– alternativet er stille afvikling! Det er ikke mejslet i sten, at man ikke kan skabe nye, succesfulde kulturjournalistiske formater på de sociale medier.
Medier er muligheder. Ikke i sig selv gode eller onde, de kan som regel bruges til hvad som helst. Netop derfor er det nødvendigt at gentænke kulturjournalistikken, dens produktionsformer og kredsløb, nu hvor mediebilledet forandrer sig hurtigere end nogensinde før. For hvordan sikrer vi, at de sociale medier ikke medfører mavefornemmelsernes og de hurtige meningers tyranni, men faktisk bruges som de kanaler for en oplysende og demokratisk dialog, som de også indeholder potentialet til at være?
De gamle medier – dagblade, radio og tv – lever stadig, og det skal vi være glade for. De spiller en afgørende rolle i den kritiske dækning af politik, økonomi og kultur. Men de har stadig sværere ved at tiltrække brugere og annoncekroner, og de laver en stadig mere letbenet journalistik med fokus på hurtige klik – fordi de godt ved, at fremtiden findes på nettet, og at det er webudgaverne, der skal generere omsætning.
I dag er det ikke noget særsyn, at de mest læste historier på avisernes webplatforme eksempelvis handler om, at Medina skal giftes, eller at Lukas Graham er udmattet.
De lever, de gamle medier, men ikke i bedste velgående. Og det betyder, at vi bliver nødt til at forberede en omstilling. Rettidig omhu. Hvordan fører vi de klassiske journalistiske dyder videre på de sociale medieplatforme, der allerede nu er en primærkilde for manges nyhedsforbrug? 30% af danskerne bruger Facebook til nyheder og baggrund, viser DR’s tal for medieudviklingen i 2015.
Samfundets hjerteblod
Kulturjournalistikken er lige så vigtig som kunsten og kulturen selv. Den er det oplyste samfunds hjerteblod. Det er her, samfundet arbejder på sin egen oplysning. På daglig basis. Kulturjournalistik er kritik, refleksion, bedømmelse, reportage. En vedvarende beskæftigelse med de nye udtryk for et samfunds kultur, der løbende gestalter sig i litteratur, billedkunst, musik og arkitektur, i byrumsudvikling, street art og events.
Kulturjournalistik er at kigge os selv i spejlet for at se, om vi har forandret os, om vi er dem, vi bør være, om livet har spillet os nye muligheder i hænde.
Den slags fordybende selvrefleksion er en uomgængelig bestanddel af et demokratisk samfund. Men den er også i bestandig fare for at erodere. I disse år primært på grund af tre faktorer:
a) Kommercialismens onde spiraleramu
De gamle medier er fanget i den kommercielle logiks onde spiral. Når brugerne forsvinder. Når annonceindtægterne falder. Når markedet konstant udvides med nye aktører og nye platforme, så svinder de etablerede mediers indtægtsgrundlag. Og så er der kun én ting at gøre: bestræbe sig på at nå endnu flere potentielle brugere ved at lave historier med en høj klikrate, der sikrer stor digital trafik og flere annoncekroner.
I den bevægelse erstattes fordybelse og eftertanke som regel med fascination og oplevelse, hvilket også hænger sammen med det følgende.
b) På nettet går det stærkt
Kommunikationsformen og sproget på nettet er et andet end i dagblade, radio og tv. Mængden af historier og platforme er fuldstændig uoverskuelig, og det betyder, at man bliver nødt til at skille sig ud med det samme – kort og klart, med simple budskaber, høj fascinationskraft og wow-effekt.
Når der er så meget at vælge imellem, kan man i sagens natur kun opholde sig kort tid ved de enkelte historier, og derfor skal de være korte og helst kun kradse i overfladen af problemstillingerne. Ikke alt på nettet har denne form, absolut ikke, ligesom ikke alt i en god, gammeldags avis er langhåret. Men det er kommunikationsformens logik: Det skal gå stærkt.
c) Marketingfælden
Samtidig er kulturjournalistikken ramt af en tredje udfordring: Alle kan nu være deres egen mediestation. Det gælder også kulturinstitutioner og kulturlivets øvrige aktører. Man kan lave sine egne historier på Facebook, Instagram, Snapchat, på sit website, og man kan få alle involverede til også at bringe deres personlige platforme i spil. Brugt på den rigtige måde er det en ganske slagkraftig kommunikation, der især for de store institutioners vedkommende kan nå rigtig mange brugere, men som vitterligt også åbner op for helt nye muligheder for mindre institutioner.
Problemet er bare, at de fleste falder i marketingfælden. Når man nu har så direkte adgang til så mange potentielle teatergængere, så er det naturligvis fristende at forme enhver fortælling om sin kommende forestilling som et direkte salgsbudskab.
En skilsmisse (Aarhus Teater 2017) Foto: Gísli Dúa
En forestilling på Aarhus Teater er ikke blot et tilbud fra Aarhus Teater. Den er et kulturelt udtryk, en koncentreret, intens spejling af livet, som det ser ud i dag, i går og måske i fremtiden.
Der, hvor vi ikke vil være
Vi risikerer kort sagt at havne et sted, hvor vi ikke ønsker at havne: De gamle, hæderkronede publicistiske medier har ikke længere musklerne, ressourcerne og økonomien til at lave dybdegående kulturjournalistik. Brugerne vil alligevel også helst hente deres nyheder og baggrund på Facebook, og institutionerne selv – teatre, museer, spillesteder, dem, der arbejder professionelt med kultur – formidler kultur som salg og ikke oplysning.
Denne situation gør det nødvendigt at udvikle og teste nye kulturjournalistiske og -kritiske formater på nye medieplatforme, sådan som det eksempelvis sker med Aarhus Teaters anmelderkorps Det kan godt være, at den herskende brug og praksis ikke lægger op til, at et kultursite på Facebook kan erstatte Politikens kultursektion, men vi er nødt til at udfordre de gængse opfattelser.
Som sagt: Medier er muligheder, og det er ikke mejslet i sten, at man ikke kan skabe nye, succesfulde kulturjournalistiske formater på eksempelvis Facebook, der viderefører den gamle kulturjournalistiks dyder på en ny tids præmisser.
Den kulturelle offentlighed er et fælles anliggende
Det er et fælles anliggende for medier og institutioner at bevare og videreudvikle den kulturelle offentlighed. Det er en udbredt misforståelse, at institutionerne kan klare sig uden journalistikken. Det kan de ikke. De lever af at være en del af et fællesskab, der vedvarende beskæftiger sig med kunsten og kulturen på et tematiserende og kritisk niveau. Det er i deres interesse, at der i offentligheden bibeholdes et vedvarende fokus på kulturlivets rigdom og betydning.
Foto fra Erasmus Montanus (Aarhus Teater 2017) Foto: Emilia Therese
Derfor bør der ske to ting:
a) Kulturinstitutionerne skal selv lave journalistik
Kulturinstitutionerne skal selv producere kulturjournalistik. Det er ikke det samme som marketing. De skal ikke stå som egenrådige smagsdommere over sig selv, men tematisere sig selv og de værdier, tanker og perspektiver, der ligger i deres aktiviteter, også i et kritisk perspektiv. En forestilling på Aarhus Teater er ikke blot et tilbud fra Aarhus Teater. Den er et kulturelt udtryk, en koncentreret, intens spejling af livet, som det ser ud i dag, i går og måske i fremtiden.
De fleste kulturinstitutioner i Danmark er i et eller andet omfang offentligt finansierede, og derfor kan man vælge at stille krav til karakteren af (dele af) deres formidling, ligesom man stiller krav til alle mulige andre ting. Den journalistiske selvformidling skal finde sted på egne medieplatforme og vil i sagens natur række ud over institutionen selv, fordi den med afsæt i en given forestilling vil behandle tematikker fra forestillingen.
Et eksempel: Man laver ikke blot en historie om, at Christian Lollikes Erasmus Montanus har fået fantastiske anmeldelser og netop nu spiller på Aarhus Teater, men historier, der tematiserer forestillingens syn på vores samtid, på vores brug af religion, på sammenblandingen af religion og politik, der ellers skulle være adskilt, på Dannebrogs-burkaerne, klar til krig, som forestillingens slutreplik med mere. På den måde bidrager man som kulturinstitution via sine egne platforme til en bredere dialog og debat om vores kultur, tidens vilkår og udfordringer.
b) Flere samarbejder
Parallelt hermed skal der etableres et tættere, mere indgående samarbejde mellem institutioner og mediehuse om både indholdsudvikling og distribution. Der findes ingen medier i Danmark, der ikke er pressede på ressourcerne. Nedskæringer er hverdag, samtidig med at der skal produceres flere og flere historier. Det dikterer internettets rytme. Nyhedsforbruget er blevet hurtigere. Ingen kan følge med – i hvert fald ikke med kvalificeret indhold.
Institutionerne producerer allerede masser af indhold selv. Så hvorfor ikke indgå tættere samarbejder med mediehusene, der samtidig kan få medindflydelse på indholdets karakter og sikre dets troværdighed og relevans?
Vil initiativer som ovenstående kunne fungere og give nyt liv til en vitaminrig kulturjournalistik? Det må tiden vise. Foreløbig er eksperimentet det vigtigste, for alternativet til gentænkning er stille afvikling.
Artiklen er oprindeligt udgivet i magasinet Teater1 #179 i september 2017.
