Der er satiriske kommentarer til nutidens kvindeliv i De Damer – Understrømme og Overtoner på Cafe Liva. Det musikdramatiske kvindekollektiv giver fingeren til tidens dilemmaer og dominerende trends.
Vi er til cabaret og hensat til Montmartre-stemning med barstole foran et rødt fløjls-bagtæppe. De musikalske skuespillerinder kan deres franske potpourri med Je ne regrette rien og La Vie en Rose, inden de tager os med på en rejse gennem kvindelivets skærmydsler og moderne liv.
Morsomt og rammende i Anders Blichfeldts sang TIKTAK om de ”fire veninder på knap og nap fyrre”, der tager på hotel og lever livet. Her pointeres forestillingens vinkel i sangens to linjer: ”En dag skal du dø, en dag skal du væk/ Men all’ de andre dage skal du ikk”. Det er swingende og supermusikalsk.

Hylde den krop vi har
De Damer er et musikdramatisk ensemble bestående af ti skuespillerinder, som siden 2010 har skabt en række shows og forestillinger i og omkring København. De har især haft succes med Den Sidste Gud, Boarde Med Blæsten og Stik Mig En Muse.
En dag skal du dø, en dag skal du væk/ Men all’ de andre dage skal du ikk’
I den nye De Damer – Understrømme og Overtoner møder vi fire skuespillerinder, der især blomstrer i deres fælles ironiske syngepige-numre. Som i Bliw i Liw frit oversat fra Bee Gees’ Staying Alive, der her bliver en halsbrækkende cykeltur med hjelm gennem storbyens farlige ruter uden cykelsti, hvor Lille Pomfrit forsøger at undgå kæmpe lastbiler.
Eller kvindernes sang i by Bob Crewe and Kenny Nolans Lady Marmalade fra 1974, der fik ny berømmelse med Moulin Rouge-film og -musical. Her bliver den til Lady Farvelade, og de kendte verselinjer ”Voulez-vous coucher avec moi ce soir?” erstattes af: ”Nu er det tid til at hylde den krop vi har – hver en fure, hver en rynke.”

Chat GPT med navn
Teksterne af instruktøren Jacob Weble og de fire skuespillere er mestendels en nutidskommentar til hverdagslivet eller en finurlig oversættelse af en velkendt ørehænger.
Det er hørt før, men fremføres her med bid og kant
Vi præsenteres for diagnose-hysteri, reklame-cookies på nettet, klima-fatigue, chatGPT og komplimenter på gaden som fx ”Der går en god røv”. Sidstnævnte er en sketch om, hvorvidt sexistiske kommentarer i bylivet skal opfattes som krænkelser eller opmuntringer? Det er hørt før, men fremføres her med bid og kant – dog med en besynderlig udgangsreplik om at gå hen og mærke på en forbipasserende mands pik-størrelse.
Pernille Albæk Andersen giver sin chatGPT et navn, Michael, i Jette Sophie Sievertsens finurlige tekst Chatskat, der rammer tidens dille. Michael/chatGPTen inviterer på date og er en slags ven i hverdagens ensomhed, her fremført med stort vid og overskud.

Gribende blues
De Damer – Understrømme og Overtoner begiver sig også ud i de mere alvorlige sider af livet. Jette Sophie Sievertsen har omskrevet Nina Simones stærke sang You Can Have Him til en smuk blues om at have givet alt på kærlighedens alter til en mand, der svigter. ”Du ka’ ta’ ham” synger Pernille Albæk Andersen enkelt og ærligt, og jeg og min ledsager udvekslede berørte blikke.
Tempoet er højt, og der er vild energi i De Damer – Understrømme og Overtoner
Jette Sophie Siewertsen leverer en lille perle i Lykken er så lille med smittende varme, mens Margit Watt-Poulsen giver et flot nummer i Der er en fin fin grænse, åbenbart mellem Kærlighed og Spild af Tid. Tine Gotthelf brillerer med monologer på sønderjysk som en selvsikker dame, der excellerer i at multitaske: se fodboldkamp, mens hun taler i mobiltelefon. Jeg forstod ikke en dyt, og ved egentlig ikke, hvorfor dialekter for tiden synes at være så sjove?
Tempoet er højt, og der er vild energi i De Damer – Understrømme og Overtoner. De fire damer er supermusikalske og swinger flot sammen med musiker Raivis Zandovskis akkompagnement på scenen. Jeg var mest underholdt af deres sangnumre, mens enkelte sketchs savnede en præcis kant. Det er dog en mindre indvending i en ellers anbefalelsesværdig cabaret om det besværlige og også morsomme kvindeliv.
Instruktør/medforfatter:Jacob Weble. Kapelmester:Morten Wedendahl/Raivis Zandovskis.
Medvirkende:Tine Gotthelf, Jette Sophie Sievertsen, Penille Albæk Andersen og Margit Watt-Boolsen.
De damer spiller på Cafe Liva 20. marts – 25. april 2026.




