Søren Huss’ sange om at miste bliver til en ny musikdramatisk forestilling på Svalegangen i Aarhus. Men hvilke tanker sætter det i gang, at hans sorg nu bliver andres kreative springbræt i en ny forestilling? Og kan man som person holde til, at ens personlige oplevelse igen bliver eksponeret?
“Døden er stadig tabubelagt, selvom det er det største, vi har tilfælles som mennesker, og i dag er jeg lykkelig for at have lavet den plade. Jeg er glad for, at jeg havde modet til det.”
Søren Huss er inviteret til en samtale på Teatret Svalegangen i Aarhus om forestillingen Troen og Ingen, og den plade, han henviser til, er hans såkaldte sorgalbum fra 2010. Han udgav de 11 sange i kølvandet på en tragedie, hvor han i 2007 mistede sin kæreste, og moren til sin datter, i en bilulykke. Stemmen er både stille og eftertænksom, da han siger:
”Men på den anden side, så kunne jeg ikke andet. Jeg blev nød til at skrive de sange.”
Det er teaterdirektør Per Smedegaard på Teatret Svalegangen, der har taget initiativ til at skabe en forestilling på baggrund af Søren Huus’ sange fra 2010. Det er på mange måder et generøst album, hvor Søren Huss deler sin sorg med andre, men det er samtidig også en kunstnerisk fortolkning af nogle meget eksistentielle følelser. Og man kan ikke lade være med at spørge sig selv: Hvordan finder han styrken til at dele ud af noget så personligt med et så stort publikum? Og orker han det virkelig igen?
”Jeg må bare erkende, at jeg har indsigt i sorg. Jeg får stadig mange beskeder fra folk på Facebook, der fortæller mig om deres skæbneberetninger og dem, de har mistet. Jeg får hele paletten og skriver altid tilbage. Jeg har fundet ud af, at man giver mit album til folk, der har mistet. Det er jeg ekstremt glad for. Så ja, jeg orker godt,” understreger han og fortsætter:
”Men derudover er det jo ikke min private historie, der skal op på scenen. Det bliver en almen fortælling om sorgen og om det at miste. Var jeg blevet spurgt om, jeg ville være med til at lave ’historien om Søren Huss’, havde jeg sagt nej.”
Han holder en pause og fortsætter så: ”Døden er stadig tabubelagt, selvom det er det største, vi har tilfælles som mennesker. Så jeg er først og fremmest glad og beæret over, at Svalegangen tager den opgave på sig.”
I forestillingen følger publikum tre mennesker, som mister én af deres nærmeste i en ulykke, og det bliver en fortælling om at finde meningen med livet igen. Genremæssigt vil der i opsætningen også være plads til det absurde og det humoristiske. Som når telefonsælgeren ringer for at tale med den afdøde. Eller når man kommer til at grine midt i alvoren. Begge dele er situationer, som Søren Huss faktisk også har oplevet i sit eget liv.
Per Smedegaard, teaterdirektør på Svalegangen, skal selv være instruktør på forestillingen:
”Det er vigtigt at fortælle denne historie i en tid, hvor vi tror på vores egen udødelighed. Når det rammer, kommer det fuldstændig bag på os, og vi bliver mindet om livets skrøbelighed. Der ligger en fortælling om, at det er en kamp for livet og en kamp for overlevelse. Først i det øjeblik at vi som efterladte vælger hinanden og livet til, går hverdagen videre igen,” afslutter han.
Læs også: Søren Huss’ sorgalbum som musikteater
