De nye teater- og kulturhuse skal være bærende bastioner for byers økonomi – men er det der, vi vil ende med kunsten? Det spørgsmål stiller professor John Pløger i denne kritiske analyse af de nye kulturhuses rolle i samspil med kunsten.
Kunst og kultur er blevet en bærende del af de større byers økonomi, og dette er afgørende for, at der er en ekspansion i nybyggerier inden for teater- og kulturhuse. Selvom der er mange argumenter for, at disse tiltag forbedrer produktionsvilkårene for kunstnerne, så øger man samtidig antallet af pladser, fordi kultur- og teaterhusene er blevet byøkonomi og dermed markedsfokuseret. Finansieringen af husene er ofte baseret på offentlig-private partnerskaber, hvilket også har konsekvenser.
En kulturdrevet byudvikling, som inkluderer en satsning på arkitektonisk spektakulære teater- og kulturhuse er som regel en vækstorienteret kultur-urbanisme, der skal distingvere byen fra andre. Men kan den det? Bliver der for mange kopier? Teater- og kultursatsningen skal samtidig signalere en by, der emmer af atmosfære, kreativitet, innovation og entreprenørskab. Det forpligter. Et kulturhus, som rummer både kulturscener, kreative entreprenører og uformelle byrum (cafeer m.m.), er den våde drøm i mange byer, men hvad er de kritiske konsekvenser?
Kultur- og kunstdrevet byudvikling – tendenser
I de sidste 30 år har der været en enorm satsning på oplevelsesøkonomien. EU har med deres ’Kulturhovedstad’-strategi fået mange byer til at satse enorme beløb på kultur, og den position giver ofte en kortsigtet økonomisk gevinst. Det er som festivaler en ’fast economy’, og langt de fleste EU-kulturhovedstæder har manglet langsigtede strategier. I dag skal det at være ’kulturhovedstad’ inkludere langtidseffekter på både kunstsiden (fx jobs) og socialt (fællesskaber, identitet m.m.), og den monumentale satsning på kultur- og oplevelsesøkonomi har ifølge Dorte Skot-Hansen (New Library World, vol. 114, no. 2, 2013) givet nogle markante udslag:
Der bygges mange kultur-, musik- og teaterhuse, der skal fungere som ikoner og landemærker.
Fænomenet ’temporære byrum’ har vundet frem som et forsøg på at udvikle en strategi, som kan absorbere byernes og bydelenes kreative vækstlag, inklusive kunst og kultur.
Kulturakser eller kulturzoner etableres, hvilket medfører en spatial koncentration af kulturinstitutioner, gallerier, kunstcafeer og kreativ virksomhed.
I mange byer bliver de deindustrialiserede havneområder anvendt til disse nye kultursatsninger (fx Aarhus, København, Oslo, Manchester, Hamburg).
Tendensen er, at kultur- og teaterhusene bliver tildelt tre forskellige roller:
Bydels-, medborger og/eller kulturhuse etableres for at skabe lokal sammenhængskraft og give et socialt og økonomisk løft til området, som dermed får et nyt image og skaber lokal identitet.
Storskalaprojekter, som Operaen i København og Oslo og satsningen på at blive Årets EU Kulturhovedstad, handler om symbolsk stedsproduktion for en international profilering.
Kulturhuse bliver en knudepunktsstrategi og skal bidrage til at skabe ’mix use’-områder. Disse områder bliver en blanding af shopping mall, kontorer, boliger, kultur (fx et bibliotek) og kunst for lokalbeboere (Barbican i London er et succeseksempel).
Spektakulær arkitektur foretrækkes i den kulturdrevne byudvikling, og den bygges visuelt synlig, fx Lambda, det nye Munch-museum i Oslo, og AROS i Aarhus havde brug for Olafur Eliassons kunst på taget, mens de allerede fungerende lokale teater- og kulturhuse (som eventuelt bliver ’tilovers’) bliver ’medborgerhuse’.
Byerne satser primært på tre typer kulturelle signalbygninger:
Ikonarkitektur som et image af en by, der selvbevidst er på den arkitektoniske forkant (Guggenheim i Bilbao, Elbphilharmonie i Hamburg).
Signaturarkitektur, som viser en steds- og nationalidentitet (Operaen i Oslo, Operaen i København, Det jødiske museum i Berlin).
Symbolarkitektur, som viser fællesskab, medborgerskab og lokal identitet (beboerhuse, kulturhuse, lokale museer).
Den kulturdrevne politik har således ikke alene gjort kultur og kunst til en del af den interurbane konkurrence på innovation og entreprenørskab, men kulturhusene er også blevet en del af byens branding for at tiltrække investorer, konsum og turisme og blive attraktiv som bo- og arbejdssteder.
Kritiske tærskler
Teater og kunsts kobling til Richard Floridas ideer om eventbyen og den kreative klasse som byernes nye økonomi har betydet, at brugen af kunstarenaer er blevet til et tegn på livsstil, en investering i en profil og ikke (nødvendigvis) et udtryk for kunstinteresse. Kunst er blevet til en begivenhed tilpasset tidens performative individualisme; det er vigtig at være der og blive set.
Sådan ser politikerne det ikke. For dem er kulturen opprioriteret i kroner og ører, den giver jobs og er en kvalitet i bylivet for alle. Når kulturens lokalisering er blevet et vigtigt politisk tema, er det måske, fordi den tilsyneladende kan bruges til alt – integrering, revitalisering af lokale fællesskaber, identitetsmarkør, kreativ business, entreprenørisk virksomhed, turisme, innovation, lokalhistorisk bevidsthed og kulturarv og opbygning af lokal viden. Selve ordet kultur kan inkludere alt (fx grøn urbanisme), og kultur påvirker alt (sammenhold, krop, sjæl, lyst, forståelse, følelser, begær).
Både en kulturkanon og teater- og kulturhusene skal imidlertid homogenisere og skabe en oplevelsesøkonomi frem for at være steder for eksperimentet og kritikken. For byerne er det mængden, som tæller.
Paradoksalt nok kan kunsten og kulturfeltets egen selvforståelse have bidraget til den prekære situation, den nu befinder sig i. Kultur hævdes at bidrage til identitetsforståelse, den almengør sit udtryk og effekt frem for at være distinkt (elitær vil nogen sige), den ønsker at være kreativ og skabe business, den er befolket med en masse entreprenør-ambitioner osv. Kunstens hovedproblem er dog, at den absorberes i bureaukratiet og tvinges ind i markedets logik (’den hvide kube’). Byerne støtter ikke kunstproduktion ’for kunstens egen skyld’, men den kunst, som styrker forestillingen om fællesskabet, og den kunst, som kan markedsgøres.
Hva’ så?Der synes at være en stærk tro på, at teater- og kulturhuse er vejen til en urban renæssance og/eller stedsprofilering, men dette taler imod erfaringerne:
Kulturelle ’klynger’ skaber sjældent langsigtede virkninger for byers økonomi, de øger ikke nærings- og investeringsvirksomheden og udvikler sjældent en stærk og voksende kreativ urbanisme.
Der synes at være en stærk tro på, at teater- og kulturhuse er vejen til en urban renæssance og/eller stedsprofilering, men dette taler imod erfaringerne:
Kulturelle ’klynger’ skaber sjældent langsigtede virkninger for byers økonomi, de øger ikke nærings- og investeringsvirksomheden og udvikler sjældent en stærk og voksende kreativ urbanisme.
Selvom nye teater- og kulturhuse tilbyder bedre faciliteter, er det også en centralisering af kulturen, der skal skabe en oplevelsesøkonomi. Gerne en ’fast economy’ i store sale, men der skabes sjældent flere eller mange permanente lokale jobs.
Når Hjørring, Års, Horsens, Fredericia, Vejle og så mange andre byer satser på teater- og kulturhuse, er det således for at synliggøre sig inden for oplevelsesøkonomien. Og erfaringerne er ret entydige; det er dårlig økonomi for langt de fleste.
Investorkapital, kommune og (evt.) stat står for byggeriet, som gerne skal have signatur- eller ikonstatus, men byerne ender selv med at stå for drift og omkostninger. Efter nogle år er der ikke længere økonomi til storskala-driften, og byerne ser efter offentlige institutioner eller offentligt støttede aktiviteter, som kan flytte ind. Omkostningerne tildeles borgerne.
Det er muligt, at byerne hævder, at de først og fremmest tilgodeser behovet for bedre faciliteter, men det er sjældent, vi ser en analytisk begrundet by- eller lokaludviklingsstrategi bag teater- og kulturhusene. De økonomiske prognoser bliver meget usikre for nye teater- og kulturhuse, som må have mange arrangementer, men har en relativ lille lokalbefolkning til at fylde dem op. Her bliver repertoiret hurtigt rettet ind mod succeserne. Erfaringerne viser entydigt, at der bliver mindre rum for lokal kunst, kritisk kunst og eksperimentet, når megaprojekter etableres. Temporære byrum som RAW i Berlin viser imidlertid også, at et aktivist-initiativ kan transformeres til en permanent selvstyret kulturproduktion, der accepterer ’lejekontrakt’ med kommunen mod at beholde kontrollen med, hvad der skal ske på stedet.
Det største problem for byerne er, at de ikke har en plan B, når de indser, at de oprindelige planer ikke holder. Det næststørste problem er nok, at frem for at distingvere sig fra andre bliver der lavet for mange kopier. Fredericia har muligheden for at blive en succes, fordi de entydigt satser på musicals og dermed kan få en profil, som rækker langt ud over byen selv. Byen har fundet en specialisering, som kan blive vigtig for byens oplevelsesøkonomi, men det er ikke et hus, der understøtter kunsten som ’livsstil’ for byens borgere.
Med mere end 30 års national og international erfaring med byers kulturelle markedsfokusering og satsning på oplevelsesøkonomi er det måske på tide med en debat om, hvad kunst og kultur er? Kunst og kultur er ikke synonyme, men også vanskelige at adskille. Kultur tildeles fx en identitetsskabende effekt (kulturarv, kulturkanon, drikkekultur), mens kunsten tildeles en (potentiel samfundskritisk) oplevelses- og refleksionseffekt. Teater er kunst, før det er identitetskultur, eller sådan bør det være. Markedsorientering gør alt til en event og i sidste ende økonomi, men er det der, vi vil ende med kunsten?
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #178 2017.
