Crash er et ambitiøst projekt, der vil skabe musikpoesi med kropsstore dukker, pop, opera og støjrock, men kuldsejler i sin egen selvoptagethed og aldrig får knyttet kontakt til publikum i salen.
På scenen står en total-smadret bil, og ved dens side et døende ægtepar. De befinder sig på grænsen mellem liv og død og genoplever fragmenter fra det liv, som snart er slut. Her er minder om lykkelige kys og spirende kærlighed, knusende skænderier og forliste drømme som aldrig blev realiseret. Minder som genskabes i blandede formater, og kommer til ”orde” i form af spoken word, opera, støj-rock og dukketeater – og det er flere formater end de magter at samle til en helhed i den time-lange forestilling.
Forestillingen Crash på Edison. Foto: Søren Meisner
En fest, hvor du ikke er velkommen
Men det er ikke kun de mange formater, som er med til at føre forestillingen på slingrekurs, for holdet på scenen får aldrig åbnet stykket op til publikum. Det er ikke fordi de ikke vil noget på scenen, det kommer bare ikke ud i salen, og hurtigt sidder man med oplevelsen af at være indbudt til en fest, man egentlig ikke er rigtig velkommen til – og det er en mærkelig oplevelse i teatret.
De prøver nu ellers en del, deroppe på scenen, hvor de skændes med torso-store dukker, dyrker sex på bagsædet af bilen og sætter træpinde op på række og navngiver dem efter familiemedlemmer, så vi kan forstå ”hvordan de var” – men både optrin og libretto er for banal til at fænge eller føre til en dybere fortælling om eksistens.
Forestillingen Crash på Edison. Foto: Søren Meisner
Holdet på scenen udgøres af en flok på fire. Her er den islandske sopran Regína Unnur Ólafsdóttir, som er aftenens højdepunkt, når hun med smuk røst og klanglig fylde gør både ord og følelser forståelige, mens performer Svend E. Kristensen kæmper en tabt kamp med at få rytme og klang til at fænge i sin sang og spoken-words passager.
Mudret lydside
De to musikere, som er med på scenen, skal understøtte fortællingens stemninger med fyldige lydkollager og melodier. Cellist Josefine Opsahl skaber en fin klanglig stemningsbund, men udtrykket overdøves desværre af Rune Risagers brutalt anmassende guitar, der mudrer lydsiden med larmende pedal-effekter og dynamik-forstyrrende indspark, og Crash strander som et indspark i den danske musikdramatik, der ikke får fundet det flow og sceniske udtryk, som kan samle de mange input til en helstøbt forestilling.
