Det krampagtige forsøg på at bevare juletraditionerne midt i sammenbruddet får latteren til at flyde i alt sin genkendelige pinagtighed. Det er sjovt og også lidt rodet fortalt i forestillingen Og her lugter brunt og brændt på Mungo Park Kolding.
Hvem har sat ild til huset, og hvad gik egentlig galt denne juleaften, der ellers skulle være så hyggelig? Det er de spørgsmål, som indleder julekomedien Og her lugter brunt og brændt på Mungo Park Kolding, hvor omdrejningspunktet er et søskendepars forsøg på at genskabe barndommens juleaften i deres afdøde mors hus.
Det viser sig dog at være ret svært, når andre end familiemedlemmerne melder sin ankomst, og både fortidens og nutidens skeletter hele tiden forsøger at vælte ud af skabet. Og det er denne insisteren på en hyggelig og traditionsrig jul på trods, der gør første akt af Og her lugter brunt og brændt til en tåkrummende fryd at overvære. Nisserne skal hænge, hvor de altid har gjort, sovsen skal have et skvæt saft fra drueagurkerne, og mors omskrevne julesange skal synges og danses på præcis den måde, som de plejer. Det er morsomt, fordi det er genkendeligt. Har vi ikke alle nogle enormt vigtige juletraditioner, der for enhver pris skal overholdes?
Forestillingen veksler mellem nutid og flashback: I nutiden er huset brændt ned, og alle sandheder på vej frem, mens flashbacket viser de krampagtige forsøg på at få den helt rigtige og hyggelige juleaften. Grebet fungerer, da det konstant gør publikum opmærksom på det groteske i at ville bevare nogle gamle juletraditioner, når alt er forandret, og katastrofen lurer.
Samme kontrast markeres på fin vis af scenografien i første akt. Husets interiør er brændt, juletræet er afpillet, og de medvirkende beskidte af sod. Omgivelser og personer ser altså ud af det samme i både nutid og flashbacks, men i flashbacks er alle lyskæder tændt, julemusikken spiller, og karaktererne har brede, anstrengte smil. Absurd og lattervækkende på samme tid.
Desværre fungerer forestillingens anden akt ikke nær så godt som den første. Hvor både katastrofen og sandheden i den første time var underspillet og relaterbar, drukner anden akt i forsøget på at runde af og besvare de spørgsmål, handlingen har opsat. Svaret på forestillingens gennemgående spørgsmål om, hvem der brændte huset ned, går nærmest hen over hovedet på undertegnede i mængden af de elementer, der pludselig skal afvikles: En fødsel, et sammenbrud, sandheden om et faderskab og en erotisk gnist. Slutningens reference til Jesu-barnets fødsel bliver desuden en noget pludselig happy ending, der virker malplaceret i katastrofens efterspil.
Forestillingen efterlader dog stadig masser af stof til eftertanke, og det er derfor, du skal se den. For hvor langt vil du egentlig selv gå for at sikre den helt rigtige og hyggelige juleaften? Hvor alt – naturligvis – skal være, som det plejer.
