Vil du være med til at udvikle et af Danmarks mest ambitiøse og moderne scenekunstneriske talentmiljøer for børn og unge på Friskolen for Scenekunst i Odense?
Som ansvarlig for skolens kunstneriske program, profil og produktioner bliver du en central drivkraft i videreudviklingen af skolens kunstneriske tilbud og identitet. Du kan sætte dit præg på, hvordan et moderne scenekunstnerisk talentmiljø for børn og unge skal se ud, hvor høj kunstnerisk kvalitet forenes med stærk pædagogik, professionel didaktik og et sundt læringsmiljø. Et moderne kunstnerisk talentmiljø der går hånd i hånd med elevernes skolegang og dannelse.
Ambitionerne på Friskolen for Scenekunst
På Friskolen for Scenekunst har vi høje kunstneriske og uddannelsesmæssige ambitioner. Som satellitskole for Det Kongelige Teaters Balletskole gennem indtil videre 24 år, står vi på et højt kunstnerisk fundament inden for både klassisk ballet og contemporary dans.
I dag er vores ambitioner større. Vi er ved at skabe et moderne scenekunstnerisk talentmiljø, hvor høj kvalitet af ballet, contemporary, musical, sang og kreativitet mødes i et stærkt skolefællesskab. Et miljø, hvor børn og unge møder professionelle standarder, kunstnerisk fordybelse og høje forventninger samtidig med, at de udvikler sig i et trygt og stærkt fællesskab, og hvor mange flere danser med.
Vi tror på, at høj kunstnerisk kvalitet og høj trivsel ikke er modsætninger. Vi tror på, at de er forudsætninger for hinanden. Vi tror på, at talenter kan udvikle sig, hvis rammerne er sunde, kammeraterne er flere, og undervisningen er af høj kunstnerisk og pædagogisk kvalitet. Det er deri det moderne talentmiljø ligger.
En unik mulighed
Derfor skaber vi en skole for alle dem, der vil bevæge verden.
Skolen har pt. 108 elever fra 5 til 16 år, dygtige kunstneriske lærere og ambitiøse mål for de kommende år, med flere elever og flere stærke kunstneriske samarbejder og partnerskaber.
Nu søger vi den person, som vil være med til at forme den kunstneriske udvikling og fundament for denne ambition. Det er sjældent, at en stilling giver mulighed for både at præge den kunstneriske retning, udvikle næste generation af scenekunstnere og samtidig være med til at forme et nyt talentmiljø. Det er netop den mulighed, vi tilbyder her.
Du bliver en vigtig samarbejdspartner for skolens ledelse, medarbejdere og bestyrelse, og du får stor indflydelse på skolens kunstneriske udvikling og position.
Dine vigtigste opgaver
Dit primære fokus bliver at udvikle og styrke skolens kunstneriske program og kunstneriske profil og position i tæt samarbejde med det kunstneriske team og ledelsen.
Du skal blandt andet:
- Videreudvikle skolens samlede scenekunstneriske uddannelsesprogram sammen med lærerne. Både de kunstneriske og skolefaglige (0.-9. klasse).
- Skabe sammenhæng mellem undervisning og skolegang, moderne talentudvikling og kunstnerisk praksis.
- Videreudvikle skolens kunstneriske identitet og position i scenekunstlandskabet.
- Vedligeholde og udvikle vores samarbejder med vores nuværende samarbejdspartnere, herunder Odense Teater, Odense Symfoniorkester, Det Kongelige Teater og Dansk Danseteater.
- Opsøge og udvikle nye samarbejder med kunstnere, fonde, kulturinstitutioner og relevante fagmiljøer i Odense, i Danmark og internationalt.
- Understøtte og inspirere skolens kunstneriske lærere gennem sparring og udvikling.
- Være med til at udvikle forestillinger og andre kunstnerisk udviklende projekter.
- Sikre at skolens kunstneriske praksis er fagligt, didaktisk og pædagogisk funderet.
- Undervise i nogle af klasserne inden for dit kunstneriske felt.
- Være overordnet ansvarlig for forestillinger og produktioner, i tæt samarbejde med skolens administrative leder.
Vi ønsker os en kandidat der
Har en stærk scenekunstnerisk baggrund inden for et af vores tre kunstneriske spor og et ønske om at bidrage til skolens udvikling og ambitioner.
Måske kommer du direkte fra scenekunsten som udøvende kunstner, måske har du været forbi en kunstnerisk uddannelsesinstitution eller et andet professionelt talentmiljø med undervisning, måske har du været forbi en rolle som kunstnerisk leder eller lignende.
Vi ønsker os at du kan omsætte kunstneriske visioner til konkret praksis i spændingsfeltet mellem kunstnerisk kvalitet, pædagogik og dannelse. Du har blik for udvikling af mennesker såvel som kunstneriske miljøer og trives i samarbejde med forskellige fagligheder, hvor åbenhed, nysgerrighed, professionalisme, gensidig respekt, hjælpsomhed og ærlighed er kernen i samarbejdet.
Ansøgning
Ansøgningsfrist: 4. november 2026.
Vi holder første samtaler i Odense den 10. november og anden samtaler i Odense den 19. november.
Læs det fulde stillingsopslag.
Ansøg her.
Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge uanset køn, kønsidentitet, etnisk baggrund, seksuel orientering, fysisk funktionsnedsættelse, religion eller alder.
Friskolen for Scenekunst
Jernbanegade 20 | DK-5000 Odense C
Det Kongelige Teater Balletskolen Odense har skiftet navn Friskolen for Scenekunst.
Læs mere her.




