★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent, stringent mashup af blankvers, shakespearesk seriøsitet, rablende farcetempo, balstyriske karakterer og samtidssatire, der svider, forløst af et af et fremragende hold fullblown komedienner – uagtet kønslig identificering.

Det går sjældent galt med Shakespeares En skærsommernats drøm. Heller ikke når man dekonstruerer den til et drøn, som instruktør Johan Sarauw og dramatiker Jo Hedegaard har gjort med woke-schwung galore på Teatret Slotsgaarden i år. Komedien er egentlig et dramaturgisk mareridt – eller et overflødighedshorn alt efter appetit, men gang på gang lykkes det at aktualisere den. Elisa Kragerups medierede udgave på Betty Nansen Teatret i 2019 og wunderkindet Peter Langdals (også dekonstruerede) gennembrudsforestilling på Østre Gasværk i 1986 er blot to af mange originale forgængere.

Determineret ridt mod kaos

Skoene er således store, men det anfægter ikke de to herrer, der giver fuld gas i gendigtning på blankvers om køn, identiteter, forførelse, forestilling(er) og klassekamp instrueret i et konstant højt tempo, der holdes flot i skak af det rablende, men legende præcise sprog og skarptskårne karakterer. Der kunne snildt være skåret et kvarters tid ud af især de mange på hinanden følgende slutspil og epiloger, om end man jo nødigt havde undværet muren, der identificerer sig som bro.

Dette væsen spiller en markant rolle i Håndværkernes Skuespillerlaugs udgave af myten om Pyramus og Thisbe. Det altid parodiske laug går her nye veje med en dobbeltsidig satiresalto på krænkelsesparate håndværkere og wokeistiske kunstnere. Thisbe spilles af VVS’eren Manner (farcemesteren Carla Thurøe), der konstant klør sig i røven, når hun da ikke lige monterer svuppere på brysterne. Pyramus spilles af stilladsarbejder Brunse (Evrim Benli/Jacob Moth-Poulsen), der i bedste fald kan kaldes tung og siden falder helt ud i det prekære med æselører og WOLT-taske på ryggen. Genial detalje i en i det hele taget særdeles prægnant kostumering.

Den (u)farlige løverolle tager Lukas Lykke sig af med sin guddommeligt joviale smed Hephaistos, mens Thomas Diepeveen tager alle stik hjem med sin pedantisk-aggressive tømrer og kasserer Mondrian, hvorfra de dekonstruktivistiske oprørstanker udspringer. Det er farce på fuld skrue med en kvartet i determineret ridt mod kaos.

Heteronormative unge par og en queer alf

Håndværkerne får lov at fylde meget, men de er jo også, som Puk bemærker, langt mere interessante end de to sæt heteronormative unge elskende, som jo ellers er dramaets motor. Helena elsker Demetrius, men han vil have Hermia, der på sin side elsker Lysander, der i Odense i øvrigt går under navnet Svend og i første omgang også elsker hende.

Der er lagt i ovnen til gråd og tænders gnidsel, der kun forstærkes, da alfekongen Oberon blander sig. Han vil straffe sin utro dronning Titania ved at drysse en tryllesaft i hendes øjne, så hun attrår det første, hun ser, når hun vågner. Vi kan afsløre, at det er WOLT-buddet Brunse, der ved premieren havde fundet en dedikeret fortolker i den nervøst skrydende dubleant, teaterleder Jacob Moth-Poulsen.

Oberon vil også hjælpe Helena, men hans højre hånd, den umanerligt queer alf Puk, spillet med angelsaksisk svirpende elegance af Emil Hyldeborg, drypper selvfølgelig den forkerte bejler i øjnene og så kan den shakespearske forvekslingsleg tage fart.

Kongenial, original fortolkning

Så er der jo også lige kongeparret, deres indolente tjener og Hermias far i rammefortællingen, der giver plads til en hilsen til et andet kongepar og deres stjernepriser i dette intelligente, stringente mashup af blankvers, shakespearesk seriøsitet, rablende farcetempo, balstyriske karakterer og samtidssatire, der svider.

Ingen går ram forbi i det amokløbende manus, men kniven trykkes velgørende dristigt mest i bund i den kulturelle klasse selvforståelse, hvor ingenting – heller ikke løver – må være rigtig farlige i de sakrosankte safe spaces. Som det så er så som så med i Et skærsommernats drøn, hvor intriger, ambitioner og almindeligt nid og nag florerer som mellem mennesker flest.

Det regnede støt under første halvdel af premieren, hvor Jacob Moth-Poulsen også med dags varsel var sprunget ind som dubleant. Regnen var våd, men dubleringen ænsede man ikke, for Et skærsommernats drøn er fremragende underholdning, der balancerer det klassiske med det aktuelle og avantgarde i en kongenial og ikke mindst original fortolkning forløst af et fremragende hold fullblown komedienner – uagtet kønslig identificering.