5 spørgsmål til Therese Willstedt, leder af Regionteatern Blekinge Kronoberg, sceneinstruktør og en af de deltagende kunstnere i Makropols VR-installation Anthropia på Copenhagen Contemporary.
Hvordan har det været for dig som sceneinstruktør at være med i Makropols VR-filmprojekt?
Som et eventyr. Udfordrende og udviklende.
Det er selvfølgelig udfordrende at arbejde med et nyt medie samtidig med den ekstremt korte forberedelsestid og produktionsproces. Jeg begyndte at forstå lidt af mediets muligheder og begrænsninger i praksis, da vi var færdige med at filme materialet. Denne type proces er derfor altid udviklende, fordi jeg får øvelse i at give slip på min, en gang imellem, hæmmende perfektionisme, og det er en god træning at finde positive og konstruktive aspekter ved uventede forhindringer. Men det viste sig også, at jeg virkelig kunne bruge min erfaring som netop sceneinstruktør, da vi filmede med et ozo-kamera (360 grader med hjælp af 8 linser). Det var helt klart en fordel, at jeg er vant til at koreografere/instruere simultanscener; være bevidst om hele rummet og strukturere hændelser i et længere forløb, som fungerer fra mange forskellige vinkler og synsvinkler.
Hvad, mener du, er VR’s potentialer i scenekunsten? Kan VR udvikle teatret?
Som VR-publikum placeres du midt i en hændelse, måske endda midt i en andens krop. Det kan med andre ord være en ret intensiv form for indlevelse og empatitræning. (Alt afhængig af kvaliteten af indhold og teknikken såsom kamera og visningsbriller). Jeg tror, der findes meget at udforske og tror, at VR og scenekunst kan lære af hinanden og inspirere hinanden til at udvikle nye fortællerformer.
Hvad kan publikum opleve i din film, og hvad får publikum ud af VR generelt?
Jeg søgte efter en særlig stemning mere end at udvikle en historie. Jeg syntes også, det var et spændende eksperiment at lege med et ret teatralsk ophøjet univers i VR, som man ellers kun plejer at se og opleve på afstand. Hvordan det så opleves, må publikum selv svare på, da VR virkelig er en unik, subjektiv oplevelse, hver gang. I hvert fald for mig. En gang imellem fungerer det, og jeg suges virkelig ind i filmen og får en stærk emotionel og kropslig oplevelse. Andre gange distancerer jeg mig fra det hele – alt afhængig af, hvordan jeg selv har det den dag – mentalt og kropsligt, og afhængig af teknikkens kvalitet.
Hvad, synes du, fungerede bedst i dit VR-værk?
Jeg elsker faktisk første scene. Det var den første vision og den første tanke, jeg fik, da jeg fik opgaven og temaet, som jeg skulle forholde mig til. Og jeg synes, at jeg er lykkedes relativt godt med at fange den stemning, jeg først oplevede i min fantasi. Jeg elsker stilstanden og uvidenheden – det kunne godt have blevet ved under hele filmen for min skyld, men det er altid nemt at være bagklog.
