hvid støj sceneproduktion – vilkårene er brutale i et humlebiteater

hvid støj sceneproduktion skruer ned og ophører med at producere selv fremover. Efter 15 år har de ikke længere mulighed for at opretholde det høje aktivitetsniveau af nyskabende produktioner og turneer i ind- og udland. ISCENE har bedt teaterleder og iscenesætter Charlotte Ladefoged om at uddybe beslutningen.

Charlotte Ladefoged kalder arbejdsbyrden gennem årene for “scenekunstneriske ironmans”, der har haft nedslidende effekter på helbredet. Konsekvensen er en hård opbremsning for at skabe en bedre work-lifebalance. I en pressemeddelelse fortæller hvid støj, at de fremadrettet ophører med at producere selv, men fortsætter med at turnere i sæson 24/25 og 25/26. Det gælder småbørnsforestillingen TØJ og ungdomsforestillingen Usynlig.

Charlotte Ladefoged er cand.mag i dramaturgi fra Aarhus Universitet, freelance iscenesætter og dramaturg. Hun har arbejdet som iscenesætter og dramaturg i den uafhængige og eksperimenterende scenekunst siden 1999 med debutforestillingen CUT// i 2009. Siden da har hun helliget sig arbejdet med at skabe nytænkende forestillinger til børn og unge sammen med Morten Ladefoged, der er Visuel Producer.

Sygdom og afslag på projektstøtte

Efter 14 produktioner, genopsætninger og turné går det, hun kalder “triple-ironman arbejdsdage”, desværre ikke længere. En ubarmhjertig auto-immun kronisk sygdom lader sig ikke længere presse, og Charlotte Ladefoged ser ingen anden vej end at drosle ned og hellige sig dramatisk skrivearbejde i eget tempo.

Beslutningen blev truffet efter hvid støj, for første gang i sin 15-årige levetid, i år fik afslag på både drift- og projektstøtte fra Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg (PUS). Charlotte Ladefoged siger:

“Det er et afslag, vi ærlig talt stod helt målløse over for. Men der skal lyde et kæmpe tak for alle de mange skønne samarbejder, vi har haft indtil nu. hvid støj har sat sit tydelige aftryk. Det har resulteret i inddragende filosofiteater, animation, dans, kabaret, udstilling til teater – og hybrider derimellem. Men også i invitationer til flere kuraterede festivaler – også i udlandet.”

I 2011 udvalgte Kunstrådets Scenekunstudvalg (uden ansøgningsrunde) at udpege Charlotte Ladefoged til at deltage i Directors Lab i New York. Her repræsenterede hun Skandinavien i tre ugers laboratoriearbejde blandt 70 instruktører fra hele verden. hvid støj var også Reumertnomineret for Årets Bedste Børneteater 2020 og vandt Årets forestillingspris i Aarhus i 2019. Charlotte Ladefoged er uden tvivl en ildsjæl, der vil børnepublikummet – syv arbejdsdage om ugen.

Midlerne er små i et humlebiteater

“Midlerne er virkelig, virkelig små i et humlebiteater, og derfor er produktionsvilkårene brutale.” Sådan indleder Charlotte Ladefoged sin beretning til ISCENE om betingelserne for en umulig work-lifebalance for frie kunstnere: “I de 25 år jeg har beskæftiget mig med scenekunst, er det kutyme ikke at diskutere støttekronerne på diverse netværksmøder. Begrundelsen er, at det er der ingen politikere, der vil høre på.”  

Samtidig stiger alt: Lønninger, overenskomster, leje af sale, lager, biler og meget mere – alt mens midlerne i støttepuljerne forbliver det samme. Der er derfor ikke nok til at løfte opgaverne, siger Charlotte Ladefoged:

“Hver gang der er ansat en, burde der have været ansat tre i humlebiteatrene. I stedet må kernemedarbejderne skære i egen løn og løbe en triple-ironman for at komme kunstnerisk i hus. Det siger sig selv, at ingen kan gøre det 15 år non stop.” 

Et utal af kasketter

Alene de kunstneriske opgaver i et projektteater er omfattende, fortæller Charlotte Ladefoged:

“Det er jo helt vildt, hvad man skal kunne for at overleve som projektteater. Først og fremmest skal man producere kunst af høj kvalitet, som skal ramme hver lille og stor tilskuers krop og intellekt. Det er vores fineste opgave, og er det, vi er sat i verden for. Mine kunstneriske opgaver er at få nye, funklende ideer, være firstmover og udvikle nyskabende koncepter, der taler ind i børn og unges hverdag. Jeg skal skrive skarp og præcis dramatik og kende alle scenekunstneriske virkemidler. Jeg skal også devise og instruere forestillinger, som er kunstneriske, bæredygtige og turnerende. Det er min faglige stolthed.”

Men for at overleve som lille teater fortæller Charlotte Ladefoged, at hun derudover har et utal af andre kasketter:

“Jeg har naturligvis ledelsesansvaret for teatret, men det kræves også, at jeg er en ultraskarp kommunikator – både skriftligt og mundtligt. Jeg skal fundraise, skræddersyet til hver enkelt fond, tænke som en jurist, kontraktforhandle og have styr på arbejdsforhold og overenskomster. Jeg skal også udarbejde og styre budgetter og forstå regnskaber.

Det er blot de interne anliggender, men så er der netværk og relationer: Som teaterleder skal jeg samtidig være kulturpolitisk aktiv, finde de rette samarbejdspartnere, både kunstnere, andre teatre, forskere m.fl. Jeg skal publikumsudvikle og vidensdele med studerende, skræddersy workshops med børn og unge og deltage i netværksmøder og festivaler i ind- og udland.”

Samarbejde med PUS

Teatret er klar over, at PUS ikke kan begrunde hvert enkelt afslag. De skrev alligevel til dem, at hvis de så andre muligheder, støtteordninger eller partnerskaber, som de selv var blinde overfor, ville de gerne høre om det. De fik svaret, at det ikke var alle, der kunne få driftstilskud, fortæller Charlotte Ladefoged.

“Lige nu strømmer de dejligste tilkendegivelser ind fra kollegaer, vores mange samarbejdspartnere, kulturformidlere og andre, der også er målløse over afslaget. hvid støj anses også for at være en vigtig kulturaktør i Aarhus. Desværre kan man ikke betale løn med anerkendelse, nyskabelse og høj kunstnerisk kvalitet.”

Det er tydeligt, at mange små teatre og kompagnier mærker at nettet strammes. Charlotte Ladefoged indvender:

“Jeg er ikke sikker på, at begrundelser for afslag fra PUS kan ændre eller redde noget for scenekunsten. Men jeg erfarer, at gedigne kunstneriske forestillinger, der virkelig vil deres tilskuere ikke længere er tilstrækkeligt for at få tilsagn. Og så bliver man målløs. 

Samtidig er det meget begrænset, hvad man prismæssigt kan tage for scenekunst til babyer, børn og unge. hvid støj har altid været nødt til at ligge prismæssigt højere end gennemsnittet, mens vi har set teatre med andre støtteordninger i ryggen, dumpe priserne.” 

Work-life balance og helbred

Teatret har på hvert bestyrelsesmøde gennem 10 år drøftet bæredygtig work-lifebalance for hele tiden at finde bedre arbejdsforhold for kernemedarbejderne. Der var lagt en plan for, hvordan teatret skulle opnå bedre arbejdsforhold, hvis støtten var fortsat. Helbredet havde formodentligt holdt til det, hvis midlerne gennem 15 år havde givet mulighed for at ansætte mere personale. Men nu er løbet kørt, siger Charlotte Ladefoged:

“Set i bagklogskabens klare lys – og særligt det sidste år tid – er det nu desværre for sent for mit helbred at vende tilbage til de brutale produktionsforhold. Det er den helt rigtige beslutning at stoppe nu.” Ikke desto mindre glæder hun sig meget over, hvordan deres scenekunst har påvirket tilskuerne:

“Der er helt vildt meget livsglæde i at se, hvordan vores scenekunst rammer hver enkelt tilskuer. Der er den mindste tilskuer uden sprog, der sidder og efterligner danserens armbevægelser. Eller den unge tilskuer, der “har meldt sig ud” inden teaterforestillingen med hoodien trukket helt op over hovedet på vej ind i salen. Men som alligevel ikke kan lade være med at følge med i forestillingen og flipper huen ned undervejs.

Der er også barnet, der rejser sig og råber med armene oppe: “Det er den bedste dag i hele verden” – lige når vi er færdige med at spille. Det hele gav så meget mening og er bare én af grundene til, at arbejdsspurten fortsatte så længe. Når vi skaber scenekunst til babyer, børn og unge, har vi bare at gøre os umage for at skabe noget, der 100% er til dem. Vores børn bestemmer jo ikke selv, hvad de vil se og har ikke muligheden for at gå, hvis der fx bliver talt ned til dem.”

Kunstens vigtige livtag

Charlotte Ladefoged mener, det er svært at overbevise politikerne om at tilføre kunsten flere midler i en verden, hvor der er vedtaget enorme udgifter til militæret. Alligevel ville hun ønske, der var flere midler til scenekunsten:

“Aarhus Kommune har efterhånden lavet en del undersøgelser over, hvor meget kunst og kultur betyder for borgerne – fx for deres trivsel og lyst til at blive boende i byen. Konklusionen er hver gang, at langt de fleste borgere er villige til at betale mere i skat for at få mere kultur. Samtidig viser undersøgelserne også, at for hver krone man investerer i kunst og kultur, kommer der endnu mere tilbage i økonomisk tilvækst. 

Kunst – og særligt scenekunst – kan bidrage til at møde tilskuerne lige dér i livet, hvor de er. Den rammer sanser og intellekt på en måde, som fakta sjældent kan, så vi mærker og bliver klogere på vores liv. Det er vigtige livtag som vi, sammen med vores tilskuere, har taget gennem årene. Teatret er også snart et af de sidste offentlige rum vi har tilbage, hvor vi sammen kan dele en oplevelse.”

Ansvar for kunsten

Kunsten har ikke mindst en rolle for børn og unge mener Charlotte Ladefoged:

“Kunsten kan få os til at huske, at vi ikke står alene i alle katastroferne og modvirker derfor al den mistrivsel, der omgiver os. Af samme årsag kunne jeg ønske, at drama blev et obligatorisk fag i folkeskolen – ikke mindst fagets evne til at forholde sig til aspekter omkring identitet. Men vi voksne skal også blive langt bedre til at tage vores teenagere med i teatret og se forestillinger, der rent faktisk er skabt til dem. Det samme gælder en bedre prioritering af teateroplevelser i udskolingen og på ungdomsuddannelserne.”

Charlotte Ladefoged ønsker sig også en strukturel løsning på tilsandingsproblematikken af de kunstneriske puljer på statslig og kommunalt niveau: “Det kunne måske skabe lidt arbejdsro – også for hvid støj sceneproduktion.”

Nu ser de fremad trods de nye prioriteringer og glæder sig til både gamle – og forhåbentlig nye samarbejder i en anden skala fremadrettet: “Der er gudskelov lige så meget skaberglæde i at skrive for mig, og denne gang kun på mit helbreds præmisser. Morten vender tilbage som fuldtids freelance lysdesigner og visuel producer, siger Charlotte Ladefoged afslutningsvist.