Angst æder sjæle op

Anmeldelse af T-error på Teater FÅR302

<strong>Angst æder</strong> sjæle op

Fra forestillingen T-error på Teater FÅR302. Foto: Thomas Cato

Klaus Rothstein:

er kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen, studievært på Skønlitteratur P1 og forfatter til en håndfuld essaysamlinger og debatbøger om litteratur, kultur og politik.

Billedserie

T-error
til 3. marts
Får302

Billedserie

T-error
til 3. marts
Får302

Line Mørkeby og Andreas Garfield lader terrortruslen i samfundet møde trivselstvangen i skolen.

Så sidder man igen der i det lille fårs mørke mave i hovedstadens mindste teatersal og håber. Håber, at det vil blive en god aften, men man ved jo aldrig, og man kan jo godt være skeptisk, når stykket har sådan en tåbelig titel som T-error, men pludselig sker det forunderlige, at vores opmærksomhed forskydes fra samfundets undtagelsestilstand, nemlig terrorhandlingen, til dets normaltilstand, nemlig den ulidelige hverdag med alle dens forventninger, bekymringer, frygt og bæven – og pludselig slår det mig, at det, jeg vil skrive om forestillingen, da skal låne overskrift fra titlen på Rainer Werner Fassbinders film om fremmedhad og kærlighed, som jeg så i tysktimen i gymnasiet lige omkring 1980: Angst æder sjæle op.

T-error
Fra forestillingen T-error på Teater får302. Foto: Thomas Cato

Mikkel Reenberg, der spiller sammen med Christine Gjerulff, har udviklet forestillingens idé, og manuskriptforfatterne Line Mørkeby og Andreas Garfield har skrevet teksten til denne lidt fragmenterede og kalejdoskopiske forestilling om vores frygt for terror, nødtørftigt holdt sammen af en forbløffende velfungerende ramme, hvor en flok voksne er til – oh, ægte rædsel! – trivselsgruppemøde i ungernes klasse.

Pointen er, at når forældrene kender hinanden, daler risikoen for mobning i skolen, og mobning er jo for den udsatte elev i skolegårdens mikrokosmos, hvad selvmordsbomberen i metroen er for samfundsfællesskabet. Og når vi frygter ondskaben, mister vi tryghed og tillid. Frygteligt men sandt: Terror virker, fordi det anstifter frygt, og – hvad stykket her ikke dvæler synderligt ved – får det os til at acceptere en nedskrivning af det åbne samfunds og retsstatens standarder. Pludselig elsker vi overvågning og frihedsbegrænsninger, fordi vores politikere siger, at vi ellers blotter os for terroristerne. Som den engelske forfatter Ian McEwan har formuleret det: Hvor meget frihed vil du afgive i bytte for forestillingen om øget sikkerhed? Jo, angst æder sjæle.

T-error
Fra forestillingen T-error på Teater får302. Foto: Thomas Cato

Frygt og frihed

Man skulle tro at Line Mørkeby og Andreas Garfield har kendt Ian McEwans spørgsmål, for i en central sketch lader de en ansvarlig far fortælle, hvad han har gjort for at sikre sig i en tid med terrortrusler. Det begyndte efter Lockerbie, hvor han holdt op med at flyve. Efter terrorattentatet mod et teater i Moskva, holdt han op med at gå i teater. Efter Madrid har han ikke kørt tog. Efter Bataclan har han ikke været til koncert. Efter Nice har han ikke gået tur på en havnepromenade. Efter Berlin har han ikke været på julemarked. Ingen skal nemlig diktere hans livsstil! Han vil ikke give køb på sin frihed! Meeeen, han vil alligevel liiige tage sine forholdsregler. Sådan indrammer stykket vores frygt og frihedsforestillinger så præcist. Angsten æder sjælen. Og for at det ikke skal være lyv: Den marokkanske mand, der dels var Fassbinders elsker, dels spillede hovedrollen i instruktørens fremmedarbejder(som man sagde dengang i 70’erne)drama, endte med at hænge sig selv i en fængselscelle, hvor han afsonede en dom for knivstikkeri på et værtshus efter et skænderi med nogle racister. Også hans sjæl bukkede under for angsten.

Trivselsterror

Som sagt: T-error er en tåbelig titel på et ellers udmærket stykke, som om der er indlejret en ”error”, en kodefejl, i terrorismen, eller i vores reaktion på terrortruslen. Den sproglige pointe er anstrengt, og jeg havde nok rakt ud efter det simple bogstavrim mellem Terror og Trivsel, for dybest set er stykket lige så meget en skildring af det trivselsregimente, der nu skal herske i institutionerne, ikke bare blandt børnene, men også deres voksne. Her er der tale om velplaceret socialsatire, som alle med børn kan spejle sig i (mine børn blev heldigvis for store inden den slags holdt sit institutionaliserede indtog i skolerne).

T-error
Mikkel Reenberg og Christine Gjerulff i forestillingen T-error på Teater FÅR302. Foto: Thomas Cato

Mikkel Reenberg og Christine Gjerulff fungerer aldeles udmærket i de skiftende roller som forældre til diverse børn, som de forsøger at beskytte mod mobning og social eksklusion, og skal vi ikke have en politik for halloweenudklædninger, så ingen bærer helmasker hvor man ikke kan se ansigtet (hej, burkalov!), for nutidens forældre er først og fremmest krigere, der gør alt for at beskytte deres børn.

I de bedste sekvenser knalder teksten helt ud i absurditeter, f.eks. da en foredragsholder fortæller trivselsgruppen om, hvordan hun og hendes mand har gjort alt for at beskytte deres datter mod hjemmets farer. Det ender med, at de amputerer pigens arme og ben, inden de afliver hende – for hendes egen sikkerheds skyld.

Der er ingen grund til at give T-error større ord med på vejen, end den kan tåle. Det er en lille forestilling om et stort emne, men tankevækkende nok, især for folk, der ikke har haft tid til at tænke over samfundsudviklingen de seneste 15 års tid. To tredjedele af teksten har satirisk pondus, det sidste er la la.

Medvirkende: Christine Gjerulff og Mikkel Reenberg
Efter idé af: Mikkel Reenberg. Instruktør: Kamilla Bach Mortensen. Dramatikere: Line Mørkeby og Andreas Garfield.

Del artiklen

'Angst æder sjæle op'

Facebook