Roskilde Festival har droppet den engelske titel og kalder nu sit sideprogram med blandt andet dans og performance for Kunst & Aktivisme. Ellers er programmet, som vi kender det. Sammensat af billed- og scenekunstneriske værker, der typisk bevæger sig i de tværæstetiske og genreoverskridende felter – og derfor også i år byder på overraskende øjenåbnere. Vi tog en rundtur til et lille udvalg af værkerne.
Fordanskningen Kunst & Aktivisme skyldes måske en eftertanke – eller ligefrem et oprør med – den angelsaksiske kulturs dominans. Det opgør har Roskilde Festival og aktivismeprogrammet nu på mange måder altid taget ved at vende blikket mod nye stemmer og andre dele af verden end lige USA og de amerikanske værdier.
Således også i år, hvor Roskilde Festivals kunstfaglige chef, Signe Brink Wehl, bød velkommen til programmet med ord som fællesskab, menneskelighed, fred og håb. Ordene faldt dog på engelsk til den sprogblandede fremmødte skare fra medierne, og sådan kan det være udfordrende at vise stringens. Både globalt og mentalt. I hvert fald måtte jeg klukke lidt for mig selv over skiltet, der inviterer main characters til at bruge smutvejen mod Arena-scenen. Tidens tegn sætter sig i sproget – og det er vel heller ikke umuligt at spille hovedrollen i sit eget liv og samtidig tro på fællesskabet og lade sig inspirere til nye perspektiver af det omfattende Kunst & Aktivisme-program.
Rul dig i mudderet
Det omskiftelige vejr, der på få dage gik fra 30 graders høj sol til regnvejr og siden voldsomme vindstød fik måske lidt betydning for, hvordan man oplevede nogle af værkerne. Det kunne i hvert fald gøre sig gældende for Anna Walthers mudderværk Who’s gonna do the dirty jobs, when everyone is equal?
Det er i sig selv et virkelig godt spørgsmål, som allerede danner baggrund for mange velfærdsdiskussioner. I Walthers greb opererer spørgsmålet både på det samfundsetiske niveau, som en kommentar til udnyttelse af arbejdskraft fra det globale Syd, men også helt lavpraktisk som et tilbud om at tage camp-livets vildskab med ind på festivalpladsen og grise sig til i hendes firkantede mudderpøl.
Flere havde nok taget imod invitationen til at vælte sig i Walthers mudderbassin, hvis temperaturen ikke var faldet så dramatisk. Nu blev installationen mere et afslappet hvilested. Dem bliver der stadigt flere af på festivalen – nogle også helt uden kunstneriske greb. Jesse Darlings edderkoppebenede, arkitektonisk fabulerende installation The Long Way Around fra sidste år, der har udsigt over det meste af festivalen, er nok den mest spektakulære. Udsigtsposten spiller som flere andre værker ind i oplevelsen af at høre til, at have et hjem midt i tumulten, som festivalen – og verden – jo også er.
Bukkehorn og Hedestrik
Helt ude ved Badesøen har Noah Holtegaard placeret sine sorte gedebukkehorn, der er omviklet med afblegede, rødlige bind. Hornene er inspireret af kristne myter om syndebukke. I en specifik fortælling fortælles det, at bindene skifter farve fra rød til hvid, når synden er sonet. Værket er således på rejse med festivalen som mellemstation, og bindene er derfor også i mellemfasen, forklarer kunstneren, der også knytter myten og værket til nutidens syndebukke som immigranter, der får skylden for landes økonomiske politik. Man skal nok hjælpes lidt på vej for at lave den kobling, men hornene fungerer i sig selv som et dragende værk, som de ligger varme, næsten organiske i solen.
Inde på pladsen finder man Hedestriks filtede værker, der er skabt i workshops med over 300 festivalgæster først på ugen, hvor filtningen blev kombineret med folkedans. Rundt omkring hænger mindre forstudier til det store værk. Motiverne med dyr, der spiller instrumenter, er fundet på gamle malerier. Værkerne udsender en ram lugt af får og har en fortættet, men blød struktur. Hedestriks projekt, som man også kan finde til hverdag på Nørrebro, handler om tid, æstetik og færdigheder. Aktivismen er så at sige indbygget i håndværket, hvor evnen til at bearbejde ulden gives videre i workshops, der blandt andet kræver koncentration over længere tid, hvis teknikkerne skal fungere.
Feer og fortællinger
Små hvin lyder over larmen i Food Court, hvor hundredevis af mennesker er i gang med at fylde depoterne op. Men nu stopper vi op og får øje på FEERNE, der grønstrømpede og med tophatten på sned erobrer rummet for en kort stund. De kravler op på bordene og herser rundt med deres vogn. Den er udstyret med en gigantisk tryllestav – overgjort som dem selv. Queer-feerne huserede under hele festivalen som et “that made my day”-øjeblik, hvor verden et kort øjeblik får en ny nuance. Fuldtonet, men flygtigt som festivalfællesskabet selv. Feerne kom til verden i en forestilling af samme navn i et samarbejde mellem Teater Pytram og Teater FÅR302, men er nu sluppet fri i al deres originale nuttethed, der bærer den udsattes smerte i sig under de lystne hvin.
Begrebet Main Character dukker atter mangetydigt op i Esben Holks megalomane værk, Slop Plot, der i en tour de force vil skabe en samlet fortælling for festivalen. Man bidrager til projektet ved at oploade minder til en app, der fodrer en levende collage i Gloria, og siden komprimeres i en klassisk quest-storyline. En hovedkarakter skiller sig ud, udfordringer og skurke skal besejres før den endelige forcering af afgrunde (the abyss).
Det er scifi, gamification og festivalrealisme på samme tid i et forsøg på at skabe et midlertidigt, steds- og fællesskabsinspireret narrativ i en verden præget af fortællingernes kollaps og af oplevelsen af modsætningen mellem officielle fortællinger og det, man kan se på sin egen telefon. En anden måde at skabe et hjem på, kan man måske sige.
Diversiteten i årets Kunst & Aktivisme-program, der kurateres af en gruppe frivillige, er stor og henvender sig til mange slags deltagere. Dem, der gerne vil være med til at skabe. Dem, der vil betragte, og dem, der vil hengive sig til musikkens og festens puls. Man kan altid udfordre inklusive dagsordener for selv at være blinde, men Kunst & Aktivisme forløser igen i år festivalens overordnede ledestjerne om at inspirere til nye perspektiver i en række af værker, hvad enten det handler om praktisk arbejde med hænderne, refleksion af globale temaer og temaer om udsatte, eller om fragmenter, der binder os sammen.
