Troen Og Ingen på Teatret Svalegangen er en både rammende og rørende fremstilling af livet, når det gør allermest ondt.
De færreste af os går gennem livet uden at miste en eller flere af dem, vi elsker. Det er frygteligt, ødelæggende og ubeskriveligt – og det er det tab, Teatret Svalegangens musikdramatiske fortælling Troen Og Ingen tager fat i på virkelig vellykket vis.
Her ender en kvindes liv brat i en trafikulykke, og hun efterlader sig en kæreste og et barn, en bror og en veninde, der nu alle må leve videre med sorgen. Forestillingen er baseret på sanger Søren Huss’ solodebut Troen Og Ingen, der handler om sangerens eget tragiske tab, og historien er bygget op af collager af sange fra albummet samt dramatik. Det ene overskygger dog ikke det andet: Både sang og replikker får masser af plads til at folde sig ud, og det fungerer godt, for begge dele tilføjer hvert sit bud på den proces, de efterladte går igennem.
De fire skuespillere mestrer både sang og dramatik på en gribende og udtryksfuld måde, så selvom forestillingen handler om et dødsfald af den mest tragiske slags, vil alle, der har mistet, kunne relatere til historien og de scener, der udspiller sig: De stunder, hvor alt er mørkt og håbløst. De akavede situationer, hvor den pårørende forsøges muntres op, eller de tragikomiske øjeblikke, når der skal tages stilling til praktiske foranstaltninger som medlemskabet af ”Dyrenes Ven” eller vuggestuens krav om afhentning og skiftetøj. Og ikke mindst de små glimt af glæde, latter og gode minder, der vidner om, at håbet og evnen til at vende tilbage til livet stadig eksisterer.
Forestillingens brug af lys illustrerer ligeledes på fin vis, at sorgen ikke er ét langt mørke, men også tidspunkter med lysstrejf og -glimt. På samme måde er scenografien en vigtig medspiller: For eksempel benyttes en mængde sorte kasser både som beholdere for den afdødes efterladenskaber og som klodser, der kan væltes og bygges op på scenen. Sandsynligvis en reference til det faktum, at livet ikke er lineært, men skiftevis braser sammen og bygges op – for så måske at vælte igen.
Troen Og Ingens store styrke er netop det genkendelige og ægte, som gør samspillet mellem dramatik og musik både gribende og rørende. Intet er overgjort, og der er ikke tale om en tåreperser af en historie, der bliver presset ned i halsen på sit publikum. Forestillingen er tværtimod en afbalanceret og meget rammende fortælling om død og sorg, men også om glæde og håb. Med andre ord: Livet. Den er i den grad værd at se og ikke mindst værd at tale videre om uden for teatersalen.
