Mere flygtningekrisedramatik. En klar tanke i dramatikerens hjerne. En uklar tanke på scenen.
De drukner stadig i Middelhavet, selvom vi ikke rigtig længere registrerer katastroferne, men bare lader dem passere ind af det ene øre og ud af det andet, immune som vi er blevet af det, som den tyske forfatter Hans-Magnus Enzensberger har kaldt ‘det store tals terror’. Jo flere, der drukner, jo mere galvaniserede bliver vi.
Men blandt teaterfolkene er den humanitære krise lyslevende. Da det hele eskalerede og Middelhavet kogte i 2015, reagerede scenekunsten med det samme.
Det Kongelige Teaters nye skuespilchef Morten Kirkskov lancerede et akut-format (hvad blev der egentlig af det koncept?), hvor teatret med meget få øvetimer skulle kunne agere spontant og aktuelt spillede, og pludselig kunne man se en slags reading af østrigske Elfriede Jelineks tekst om flygtningene i blandt os.
Kort tid efter benyttede Peter Langdal enhver anledning i sin oversættelse af Shakespeares King Lear til at anråbe vores empati med de forfulgte og hjemløse, og i Kirstine K. Høgsbro fantasi over Holbergs Barselstuen, hvirvlede klimaforandringerne flygtninge ned i skødet på os under PH-lampens skær. Derefter gik det slag i slag med (i ukronologisk rækkefølge) Kamilla Wargo Breklings Uledsaget, Andreas Liebmann og Cecilie Ullerup Schmidts Exodus, Peter-Clement Woetmanns Den sidste bølge, Christian Lollikes Uropa og Living Dead, Christina Meinckes oversættelse af Anders Lustgartens Lampedusa, Teater Tugts multigenreprotest mod Støjbergs Smykkelov og andre lovstramninger, Julie Mai Jakobsens Aftenlandet og Fix og Foxys underlige happening med en vaskeægte flygtningebåd, der futtede rundt i Københavns havn, Lampedusa Cruises. Og til april kommer Madame Nielsens White Nigger, Black Madonna på S/H.
Noget er sprunget læk
Aleksa Okanovics Vi har gjort det vi kunne angriber flygtningekrisen allegorisk. Vi er i en nedslidt boligejendom, der er ramt af vandskade. Det pibler og siver ind alle vegne, vand, vand, vand, dette falske og forræderiske element, der både er livgivende og livstruende, umuligt at holde ude, ganske som de flygtninge, der stræber efter at blive båret hertil på en Middelhavsbølge.
I denne vaklende ejendom – kan vi opfatte den som et billede på selveste Europa? – bor folk i hver deres lille lejlighed. Vi kikker ind til dem, fornemmer deres angst og usikkerhed, mens det dryp-dryp-drypper som var de (vi?) udsat for kinesisk vandtortur. Noget er sprunget læk, og det kan både være rørene, værdierne og grænserne.
Et sted i baggrunden fornemmer vi en gruppe børn, men vi ser dem aldrig. Vi hører deres lyse stemmer synge:
“Hvad er det, der regner på vores paraplyer? Hvad er det, der sner fra de sorte skyer? Det er vand, vand, vand, vand – helt almindeligt vand (dryp, dryp, dryp, dryp, dryp, dryp, dryp, dryp) Hvad er det deroppe i skyen i det blå? Hvad er det som skibene sejler på? Det er vand, vand, vand, vand – helt almindeligt vand…”
Rædslen i orgasmen
Hvem er disse børn? Tilsyneladende ‘dem, der bor i kælderen’. Men hvem er så de? Vi stykker sammen af småbidder, at der bor børn i kælderen, flygtningebørn, og hen ad vejen forstår vi, at ejendommens vicevært har det med at køre til grænsen, hvor han fylder vognen med flygtningebørn, som han tager med tilbage. Kælderen har han indrettet som hjem for tretten børn. Og beboerne er faktisk med på den. De vil gerne hjælpe. Som de siger med stykkets titel: “Vi har gjort det vi kunne”. Og det, som de gav børnene, var langt bedre, end det de flygtede fra derhjemme, siger de selvretfærdigt. Men hvad har beboerne samtidig vendt det blinde øje til eller helt overset?
Aleksa Okanovic skriver en slags psykologisk, irrationel og realismefri dramatik, hvor vi selv må finde hoved og hale i scenerne, der ellers ved første øjekast ser ganske retlinede ud, men ender med at stå temmelig gådefulde tilbage. Hvad er det, der sker, når en ung mand siger til sin kæreste, at han mærker hendes rædsel i hendes orgasmer? Han føler, at de knalder i helvede, og at blodet driver ned ad væggene. Han hentyder til ”nogle oplevelser, hun har haft tidligere”. Er hun en fremskrivning af et barn fra kælderen? Og hvem er kvinden med accent, der samler på relikvier med en dramatisk historie, f.eks. et par blodtilsølede armybukser eller et par vandrestøvler som en pige har båret på hele turen fra Lesbos til Danmark?
En uklar tanke
Vi har gjort det vi kunne er delvist en god tekst, men kun delvist, for som helhed mangler stykket en rygrad, der kan holde skelettet oprejst. Men på plussiden er der tankevækkende dobbeltbund i denne replik:
”Den mest effektive kur mod invasion af skimmelsvamp, er foragt”. Tænk lige over det.
Og der er en foruroligende heftighed i en replikveksling som denne:
”Skal vi bare lade dem dø?
”Det har jeg ikke spændstighed nok i sjælen til at udtale mig om…”
Men skønt drypvist (dryp, dryp!) fine pointer og udmærkede grundambitioner for stykkets symbolsprog, står Vi har gjort det vi kunne tilbage som en klar tanke i dramatikerens Aleksa Okanovics og iscenesætteren Lene Skytts hjerner, men en uklar tanke på scenen. Og ked af at sige det, men hverken Ditte Gråbøl, Jesper Hyldegaard, Biljana Stojkoska eller Kristian Ibler kom nogen særlige vegne med deres roller. Jeg spørger mig selv, om alle disse gode mennesker mon har set hinanden ind i øjnene og sagt: ”Vi har gjort det vi kunne” – og rent faktisk ment det.
