Dramatiker og instruktør Christian Lollike har i samarbejde med kompagniet Corpus, den eksperimenterende fraktion af Den Kongelige Ballet, udviklet danseforestillingerne I føling – en krigsballet og Uropa – en asylballet. Vi har talt med ham om hans erfaringer som udefrakommende med ballettens sprog.
Man skulle måske ikke have troet, at dansk teaters ’provocateur’, dramatiker, instruktør og leder af S/H, Christian Lollike, skulle prøve kræfter med den klassiske ballets abstrakte formsprog og slet ikke på borgerskabets Kongelige Teater. Men da han fik invitationen fra Den Kongelige Ballets kompagni i kompagniet, danselaboratoriet Corpus, ledet af Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, sagde han ja. For Lollike mener faktisk, at Corpus er et af de mest visionære initiativer i dansk scenekunst. Her fortæller han om sine erfaringer og sit arbejde med dansen og koreografien. Et arbejde, der for ham indebar en demontering eller gentænkning af den klassiske ballet og stedet, Det Kongelige Teater.
Hvordan kom samarbejdet med Corpus i stand? Og hvordan forløb samarbejdet om I føling – en krigsballet og Uropa – en asylballet? Var du selv med til at koreografere?
”Corpus henvendte sig til mig. De har et koncept, hvor de inviterer forskellige kunstnere ind, som de gerne vil samarbejde med. På den måde prøver de at udvide, hvad ballet og dans er og kan være.
I føling og Uropa var to meget forskellige forløb. Til I føling kom jeg med et tema og en beskrivelse af scener. Jeg krævede, at Esther [Lee Wilkinson] og Tim [Matiakis] var koreografer, men jeg satte rammerne for mange af scenerne. Jeg koreograferede et par af scenerne sammen med danserne. Men vi fandt meget hurtigt en mere flydende metode, hvor rollefordelingen ikke var så skarp. Den metode tog vi med over i arbejdet med Uropa. Inden arbejdet med Uropa stillede Corpus så krav til mig. Kravene var, at danserne og de medvirkende asylansøgere skulle smelte meget sammen, og at der skulle være live-musik plus, at vi skulle have mere prøvetid sammen.
Jeg kan godt lidt at lave koncepter, men jeg synes også, det er befriende at få konkrete udfordringer og modkrav.”
Hvorfor ønskede du at samarbejde med Corpus?
”Jeg synes, det er et meget visionært koncept, at invitere kunstnere ind til at arbejde med balletdansere. Det er også meget generøst. Corpus er efter min opfattelse afgjort et af de mest visionære initiativer i dansk scenekunst i mange år. Det var derfor svært for S/H [Christian Lollike er kunstnerisk leder af S/H, det tidligere Caféteatret, som har co-produceret I føling og Uropa, red.] at sige nej til invitationen.
Og personligt er jeg optaget af genremæssige brudflader, og det er altid mit mål at stille mig selv umulige opgaver. Det vil sige opgaver, hvor jeg er tvunget til at opfinde et nyt kunstnerisk sprog.”
Hvordan var det så for dig som dramatiker og instruktør at arbejde med dans/koreografi og dansere i modsætning til dramatik, dramaturgi og skuespillere?
”Balletdanserne har et meget konkret sprog, et fysisk sprog. De er meget disciplinerede, og de søger harmoni. Det gav en stor frihed for mig, da jeg holder af at skabe kaos, tilsidesætte regler, presse performere. Det handlede om at se på deres kroppe og finde ud af, hvad man kunne fortælle med det sprog, de mestrer; hvordan man kunne bruge deres alfabet til at fortælle og vise noget nyt.”
Hvad kunne du som dramatiker bidrage med i forhold til koreografi og bevægelse? Hvordan skriver du narrativet frem til disse danseforestillinger?
”Jeg tror ikke, jeg kan bidrage med noget som dramatiker. For mig starter arbejdet med en analyse af stedet, afsenderen, Den Kongelig Ballet. Hvad tænker man om den? Hvad vil være overraskende at blande den med? Hvad ville jeg selv ønske at se på scenen der? Med hensyn til fx I føling ville jeg ønske, at jeg så noget politisk, noget, der ikke handlede om evige værdier – fx kærlighed – men handlede om noget konkret – om krig. Jeg ville ønske at se uperfekte, ødelagte kroppe. Det er sådan, mit arbejde starter. Også med asylballetten Uropa. Tænk, hvis balletten begyndte at påtage sig et socialt ansvar? Tænk, hvis asylansøgere begyndte at danse? Hvordan kan man rive dem ud af en offerposition, spurgte jeg mig selv.”
Og hvordan forener man bedst dans/koreografi og politisk aktuelle spørgsmål?
”Det starter som sagt altid med en analyse af rammen. Og hvilken politisk historie ville man så ønske, rammen tog fat om – og hvordan gør man det på en måde, der overrasker én selv? Hvad er materialet, man tager fat i, ’ladet’ med? Soldater, asylansøgere, dansere osv. …
Herefter sammensætter jeg et S/H-team, som jeg tror kan bidrage til at skabe den overraskelse; eksempelvis dramaturg og ph.d. Solveig Gade eller dramatiker og digter Peter-Clement Woetmann.
Det er sådan, S/H arbejder. Vi arbejder på at finde ud af, hvad vi vil fortælle, så analyserer vi, og derefter finder vi ud af, i hvilket materiale der skal arbejdes. Fx lavede vi en skulptur til Aarhus Festuge – så egentlig er form og genre ofte først noget, der kommer, efter analyserne er lavet.”
Hvorfor trække ’virkeligheden’ ind på scenen? Hvor går grænsen, så man ikke udnytter de medvirkende krigsveteraner og asylansøgere kunstnerisk?
”I en eller anden forstand er virkeligheden vel altid på scenen og altid i en eller anden form for bearbejdning. For mig har den virkelighed, du henviser til, ofte en anden krop, en anden måde at tale på, en anden erfaring, som kan iscenesættes med henblik på at skabe en anderledes udsigelsesposition og en anden fysisk oplevelse for publikum.
Jeg kan godt lide værker, der er for meget og muligvis forkerte. Jeg får lange nosser af det anæmiske og velpolerede teater, der passer ind i den rigtige forståelse af, hvad kunst er. Gud, hvor det keder mig. Jeg er glad for danish design i min stue, men ikke på scenen.”
Hvorfor skabe en anden udsigelsesposition?
”Jeg leder altid efter nye udsigelsespositioner, og her tilbyder den uprofessionelle krop og stemme en autenticitet, som kan fremkalde en anden type teatralitet. Den kan nå publikum på en anden måde. I Uropa handlede det om at udnytte de medvirkendes forskellighed og på den måde lave et uegalt uortodoks værk. Det var interessant at opleve flere anmelderes afstand og samtidig opleve i, hvor høj grad publikum tog den til sig. Det har jeg ikke oplevet før.”
Men I ændrede alligevel i værket?
”Ja, men ikke i et forsøg på at gøre det mere sammenhængende. Tværtimod handlede det om at bringe kroppene endnu mere ud af balance.”
Hvor går den æstetiske og etiske grænse, så man ikke ender i følelsesporno/dårlig kunst?
”Jeg forholder mig altid til principielle idéer om æstetiske og etiske grænser. Det enkelte værk må stå til regnskab. Hvis værket er interessant, gør noget interessant, får mig til at MÆRKE og TÆNKE og FLYTTER noget i mig, så jeg er glad. De værker, der ikke søger det elegante, rammer ofte hårdere, synes jeg, og igen, de kunstværker jeg selv bedst kan lide, er værker, der i en eller anden forstand er for meget, som fx Francis Bacons malerier, Signas performanceinstallation Villa Salo eller Louis-Ferdinand Célines roman Rejse til nattens ende. Men mange i den gode smags klub er lidt bange for det, fordi de ikke kan få hold på det. Fordi det ikke passer ind.
Jeg har, fra jeg var lille, altid været tiltrukket af det og dem, der ikke passer ind, dem, som er for meget, som siger og gør det forkerte. Det moralske og æstetiske skoleorkester keeeeeeder mig.”
Hvad mener du om initiativet Corpus? Hvordan ser du dem på den danske teaterscene?
”Corpus hylder jeg, hver gang jeg får lejligheden til det. De tager hele tiden chancer. De er også dumdristige. Det tør de færreste være. De insisterer på at lave umulige og håbløse forsøg. Ved siden af dem er jeg nærmest tryghedsnarkoman. De er væsentlige for chancen for fornyelse. Og her taler jeg ikke om kunstnerisk fis og ballede, men at de spørger til, hvem der er fremtidens balletpublikum? Jeg tror, de har fat i den lange ende med hensyn til udviklingen.”
Har dit samarbejde med Corpus og dit arbejde med dans ændret din egen arbejdsform? Har det eksempelvis forandret dit arbejde med sprog at arbejde med krop og bevægelse?
”Det handler jo altid om at lære mere, og jeg har lært meget af Corpus både om koreografi og dramaturgi. For mig var det kun begyndelsen – nu er jeg ved at lære at fortælle med den type krop og det fysiske sprog. Det vil jeg gerne fortsætte.
Jeg synes grundlæggende, det er interessant at arbejde med folk, der har et sprog, ligesom da S/H arbejdede med operaen Leaves. Her var sangerne, ligesom danserne, instrumenter, man skal søge at tilegne sig. Det samme gælder en vis forstand med skuespillere. De har også hver deres individuelle sprog, hver deres galskab, som man skal finde frem til.”
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #175 2016 under overskriften: Det moralske og æstetiske skoleorkester keder mig
