Det er næppe gået manges næse forbi, at Roskilde Festival netop er løbet af stablen. Navne som David Byrne, Little Simz, The Cure, Lily Allen og APACHA var blandt de store trækplastre i musikdagene, da 130.000 festivalgæster lagde vejen forbi domkirkebyens legendariske dyrskueplads. Allerede fra søndag var der mulighed for at gå om bord i festivalens omfangsrige program for kunst og aktivisme på festivalens First Days.
I forhold til de seneste års festivaler var der i 2026 lavet en smule om på prioriteringerne. Væk var den til tider lidt esoteriske FLOKKR-scene, som hovedsageligt havde budt på talks, debatter, workshops og performances, og ressourcerne var i stedet lagt i at bringe kunsten og aktivismen tættere på publikum. En ambition som i det store og hele virker vellykket.
Programmet for de første dage er efterhånden blevet så stort og så spredt over hele festivalen, at man som gæst umuligt kan nå noget, der bare minder om det hele, og derfor bliver denne reportage også kun et lille udpluk af indholdet, som er fordelt over områder som RE:ACT, The Yard, Cinema, Dancefloor og Rehearsals of Belonging.
Dansegulvet defineres
Dancefloor-scenen er i sig selv ikke ny, men som det så ofte er tilfældet med nye tiltag på Nordens største musikfestival, så tager det et par år, før både arrangørerne og publikum bliver helt fortrolige med dem. Således også Dancefloor, men nu begynder det virkelig at ligne noget. De let tilgængelige, forståelige og engagerende formater er ofte lige, hvad der skal til for at ramme det komplet uforudsigelige publikum.
Enhver, der har bare lidt orange blod i årerne, vil formentligt kunne genkende festivalens unikke evner til at skabe de der kulturoplevelser, man bare ikke vidste, man havde brug for. For mig skete det blandt andet søndag kl. 15, hvor Hedestrik og Nordisk Dansk kombinerede det umage par filt og folkedans.
Evner til at skabe de der kulturoplevelser, man bare ikke vidste, man havde brug for
Med fokus på det lokale – både ulden og dansen – skulle en stor mængde råuld under folkedansens gentagne trin bearbejdes om til et stort filtet værk, som siden blev udstillet på festivalen. Det lyder måske mærkeligt, men for mig blev det et af de Roskildeminder, som både satte tanker og følelser i fuld gang.
Det var blot en af flere fremragende oplevelser fra Dancefloor, som også lagde gulv til undervisning i brudevals og Psytrance Dance Fitness. Grebet er i virkeligheden helt simpelt: giv publikum simple instruktioner og sørg for, at arrangementerne ikke har en fast defineret start og slutning. Så kan publikum støde til, selv når det hele er i gang – noget der tidligere har været en udfordring for deltagelsen.
Tilbage med det store lærred
Efter mere end et årtis fravær kunne Roskilde igen præsentere et udvalg af film i festivalens indrettede biograf, Cinema. Den genopståede biograf blev indviet med den tyske film The Tender Revolution om et progressivt bofællesskab for personer med funktionsnedsættelse. Herefter kunne publikum overvære en talk med forfatter og debattør Emma Holten og forsker Emil Falster om synet på handicap og omsorgsarbejde i det moderne samfund.
Under de indledende dages hedebølge var Cinemas behagelige skygge et kærkomment afbræk
Biografens udvalg var kurateret i samarbejde med en lang række partnere – blandt andet CPH:DOX og Den Danske Filmskole – og bød på en lang række debatskabende værker. Desuden rummede den lækre biograf også et decideret vampyrtema, som strakte sig over tre aftener og viste Sinners (2025), Lad den rette komme ind (2008) og Vampyr (1938).
Under de indledende dages hedebølge var Cinemas behagelige skygge et kærkomment afbræk fra den nådesløse sol, og filmkunstens genkomst på festivalen lod til at vække jubel hos de fremmødte. En fin tilføjelse til festivalens samlede program.
Kage, shots og skrald
Selvom FLOKKR er lukket, var der bestemt stadig plads til performancekunst. Det var bare i høj grad flyttet til The Yard, som for mig stadig fremstår som et noget uafgrænset og udefineret område. Mandag og tirsdag kunne man fx se Johanne Anastasia Stoffersen, der blandt andet beskriver sig selv som “culinary artist”, og hendes performancefest Creams N’ Dreams. Med rokokokjoler og store flødeskumskager skabte den et dekadent og hedonistisk univers.
Bare maver med bøllehatte væltede frem i et ukarakteristisk stort antal
I programmet var der lovet gratis shots til de fremmødte, og det rygte var ikke faldet for døve øren, da bare maver med bøllehatte væltede frem i et ukarakteristisk stort antal med tanke på arrangementets karakter. Af og til skal der åbenbart bare lidt smørelse til, før performancekunst glider ned for dem, der måske ikke til dagligt regner sig selv blandt kernepublikummet.
De samme dage kunne man ligeledes deltage i workshoppen From Trash to Art med det congolesiske kunstnerkollektiv La Vie est Belle. Formålet var overskueligt: Omdan skrald fra festivalen til kunstfærdige dragter, som senere skulle fremvises ved et modeshow.
Store fremskridt
Jeg havde planlagt at overvære queerensemblet Feerne og deres performance, instrueret af Johan Klint Sandberg, men det blev en kort fornøjelse – hvilket der retfærdigvis også var lagt op til i programmet. Ligesom det var tilfældet med sidste års Action Man Collecting Sweethearts, bevægede de sig rundt på campingområdet, og pludselig fik jeg øje på dem på Dancefloor-scenen, mens jeg sad til et andet arrangement, jeg ikke kunne forlade.
Selvom jeg ikke havde mulighed for at gå med videre i første omgang, så stødte jeg flere gange ind i det fluorescente optog, som ikke var begunstiget med en fast placering. Hvis idéen er at bringe performancekunsten tættere på publikum, så er det mit klare indtryk, at dette format virker mere engagerende end de stationære.
Jeg har aldrig oplevet en mere velfungerende udgave,
Jeg er selv frivillig på Roskilde, og har i mere end ti år arbejdet med at interviewe festivaldeltagerne i forbindelse med Arts & Activism-programmet. Det gør mig ikke til ekspert, men jeg vil dog påstå, at få har set mere fra den del af festivalens program, og jeg har aldrig oplevet en mere velfungerende udgave, end den der var at finde i 2026.
At tage del i Roskilde Festivals Arts & Activism-program bliver nok aldrig et foretagende for majoriteten, men det behøver det heller ikke at være. I løbet af den samlede festival er der rigeligt for de mange, så der bør også være plads til noget for de få. Det er bare en fornøjelse at se, at de få er blevet flere.
LÆS OGSÅ: Kunst & Aktivisme – kontemplative og megalomane værker
