Tænk hvis du kunne se dit eget liv udspilles på scenen og opleve et hold skuespillere vise dine mest intime øjeblikke og optrin fra fortiden og fremtiden, mens du selv styrede det. Det lyder syret, men det er nu virkelighed på Holbæk Teater, hvor den helt særlige teaterform, The Life Game, lader udvalgte lokalborgeres private fortællinger blive til teater, mens de selv ser på og kan korrigere handlingerne undervejs.
The Life Game er en helt særlig teaterform, der nu får liv på en dansk scene. Det sker på Holbæk Teater, og konceptet går kort fortalt ud på, at en udvalgt, lokal borger fortæller sin personlige historie til et hold skuespillere, som så omsætter brudstykker af fortællingen til en teaterforestilling. Det har mange dokumentarforestillinger gjort før, men det unikke i denne form er, at gæsten, som deler ud af sin personlige fortælling, sidder med på scenen og giver gode råd til spillerne undervejs.
Spørgsmålet er, hvad publikum skal med så private fortællinger, og hvad denne særlige teaterform kan tilbyde på stolerækkerne? Pernille Sørensen, der er uddannet i The Life Game-teknikken og tovholder på projektet, fortæller:
”Det særlige ved, at gæsten, hvis historie vi dramatiserer og improviserer over, er tilstede på scenen sammen med skuespillerne, er, at publikum får mulighed for at følge to spor: Den historie, skuespilleren arbejder med at få frem og den fortælling, der ligger i gæstens reaktioner på det, han eller hun ser. Den autenticitet og det nærvær, der ligger i at forvalte et virkeligt menneskes historie, mens vedkommende er tilstede, er meget stærkt og rørende.
Som skuespiller er man 100% loyal over for forlægget og prøver at ramme det så sandt som muligt. Det gør man jo altid, når man arbejder med en rolle, men her sker det med det vildeste sandhedsvidne på scenen: Nemlig kilden selv. Gæsten kan korrigere spillerne og give os gode råd undervejs. Vi kan også gætte og spille scener, som gæsten ikke var tilstede i, samt gå ind i fremtiden, hvor ingen af os ved, hvad der kommer til at ske.”
For gæsten er det også en helt unik oplevelse at se sin fortælling på scenen. Steen Blendstrup, der er gæst i den aktuelle forestilling The Life Game, oplevede for første gang at se sin historie på scenen og fortæller om oplevelsen:
”Det er vanvittig sjovt at se mit første kys blive spillet som en scene fra filmen Casablanca. Derudover er det meget rørende, at se afdøde blive levende, og forestille sig mine børn blive voksne. Det er som om scenerne dukker op af det rene ingenting, hvor jeg måske retter lidt og indskyder, at sådan var det ikke, og så spiller skuespillerne videre i den nye retning.
Det er ikke terapi at sidde i gæstens stol, men det kan godt virke terapeutisk.
Der er da nogle steder i fortællingen, hvor jeg kom til at ændre synet på, hvad der skete i virkeligheden, og hvad personernes motiver egentlig var. Det har betydet, at der er nogle ting, jeg vil slutte fred med nu, og hvilke? – ja, det er privat! Men det er meget fascinerende, og jeg håber, det virker lige så stærkt på publikum, som det har gjort på mig.”
I dokumentarteater er det ofte voldsomme fortællinger fra virkeligheden, der i er fokus, men hvilke historier får publikum her og hvorfor netop disse?
”Vi går efter arketypiske historier, altså dem som handler om relationer og eksistens. Historier om håb, drømme, kærlighed og tab, overraskelser og skæbnevalg – mennesker gæsten har kendt, der har været vigtige for den livsbane, som vedkommende har fået. Kort sagt ”det levede liv” fremfor dét gæsten har opnået og bedrevet.” lyder det fra Pernille Sørensen.
Når holdet skal finde gæster til en forestillings fortælling, finder de dem altid i lokalmiljøet, og for Pernille Sørensen er det et vigtigt greb, som har stor betydning for budskabet:
”Vi håber det betyder, at man bliver mere nysgerrig på sin nabo og på kassedamen nede i Netto, for det kunne jo være, at man havde mere tilfælles, end man regnede med. At man bliver gladere for sit nærmiljø og får lyst til at tale sammen. Man bliver måske også lidt mere empatisk og nysgerrig på sine medmennesker. Tænk, hvis ham i S-toget med tatoveringer helt om i nakken, i virkeligheden var en rigtig flink fyr, der kunne fortælle vidunderlige historier om, hvordan det var, når han som barn legede på sin bedstemors loft og bagefter gik ned og fik boller og varm kakao. Vi kan faktisk ikke vide det med mindre, vi spørger.”
Fem korte FAKTA om formen – Pernille Sørensen fortæller:
Hvordan arbejder i med stoffet?
”Scenerne improviseres på stedet, så det er en slags improviseret biografi og der er altså ikke noget manuskript. Scenerne sættes af intervieweren og der er en masse forskellige ”greb”, man kan benytte sig af for at få mest muligt viden om gæsten og dennes liv.”
Hvilke greb bruger i for at understøtte og vise netop denne type fortælling?
”Der er mange, men musikken er central i at understøtte og forstærke følelser, stemninger og abstraktioner. Vi kan også putte en genre ovenpå en scene, vi lige har set og så spille den igen. Gæsten kan blive bedt om at guide os med en klokke og et båthorn som en slags ”belønning og straf”, så vi på den måde kan skyde os ind på, hvordan en specifik situation var. Dette greb udløser automatisk en slags komik, og bruges ikke i sarte eller alvorlige scener.”
Hvad kræver det af gæsten for at være med?
“Det kræver ikke andet af gæsten end at være generøs og villig til at dele sin historie til inspiration for andre. Du skal være modig, generøs og villig til at fejle for åbent tæppe.”
Hvad kræver denne type teater af skuespilleren?
”Det kræver at skuespillere har meget impro-erfaring og kan gå i dybden med karakterarbejdet. Det er også en fordel som kollektiv at have dramaturgisk sans, da vi redigerer ”live” mens forestillingen spiller.”
Hvordan er det særlige arbejde, der ligge til grund for forestillingen?
”Vi er trænet af en instruktør fra London, der er udpeget af Keith Johnstone (skaberen af The Life Game). Vi har desuden trænet ved at skiftes til at være ”gæsten”, så vi ved, hvordan det føles at sidde i dén stol, hvad det gør ved én osv. Det har været ret sjovt og til tilder provokerende for en gammel gruppe som vores, hvor mange har arbejdet sammen og været private venner i mere end 25 år. Der har faktisk været meget, vi ikke vidste om hinanden. Det har også været meget bevægende. Vi har da knebet en tåre ind i mellem… Det er vist aldrig sket før i vores tid som kollegaer.”
