Flot scenografi, en god historie og fart over feltet gør Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet til en underholdende, men desværre ikke 100 procent eventyrlig oplevelse.
Det er en af de helt store klassikere, der er på plakaten som Aarhus Teaters familieforestilling i år. C.S. Lewis’ Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet er en magisk fortælling om børnene Lucy, Edmund, Susan og Peter, der flytter ind hos en gammel professor og gennem et garderobeskab finder vej til eventyrlandet Narnia. Her har den onde isheks overtaget herredømmet og skabt evig vinter.
Scenografisk formår forestillingen at føre publikum ind i denne verden af eventyr. Børnenes værelse hos professoren forandres ved hjælp af en drejescene til landet Narnia og dets områder som Faunens hule, bævernes bo eller det landskab, hvor isheksen regerer. Også kostumerne gør sit: Isheksens sorte kjole og takkede hovedbeklædning er som taget ud af et Disney-univers, mens Narnias dyr – faun, ulve, bævere, leoparder og løven Aslan – er gjort levende med detaljer som pels og poter.
Lys og lyd komplimenterer desuden handlingen godt. Hos ”de gode” er lyset eksempelvis gulligt og varmt, mens det i isheksens Narnia er skarpt og koldt. Lydtæppet tager på pædagogisk vis publikum i hånden og lader os blandt andet via dramatisk musik forstå, når isheksen er på vej, mens ankomsten til den gode fauns hule akkompagneres af hyggelige toner.
Desværre er de fine scenografiske rammer ikke nok til at gøre Narnia til den altopslugende eventyrlige fortælling, som den kunne være. Historien er god, og jeg er underholdt, men ikke helt overbevist. Blandt andet børnenes sprogbrug fungerer som et forstyrrende element frem for en tidsrejse. Udtryk som ”Ikke på vilkår,” ”Rend og hop” og ”Pis mig i øret” var nok normale udtryksformer for børn, da Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet udkom som roman i 1950. Men på en teaterscene i 2017 virker de stive og fremmede og gør, at jeg som publikum snarere hives væk fra fortællingens univers end suges ind i det.
Derudover suser den ellers fængende historie nok lidt for tjept afsted. Narnia er en omfattende fortælling, ja, men tempoet gør det vanskeligt for alvor at blive berørt af tematikken om kampen mellem det gode og det onde. Også selvom der er masser af elementer, der potentielt kunne give tilbageholdt åndedræt eller tårer i øjnene. Isheksens trusler om at slå den tilfangetagne Edmund ihjel og ikke mindst henrettelsen af løven Aslan er eksempelvis spændende, uhyggelige sekvenser, men jeg når aldrig at dvæle ved ondskaben, før den er overstået – og både forestillingen og jeg hives videre til et nyt trin i fortællingen.
Det er ærgerligt. Derudover har Aarhus Teaters Narnia ellers fint med potentiale til at være en af de magiske oplevelser, en teatersal kan byde på, når hele familien trænger til et skud eventyr.
