Populært lige nu

Annonce

Sløret løftes for stjernecast til musicalen Den Eneste Ene

Den Eneste Ene genopsættes som musical for første gang i 13 år efter One And Only’s store billetsællert havde premiere i 2005 med genopsætning i 20212.

Annonce


Det fortæller Have Kommunikation i en pressemeddelelse om musicalen, der får premiere i Tivolis Koncertsal den 26. februar, før den fra den 15. april 2026 kan opleves på Musikteatret Holstebro og fra den 30. april på Vejle Musikteater. I dag offentliggør Hele Danmarks Musicalteater – et samarbejde mellem One And Only Musicals, Vejle Musikteater og Holstebro Teater, det stjernespækkede cast.

Merete Mærkedahl og Magnus Haugaard indtager hovedrollerne som Sus & Niller. I andre centrale roller ses bl.a. Sofie Jo Kaufmanas, Ulla Vejlby, Lise Lauenblad, Stanley Bakar og Niclas Kølpin.

Hitfilmen fra 1999

Den Eneste Ene The Musical er skrevet af Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson, der henholdsvis instruerede og skrev hitfilmen fra 1999. Den solgte over 800.000 biografbilletter og affødte et musikalsk bagtæppe af 90’er-hits, som selvfølgelig er med i musicalen. Publikum kan glæde sig til et genhør med en række ikoniske numre fra filmen, herunder “Don’t Look for Love” og Thomas Helmigs titelnummer “The One And Only”.

Musicalen er en romantisk og livsbekræftende fortælling om at turde tage springet, når man mindst venter det. En musikalsk hyldest til hverdagsromantik, moderskab, håb og troen på, at kærligheden alligevel kan overraske os.

Annonce

Den Reumert-belønnede instruktør, Frede Guldbrandsen, instruerer forestillingen. Foruden opsætninger som Røde Orm og Jeppe på Bjerget har Frede Guldbrandsen stået bag flere store succeser hos One and Only Musicals, som Den Skaldede Frisør – The Musical (2020) og Matador Musical (2024). Til efteråret instruerer Frede Guldbrandsen Fame – The Musical. Silas Holst er forestillingens koreograf, mens Joakim Pedersen er kapelmester og skal fremmane 90’ernes toner.

Merete Mærkedahl og Magnus Haugaard som Sus og Niller i musicalen Den eneste ene.
Merete Mærkedahl og Magnus Haugaard som Sus og Niller i musicalen Den eneste ene. Foto: Miklos Szabo

Oplev Mærkedahl og Haugaard

I rollen som den svigtede skønhedsplejer, Sus, ses Merete Mærkedahl, der har stærke rødder i dansk teater, film og tv. Hun er kendt for bl.a. Badehotellet (2013-) og Fædre og Mødre (2022), samt for sin medvirken i Cirkusrevyen, hvor hun har været tilknyttet i mange år. Merete Mærkedahl blev i 2010 anerkendt med Reumert Talentprisen, i 2018 med prisen som Årets Revytalent, og i 2020 vandt hun tv-programmet “Vild med Dans” med dansepartneren Thomas Evers.

Annonce

Magnus Haugaard spiller rollen som den flinke køkkenmontør, Niller. Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2019, har Magnus Haugaard allerede markeret sig i produktioner som Elsker dig for tiden (2022) og Hvorfor snakker vi ikke om mig? (2020) på DR. På teatret har han medvirket i Nørrebro Teaters Jytte fra marketing er desværre gået for i dag (2022) og Vendsyssels Teaters Romeo og Julie (2022). Han får debut i Cirkusrevyen til sommer, hvor han deler scenen med netop Merete Mærkedahl.

Sofie Jo Kaufmanas i musicalen Den eneste ene. Foto: Miklos Szabo
Sofie Jo Kaufmanas i musicalen Den eneste ene. Foto: Miklos Szabo.

Cast med humor

Sofie Jo Kaufmanas skal udfolde sit komiske talent i rollen som Stella med den legendariske replik “Bare ærgerligt, Sonnyboy”. Sofie Jo Kaufmanas vandt i 2013 DM i impro-comedy og har siden leveret gode grin i blandt andet programmer som Stormester og LOL: Den der ler sidst. Som den ene halvdel af satirekollektivet Flæs, har hun skabt tv-komedieserie Hvorfor snakker vi ikke om mig? (2020) og medvirket i komedierne Lykkelige Omstændigheder (2022) og Elsker dig for tiden (2022).

Køkkenrådgiveren Lizzie spilles af Lise Lauenblad, mens Stanley Bakar kan opleves i rollen som den italienske charmør, Sonny (egentlig Andrea). Niclas Kølpin ses i rollen som Nillers ven og flyttemand Knud, Ulla Vejlby som Lizzies irriterende søster Mulle. I rollen som adoptionsdamen med replikker som: “Hvis jeres forhold var en bil, hvilken bil ville det så være?” kan publikum glæde sig til at opleve Malou Takibo, der fuldender rollelisten.

Musicalen Den eneste ene i genopsætning med stjernebesætning.
Musicalen Den Eneste Ene i genopsætning med stjernebesætning. Foto: Miklos Szabo.

Handlingen

I en verden af samtalekøkkener, barnedrømme og parforholdsbrud udfoldes historien om to mennesker, der mister fodfæstet og langsomt finder hinanden. Der er den livlige kosmetolog Sus og den rolige køkkenmontør Niels, som mødes tilfældigt, men sætter spor i hinandens liv. Sus er i et forhold med Sonny, der brændende ønsker sig et barn – noget Sus ikke tror, hun vil.

Niels er gift med Lizzie. De kan ikke få børn og står midt i en krævende adoptionsproces. Parret får endelig tildelt en lille pige, Mgala, men lykken bliver kort: Samme dag bliver Lizzie kørt ned og dør. Niels efterlades i chok, nu som alenefar og med et liv, der er vendt på hovedet. Midt i kaosset opstår en ny forbindelse.

Læs mere om musicalen her.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre