UP Comedy Festival 2024 er netop afsluttet med prisfest søndag aften på Nørrebro Teater. Thomas Warberg løb med hovedprisen for Årets Show ovenpå ni dages tætpakket og velbesøgt festival i Indre By i København.
UP Comedy Festival 2024 er allerede i sit andet år vokset til tredobbelt størrelse og præsenterer komikere fra hele landet. Over 30 shows á en times varighed var i spil til priserne, dertil kom talentkonkurrencerne med syv indledende runder og en række open mics, roasts og specialshows. Ni scener i Københavns Indre By lagde hus til, og publikum mødte talstærkt op til det, der tegner til at blive en efterårstradition: en comedyfestival arrangeret af komikerne selv.

Årets Show og Anmeldernes Pris
Søndag aften kulminerede festivalen til en forrygende prisfest. Thomas Hartmann ledede løjerne og spillede sammen med Michael Schøt også hovedrollerne i de gennemgående filmindslag, der kraftigt inspireret af Den sorte svane fik latteren til at rulle i jagten på komikkens bagmænd. Prime Videos Roasted blev eftertrykkeligt roasted, karakteren Dolph kiggede forbi med kølle og skidtsnak og Øsktkyst Hustlers fik for lidt med stil, da de rundede et bragende godt tænkt og udført show af.
Thomas Warberg modtog hovedprisen for Årets Show for en fremragende festivalversion af sit show Du har det ikke fra mig, der både komisk og rørende fortæller om generationstraumer, manderoller og provinslingo.
LÆS ISCENEs anmeldelse af Thomas Warbergs show her

Mads Holm modtog Anmeldernes Pris for sit show Hvordan endte vi her?, der med anmelderjuryens ord: “formåede at være den samfundsobservatør, vi synes, det klæder komikere at være. Og så gjorde du det endda med knivskarpt materiale, der var syet så sømløst sammen, at det fik os til at glemme tiden”. Anmelderjuryen bestod af freelance teater- og comedyanmelder Morten Hede, teateranmelder hos Den 4 Væg Line Kirsten Nikolajsen, anmelder hos Soundvenue Mathilde Johanne Kristiansen og kritik- og debatredaktør ISCENE Anne Liisberg.

Talenter og årets øvrige priser
Anders Jessen løb med Årets Talentpris i et uhyre skarpt felt, der også talte den kun 16-årige Ida Thorsted, Ray Samson, Rasmus Kramer, Morten Rogvi, Abdul Afzali og Pernille Rosengren. Juryen bag Talentprisen var komikerne Jonas Mogensen, Morten Wichmann og Michael Schøt.

Clara Schøn vandt prisen for Årets Originalitet med sit eksperimenterende format, der kombinerede comedy med jazzmusik. Sebastian Dorset tog prisen hjem for Årets Joke, mens Simon Tang tog prisen for Årets Debutshow (defineret ved en times varighed), Hele molevitten, hvor han skød på alt og alle og fik publikum til at le en time i streg.
Hovedjuryen, der bestod af teaterleder og instruktør på Teater Play Christina Sørensen, komiker Mikkel Klint Thorius og komiker og producent Jonatan Spang, opfordrede alle de yngre komikere til at springe ud i det og stille op med en times show på næste festival.