Dramatiker og instruktør Vivian Nielsen, scenograf Marie Rosendahl Chemnitz og skuespiller Maria Rich står bag fungi¤systems, der vil undersøge psykologiske forandringer under det antropocæne. Her fortæller de mere om tankerne bag.
Dramatiker og instruktør Vivian Nielsen, scenograf Marie Rosendahl Chemnitz og skuespiller Maria Rich har dannet fungi¤systems. Ideen blev født som et fællesskab i sommeren 2023, hvor hybridteatret skabte Det Porøse Menneske på Sydhavn Teater. Nu har teatret etableret sig som forening med en stærk bestyrelse bestående af:
- Kitte Wagner, VD/CEO Kungliga Dramatiska Teatern, Stockholm
- Mille Maria Dalsgaard, Künstlerische Leiterin Bühnen Halle
- Maja Ries, Administrativ chef, Mungo Park
- Preben Kønig, advokat(H)
Bæredygtige arbejdsprocesser og nye narrativer
Formålet med fungi¤systems er at undersøge psykologiske forandringer under det antropocæne.
“Vi lægger vægt på bæredygtige arbejdsprocesser i vores søgen efter det nye narrativ, hvor helten ikke udvikler sig ved at erobre, men forvandler sig ved at give sig hen til begivenhederne. Vi vil fortælle historier om, hvordan vores identitet hele tiden opstår i relation til vores omgivelser,” siger Vivian Nielsen.
“Vi arbejder gennem krop, sanselighed og intuition. Når vi så har det materiale, der fascinerer og rører os, kaster vi det under analysen, som om materialet var et menneske hos en psykolog. Vi spørger: Hvad er værket? Hvad siger vores kroppe i fællesskab? Vi ser på rå og stærke dynamikker mellem mennesker og søger overrumplende fortællinger, der vækker vores indignation, bevidsthed og drømme,” forklarer Marie Rosendahl Chemnitz
“Vi udvikler i en flad struktur. Alle på holdet kan komme med input og betragtninger i forhold til dramaturgi og kunstneriske indhold på tværs af faglighed. Det kan lade sig gøre, fordi vi er en lille gruppe med stor tillid og stærk kommunikation. I det hele taget udviser vi al mulig tillid til processen. Vi oplever, at det, vi ikke kender, kan vokse frem i fællesskabet, hvis vi giver det lov,” uddyber Maria Rich.
Næste projekt er en happening
Fungi¤systems kommende produktion, Menneskehav, medvirker i en EU-ansøgning til Creative Europe sammen med SDU og 18 andre europæiske partnere fra den kulturelle sektor. Projektet hedder Sustainable Storysteps og er et to-årigt forløb, der har til formål at undersøge og udvikle bæredygtig storytelling. Fondsansøgningen imødegår et call, der hedder ”Creative Innovation Lab”.
Menneskehav er en teaterhappening, der inviterer publikum på en udflugt til havet omkring Danmark og ind i vandet i vores celler.
Kilde: Pressetekst fungi¤systems