PASSAGE Festival. Kamma rejste til Nordnorge i november 2022 bl.a. for at besøge Dansefestival Barents. Her kan du læse mere om hendes tur, der var støttet af Nordisk Kulturkontakt.

Første dag i Hammerfest

Turen i propelflyveren fra Tromsø til Hammerfest er lige præcis hammerflot. Sneklædte fjelde, vand og kun ganske svage tegn på menneskelig aktivitet, og solens lys, der langsomt forsvinder og farver himlen svagt lyserød. Klokken nærmer sig 15.30, jeg nærmer mig verdens nordligste by i Finnmark, ikke så langt fra Rusland. Jeg er på vej til Dansefestival Barents – en gammel drøm er gået i opfyldelse.

Efter en tur i det lokale shoppingcenter og noget mad er jeg klar til det Bergenbaserede dansekompagni Carte Blanches (Norges Nasjonale Kompani for Samtidsdans) flotte aftenprogram Mellomland: En ”double bill” bestående af Roza Moshtaghis BUD og Lander Patricks Sovaco de Cobra. To på hver sin måde iøjnefaldende værker, der spiller i det flotte Arktisk Kultursenter midt i Hammerfest. 

Moshtaghi har iscenesat fem dansere, der – først i sandfarvede kostumer med noget ørkenagtigt over sig, senere i lag-på-lag af forskelligtfarvede tekstiler og maskelignende beviklinger – tager bl.a. begrebet at vente op. Musikken er kraftig, stemningen og timingen ladet, noget underfundigt er under udvikling. Rytmisk pulserer kroppene og skaber gulvet om til et bølgende hav. Forskellige konstellationer og mønstre opstår og bevægelserne bliver mere hidsige og udfarende. Fin og velfungerende opbygning af et usædvanligt univers – skabt af kroppe, farver, lys og lyd.

I Sovaco de Cobra, som betyder ”slangens armhule”, altså en umulighed, har Patrick på en skakbrætsbaggrund flankeret af tiger og zebra, sat ni dansere iklædt nærmest forvrængede udgaver af forskellige bourgeousi/royale/magtskikkelseskostumer på scenen. Her udfører de, først anført af en pop-rapper-klovn, mærkelige kantede, karikerede staccato-formationer, absurde magtspil, dekadencens forfald. De messer om kunst, kunstnere, og kunstens rolle, synger (imponerende flot), voguer, får besøg af en pingvin og spreder en del vanddråber ved hjælp af vandforstøvere. Der er fuld knald på. Et flot, underholdende værk, humoristisk og uforudsigeligt. Musikalsk og herligt ”over the top”.

Anden dag i Hammerfest

Dag 2 i Hammerfest er jeg til debat under overskriften Bare Barents? med underteksten: “Langt borte fra det som oppleves som maktens sentrum og stormaktenes runde bord ligger Barentsregionen – det horisontale landskapet langt oppe i nord, der folket har gjennom alle tider samhandlet. Fra å være en utpost befinner vi oss plutselig i en risikosone, der samarbeid blir avgrenset og manipulert av ytre omstendigheter som pandemi og krig”.

Det er spændende at høre om det lokale kulturliv i et historisk perspektiv, men samtidig er det også forstemmende, hvordan det nu er forandret i fx Kirkenes, som ligger kun 4 km fra den russiske grænse. Om grænseoverskridende sameidentitet, kvener/norskfinner og om at bo i ”udkanten af udkantslandet Norge” og samtidig i et geopolitisk spændingsfelt med utroligt mange interessenter. Som én siger på mødet: ”Normalt er det sådan, at når intet andet virker, virker kunst og kultur stadig, men det gør det faktisk ikke nu, hvor grænsen er lukket til Rusland.”

Senere på dagen er der igen norsk dans på programmet. I Vaktmester Samuelsen får Maya Mi Samuelsen og Anne Katrine Haugen med højt tempo, fysikalitet og humor sat fokus på det allestedsnærværende pres, der hviler – også selvpåført – på den moderne kvinde og hendes drøm om at få et pusterum. Sjovt og underholdende. 

Antero Heins trio UNI er tre ensklædte mænd, der falder, støtter, balancerer og bytter plads i lyset fra en flytbar lampe, i veteranen Sølvi Edvardsens Vice versa, er det en mand og en kvinde, som i skiftende lysfelter, til tider til smuk live violin-akkompagnement (ved komponist og musiker Hege Rimestad), kommer igennem flere faser af afhængighed, påvirkning/manipulation, bliver ét væsen og synger, gestaltet ved hjælp af bevægelsesmateriale, der spænder fra gestik til nærmest akrobatik. Ingen af disse to forestillinger formår dog for alvor at fange mig. 

Tredje dag i Hammerfest

Dag 3 i Hammerfest lærer jeg, at man skal slå til, når det er lyst og vejret er godt. For i dag er temperaturen krøbet op over frysepunktet, det regner og Sikksakkstien, ad hvilken man kan komme op på fjeldet over byen, er stedvist glat, så man skal se sig for. På toppen er sigtbarheden naturligvis ikke optimal men stadig ”klatreturen” værd. 

Nede igen har jeg en forhastet snak med medlemmer af Nordnorsk Dansekunstnerforening. Medlemmerne bor langt fra hinanden, men når der er anledninger, som fx Dansefestival Barents, arrangeres der træning. Og foreningen yder simpelthen også tilskud til transporten, så folk kan mødes, træne og i det hele taget holde kontakten. 

I et tomt butikslokale har den norske scenograf Fredrik Floen i en uges tid, sammen med tre andre kunstnere, arbejdet på en sanselig, visuel børneforestilling. Undervejs i forløbet har lokale børnehaver været inde som testpublikum. I dag er det lørdag, så børnefamilier er mødt op for at overvære forestillingen, der er et stemningsfuldt, ”krøllet” univers skabt af bl.a. stofrester, befolket af mange forskellige dyr og naturfænomener, dels portrætteret af de medvirkende, dels i form af fantasifulde dukker skabt af tøjdyr, stofrester mm. Selv regnen bliver gestaltet af de medvirkende kunstnere. Værterne for residensopholdet er Davvi, Senter for Scenekunst, som jeg også er gæst hos. Mere om Davvi længere nede.

Inden dagens næste danseforestilling er der boglancering i biblioteket. Den nyudgivne bog Det Amerikanske Paradokset har jo ikke som sådan noget at gøre med dans, men emnet USA er af stor interesse for Hammerfestinger og arrangementet har fuldt hus.

Efter en omgang vafler ser jeg Square Two af Tall Tales Company fra Holland. En filosofisk jongleringsforestilling, som – pånær starten udenfor – bevæger sig rundt i forskellige rum som værksted, lobby- og gangområder i Arktisk Kultursentrum. Jeg har set Square Two før, udendørs i et byrum i England, så det er på den måde en ny oplevelse. Senere viser Hammerfests mere end 40 år gamle dansekompagni Stellaris, som er initiativtagere til festivalen, forestillingen Svaner i Sten. Der er samisk joik, sort-hvid filmscenografi og energifyldt dans, smukt udført af tre dygtige dansere. Så er det tid til Ministeriet for Uforløste Følelser af den produktive og anerkendte koreograf-dramatiker-filmskaber Jo Strømgren. I et karakteristisk quirky Strømgren-univers er der fysisk-teater-komik med genkendelige, karikerede figurer, en hel bunke popsange fra mange forskellige lande samt et par stikpiller til bureaukrati, politisk korrekthed og embedsmisbrug. Men mest af alt er det fis og ballade.

Aftenen sluttes af på værtshuset Kaikanten, som ifølge Susanne Næss Nielsen fra Davvi altid har set sådan ud og som er mødestedet for folk fra alle samfundslag i Hammerfest. Selvom jeg, under andre forhold, ikke har problemer med at forstå norsk, bliver det dog, når musikken spiller og ordene dermed sværere at separere, vanskeligere at følge med i samtaler, men til alt held er der også ikke-skandinaviske kunstnere til stede, så engelsk bliver min redning.

Sidste dag i Hammerfest

Sidste festivaldag kan jeg nå at komme på flot biltur ud i det omkringliggende landskab. Susanne Næss Nielsen, som er dansk-norsk, er min kompetente guide og vejret er klart, så det er bare om at komme afsted. Hun fortæller om området og om rensdyrhold og om samisk traditionel levevis. Vi ser dog ingen rensdyr.

Kl. 18, da mørket for alvor har sat ind og gader og veje er blevet glatte efter endnu en omgang frost, begiver jeg mig til Skansen – Hammerfests friluftsmuseumsområde. I Nocturnal har koreograf og danser Sudesh Adhan/Xproarts skabt et værk, hvor publikum er udenfor. Adhana selv og danser Nora Svenning performer i hvert sit vindue inde i en lille klassisk træbygning. Udenpå projiceres videoklip (skabt af førnævnte Antero Hein) op på facaden. Lys, videoimages af bl.a. månen samt musik og danserne i hver deres indrammede rum, skaber tilsammen et stemningsfuldt, poetisk udtryk.

Første dag i Tromsø

Jeg er taget videre til Tromsø, hvor Rådstua Teaterhus er rammen om rigtigt mange scenekunstaktiviteter i Tromsø. Den fine, fredede bygning, som tidligere har været bl.a. fængsel, politistation og selvfølgelig rådhus, ligger skråt overfor det nuværende rådhus og med et lille anlæg foran, som gør, at man har frit udsyn til det fra hovedstrøget Storgata. Rådstua er en kommunal bygning.

Jeg er inviteret til Vaffellunsj hos Rad-Art, et netværk/medlemsorganisation for nordnorske scenekunstnere. Da der er renoveringer i Rådstuas øvre etager, sidder vi i det hyggelige kælderlokale Giisa (samisk for kiste/skrin). Det har dog så tykke stenmure, at internettet er ustabilt, hvorfor denne Vaffellunsj ikke streames på Zoom til kunstnere, som ikke lige er i selve Tromsø by. Jeg fortæller om Helsingør Teater og PASSAGE Festival, og om vores ønske om mere nordisk samarbejde. De fremmødte deler, som de plejer, nyheder om deres gøren og laden. Flere arbejder med scenekunst i det offentlige rum, som jo er udgangspunktet for min Norgestur.

Bagefter mødes jeg med kompetencecentret HATS, som udbyder kurser til teateramatører. Jeg er på byens store teater Hålogaland Teater, hvor jeg møder teaterleder Egill Pálsson, der har en fortid i Danmark. Børneforestillingen Snøfall er på programmet, så den ser jeg. 

Anden dag i Tromsø

Næste dag er det Ida Løken Valkeapaa, der, selvfølgelig på Rådstua, fortæller mig om den årlige Vårscenefest, som er en betydningsfuld og markant festival i Tromsø. Festivalen har skiftende temaer – i 2022 var temaet samisk kunst. Derefter går jeg nedenunder, hvor jeg – af energiske Ellen Zahl Jonassen – får hele historien om det kommunale Rådstua, som huser mange scenekunstrelaterede organisationer og teatre, og om det nye scenerum, der skal bygges i stedet for det nuværende scenerum, som har sine ulemper. Det blev opført som midlertidig bygning i 1984.

Kulta er en anden markant scenekunstaktør i Tromsø. De har i næsten 30 år tilbudt cirkusundervisning, stunt mm. for børn i alle aldre og voksne. I deres bygning i bydelen Tromsdalen, som fra downtown Tromsø nås via broen Tromsbrua, har de studier, hvor Nordlands første flyvepunkt er monteret. De har kostumeværksted og en black box (med ni flyvepunkter), som virker som et godt eksempel på kommunale samtænknings- og – genbrugstanker. Arkitekten bag scenerummet er ansat i Tromsø kommune og har udført opgaven som del af sit arbejde. Toiletter og ventilation er hentet fra et tidligere rådhus, som blev revet ned, og gulvet er lagt af Kultas egne ansatte, som også fortsat vedligeholder det.

I Tromsø mødes jeg også med Katrine Strøm og producent Marit fra Katma. Katma producerer børneforestillinger, og Katrine står også for Lille HT, Hålogaland Teaters afdeling, hvor børn og unge deltager i forestillinger som f.eks. Snøfall, som jeg så dagen før.

Jeg får overordnet det indtryk, at der er et stærkt scenekunstmiljø i Tromsø, at scenekunstnerne har organiseret sig godt og samarbejder og udveksler, og at der findes gode, understøttende organisationer som Rådstua og Davvi (Rad-Art er ved at blive en del af Davvi). Men som så mange andre steder er der alt i alt ikke mange prøvefaciliteter, og man kan forestille sig, at dette problem ikke vil blive mindre i perioden, hvor Rådstuas nye black box opføres. Der er også gode forhold for børn- og unge samt amatører og helt specielt også for cirkus-interesserede fra alle dele af ”fødekæden”.

Bodø

Længere sydpå i Bodø møder jeg Ida Hevroy og Thale Krogtoft fra bl.a. Salten Friteater. Ida er ansat i Scenekunst i Nordland og arbejder bl.a. med Den Kulturelle Skolesekken. Sammen med sanger og skuespiller Thale er hun aktiv i Salten Friteater, som må kæmpe en brav kamp mod bl.a. kommunale nedskæringer (gruppen modtager i forvejen ikke nogen fast støtte) og klør på med improaftener og en projekt-til-projekt økonomi. Thale er dog med i Davvis Uredd-program og modtager bl.a. coaching fra Talent Norge mm. 

Mit næste møde er i Bodøs flotte koncerthus Stormen. Rasmus Adrian, som mange nok kender fra det danske scenekunstmiljø, er siden 2020 direktør og programansvarlig for Stormen Koncerthus samt for søster-bygningen Stormen Bibliotek, hvor – som navnet antyder – biblioteket holder til under meget fine forhold. Begge bygninger er indvendigt præget af meget flot træ-”aptering”, som også er et akustisk tiltag, og igennem store vinduer kan man se himlens utroligt mange skiftende farver på en novemberdag i Bodø.

Stormen har flere flotte scenerum og præsenterer både klassisk musik (ved Arktisk Filharmoni, som holder til i Stormen), rytmisk musik og forskellige ”community”-projekter/tiltag for både børn, unge og seniorer. For relativt nyligt er stedet blevet omstruktureret og scenekunstproducenter ansat, og vi kan i fremtiden forvente et program med flere forskellige typer elementer i de flotte rammer. Men også Stormen har, efter corona og med kommunale nedskæringer, sine udfordringer.

Jeg besøger også Bodø 2024, der er i gang med at koordinere og tilrettelægge kulturbyprogrammet. Et særligt Nordlandsk/norsk element er projektet European Cabins of Culture, der skal bringe kunst og kultur til de mange brugere af vandrehytter, der findes spredt over hele regionen, og på strækningerne mellem hytterne.

Bodø er groft sagt mere en musikby end en scenekunstby. Bl.a. er Nordland fylkekommunes regionsteater placeret i den noget mindre by Mo i Rana (ca 18.000 indbyggere) og ikke, som man ville forvente, i Bodø (ca 56.000 indbyggere). I Bodø er der dog fire private danseskoler, så et stort antal, især børn og unge, er selv aktive og har også gennem opvisninger mm. deres gang i f.eks. Stormen Koncerthus. Selv ser jeg samme aften i Stormen, en kombineret koncert-og-film med Arktisk Filharmoni.

Samarbejdsorganet Scenekunst i Nordland har kontor i Bodø. De tilbyder hjælp til amatører, skoler, kor og lignende foreninger i Nordland, og udvikler og deltager i forskellige nationale og internationale projekter. Davvi har også en enkelt ansat, der har kontor i Beddingen Kuturhus, en gammel bådhal, som drives af Kulturkollektivet Bodø. Kulturkollektivets ambition er at forbedre arbejdsforholdene for alle, som arbejder med kultur i Bodø og i regionen. I Beddingen er der prøvefaciliteter.

Scenekunst i hele Norge

Sammenfattende, baseret på mine (begrænsede) iagttagelser og samtaler, er noget af det mest slående, hvordan staten/det offentlige Norge understøtter og sikrer, at der er et vist flow af scenekunsttilbud (forestillinger og træning/kurser) til børn, unge og voksne amatører via Den Kulturelle Skolesekken og organisationer som HATS og Scenekunst i Nordland.

Det ligeledes stats- og regionalt støttede Davvi understøtter i både Finnmark (hvor Hammerfest ligger), Troms (hvor Tromsø ligger) og Nordland (hvor Bodø ligger) det professionelle miljø med producentstøtte, seminarer, co-produktion og residensophold. Desuden bygger de nationale og internationale netværk og skaber samarbejdsmuligheder for kunstnere i Nordnorge.

Davvi koordinerer også Dansenett Norges aktiviteter. Dansenett Norge er et samarbejde mellem nogle af Norges vigtigste formidlere og består udover Davvi af Dansens Hus, Bærum Kulturhus, Dans Sørøst-Norge, DansiT og Regional Arena for Samtidsdans/RAS, som sammen arbejder for at gøre norsk og international dansekunst tilgængelig for publikum i hele landet.

På samme måde kører Riksteatret ud i det ganske (meget store) land med de enorme afstande. Det oplever jeg, da jeg sidste dag i Hammerfest ser en enorm lastbil køre op på siden af Arktisk Kultursenter og teknikere træder ud. Efter en bid mad, eller måske næste morgen, er de klar til at sætte Ved Målet af Thomas Bernhard op, til gavn for Hammerfests borgere. På hjemmesiden kan jeg se, at lastbilen vist kører videre til Kirkenes.

Og som et eksempel på de forhold, man arbejder under i Nordnorge, så sker der det uheldige for Jo Strømgren Kompani, at de på vejen fra Hammerfest i bil til Alta på en glat vej rammer et rensdyr, der pludselig træder ud på kørebanen. Rensdyret går dog derfra tilsyneladende uskadt, men politianmeldelse (renerne ejes af lokale samer) mm. tager tid, så producenten får travlt med at sikre hotelværelser i Alta. De bliver dog ikke nødvendige, da gruppen lige præcis når deres fly videre.

Jeg besøgte Nordnorge i den mørke vintertid. I sommerhalvårets lyse nætter er vejret stadig meget barskere, koldere og uforudsigeligt end i Danmark. Men mulighederne for at skabe gode scenekunstoplevelser uden for er store, blot man indretter sig efter mange slags vejr – både sommer og vinter. Det var også holdningen hos mange deltagere i Vaffellunsjen i Tromsø. Næste skridt er, at vi i Norden sammen udvikler kunstneriske såvel som turneformater, der kan berige og inddrage det nordiske publikum i mangefacetterede oplevelser i det offentlige rum.