Skuespiller Danica Curcic har gennem sin karriere portrætteret flere stærke kvinder heriblandt rebellen og hærføreren Jeanne D’Arc. Curcic fortæller her ISCENE om hvorfor, og relaterer til #metoo-bevægelsen.
Med røde kinder og fejende hår kommer Danica Curcic lige fra en filmcasting ind fra kulden i foyeren på teatret Republique på Østerbro i København. Vi skal mødes til et interview om markante kvinderoller, fysisk passioneret skuespil, kønskamp og #metoo-bevægelsen.
Hun har modtaget stor ros for sin fortolkning af rollen Jeanne D’Arc, den unge, rebelske kvinde, der blev hærfører i Hundredårskrigen i Middelalderen. Jeanne D’Arc blev brændt på bålet som kætter, men fik siden helgenindestatus og betragtes nu som en fransk heltinde.
På Republique blev forestillingen Jeanne D’Arc instrueret og iscenesat af det meget formbevidste makkerpar, instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller. I deres udgave af Jeanne D’Arc er Danica Curcic omkranset af en høj, bred mur på scenen. Bag muren står et stort mandskor, som er Danica Curcics eneste medspiller. Et meget tydeligt og fysisk udtryk for kvinden, Jeanne D’Arcs udsathed.
Curcic som Jeanne D’Arc i krig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Danica Curcic havde allerede prøvet kræfter med rollen som Jeanne D’Arc under hendes uddannelse på Teaterskolen.
”Det er en drømmerolle, for der er noget arketypisk over hende. Så at få lov til at spille hende igen var helt fantastisk. Lucas Svensson har skrevet en ny tekst til forestillingen, som jeg synes, kan utrolig meget. Han skriver med en blanding af naturpoesi og en enorm brutalitet”.
Danica Curcic gestikulerer og fortæller med hele kroppen:
”Jeanne D’Arc-rollen er så fantastisk, fordi det er en kombination af en historisk person og en kvinde, der gør noget ukvindeligt og helt usigeligt på det tidspunkt. En teenager og analfabet, som leder den franske hær og befrier Orleans. Det er meget vildt, en umulig handling og samtidig bærer hun på en enorm naivitet ved at tro så blindt”.
Curcics åndelige Jeanne D’Arc
Jeanne D’Arc er en rolle, man har set fortolket før især i filmhistorien; mest kendt er måske den danske filminstruktør Carl Theodor Dreyers stumfilm The Passion of Joan of Arc fra 1928, hvor Renée Jeanne Falconetti brillerer som Jeanne D’Arc. Hvordan har Curcic fundet frem til sin Jeanne D’Arc? Har hun haft en særlig tilgang til hende?
”Det har været en dejlig blanding af min notesbog med alt muligt gammelt research-materiale, tegninger osv., men jeg har brugt endnu mere fra litteratur, billedkunst og musik. Og selvfølgelig også fra min egen viljestyrke, vrede og ‘jeg-kan-selv’-følelse. Der er meget at hente der. Derfor føles det også som en arketypisk rolle, der vækker genklang i mig selv. Nu kommer jeg også fra et land, Serbien, der har stærkere patriarkalske strukturer end i Danmark. Jeg har også undersøgt teksten, som er meget beskrivende. Koret beskriver, hvad Jeanne D’Arc gør. Jeg har brugt farverne og nuancerne i teksten og er gået til den som et stykke musik. Lyduniverset er på grund af koret i forestillingen meget stærkt”.
Fra Jeanne D’Arc på Republique. Foto: Per Morten Abrahamsen
I den klassiske fortælling om Jeanne D’Arc bliver hun tiltalt af Gud, der siger, hun skal lede den franske hær og befri landet fra englænderne. I Staffan Valdemar Holms og Lucas Svenssons moderniserede udgave på Republique er hovedvægten ikke lagt på åndelighed, men aktuelt på det kønspolitiske og nationalistiske aspekt. Curcic forsvarer dog Jeanne D’Arc i sit spil og tror på, hun får guddommelige syner, hvilket giver en intenderet tvetydighed.
”Jeg har lagt vægten på åndeligheden. Jeg spiller, at hun tror, at hun ikke har gjort noget galt. For hende er der er en mening med at slå ihjel. I Lucas’ tekst er det nationalistiske jo forstærket: Gud er på Frankrigs side, og englænderne er de djævelske. Det gør sig desværre også gældende i dag, at et land tager patent på en Gud”.
Passioneret kropsligt spil
Curcic har bl.a. spillet den kvindelige hovedrolle i Elisa Kragerups opsætning af Shakespeare-klassikeren Romeo og Julie. Scenografien var en kolossal pude, der fyldte hele scenebagvæggen, så den berømte balkonscene, hvor Romeo kravler op til Julies balkon, blev en nutidig fysisk tæt og erotisk udgave i en kæmpepude.
Hvad har scenografien i Jeanne D’Arc og rummet, hvor der udover muren kun er en bunke jord, mon betydet for Curcic i hendes fortolkning af hovedpersonen?
Curcic som Jeanne D’Arc omkranset af en mur. Foto: Per Morten Abrahamsen
”Jeanne D’Arc gennemgår en stor udvikling, og det har jeg arbejdet meget kropsligt med. Granolatet på gulvet har gjort mig jordbunden, samtidig med, at der er noget højere over hende. Men i og med at koret på 25 mands stemmer er forstærkede, så er det også en kraftig lyd, og ordene står tydeligt frem. Nu ved jeg jo ikke, hvordan det er at sidde derude som publikum, men idéen er at skabe en lydmur af mange stemmer. Det har været fantastisk at lege med.”
25 mænd over for en kvinde
Koret af mænd transformerer sig også næsten som en del af scenografien i løbet af forestillingen Jeanne D’Arc. De bliver i hvert fald både til får, chansonsyngende franskmænd og voldtægtsmænd. Hvordan oplevede Curcic at spille overfor koret af 25 mænd?
”Det var helt fantastisk! Det er meget sjældent, man får mulighed for at spille overfor og med så mange. Det var en form for græsk kor, der kunne skifte roller hele tiden: fra englændere til fårene på engen og til fortællere. Det var vildt og skægt. Det skaber et fortættet og ladet rum, når 25 mænd på en gang siger det helt samme. Det handler meget om timing og at lytte til hinanden. Det kræver en enorm parathed”.
Jeanne D’Arc iklæder sig mandetøj og går i krig. Foto: Per Morten Abrahamsen
Det kønspolitiske tema i forestillingen er markant. Men Curcic mener også, forestillingen går ud over dette tema.
”Selvfølgelig handler forestillingen om kønskamp, når man sætter en kvinde over for så mange mænd, men jeg synes også, forestillingen transcenderer ud over det kønspolitiske tema. For nok vil Jeanne D’Arc ikke være en kvinde, men hun vil heller ikke være en mand. Hun vil ikke være et køn”.
Jeanne D’Arc frasiger sig sit køn og sin seksualitet og iklæder sig bogstavelig talt mandetøj, da hun går i krig. Det kan være et billede på, hvordan kvinder bliver nødt til at være maskuline for at blive hørt og taget alvorligt. Det er sorgfyldt, at en kvinde ikke kan være sig selv og opnå magt.
”Det er en interessant diskussion, at kvinder måske må gå ind på mandens præmisser for at opnå magt og position. Men i forestillingen er det et spørgsmål, om hun tager mandetøj på, fordi hun er offer for miljøet og må gå ind på dets maskuline præmisser, eller om det skyldes, at hun skal i krig. Det kræver maskuline værdier, det kræver ikke blidhed og femininitet at gå i krig. Derfor er det også interessant at diskutere om, hvorvidt hun virkelig er en rollemodel for kvindefrigørelse, da hun desværre frasiger sig sit køn og bliver styret af en ydre magt”.
#metoo- bevægelsen
Man kunne se Jeanne D’Arc som en vred kvinde, og det er i hvert fald oplagt at relatere hende til #metoo-bevægelsen.
”Jeg synes ikke, hun er en vred kvinde. Der kommer vrede ud, når mændene ikke lytter til hendes ordrer og ikke forstår, at hun er sendt af Gud. Men jeg ser ikke, at hun har en grundvrede. Og jeg kan selvfølgelig godt se forbindelsen til #metoo-bevægelsen. Hun siger på et tidspunkt: ”Det er sidste gang, I ser mig som krop. Nu skjuler jeg mig”. Det er klart, at man kan se kampen om at blive set som ligeværdig og ikke at blive objekt i opsætningen. Instruktøren har også lagt vægt på, at mandens blik på kvinden hele tiden ligger og lurer i forestillingen. Selv på Jeanne D’Arc, der står helt barbarisk og vil slå ihjel for sin tro, hviler mandens blik; han vil egentlig gerne have hende. Der kan man godt drage en parallel”.
Danica Curcic. Foto: Aleksander K
#metoo-bevægelsen har været med til at synliggøre og især italesætte nogle magtstrukturer bl.a. i teater- og filmbranchen. Kan Curcic mon genkende de strukturer, der er blevet gjort synlige?
”Jeg har oplevet det i USA, da jeg lavede tv-serie derovre. Da lagde jeg virkelig mærke til det. Der kom et par kommentarer fra højtstående i arbejdstiden. Der sagde jeg fra. Jeg spurgte: ’hvad sagde du?’” og udstillede dem. Jeg fik visitkort og blev inviteret på middag. Jeg kunne mærke: ’hold kæft, det har jeg ikke oplevet derhjemme’. Og jeg kunne mærke, at jeg kommer fra Danmark og er vant til at sige fra. Jeg synes #metoo er en overdrevet vigtig bølge. Det er så vigtigt, at folk tør komme frem med deres historier. Det skaber ringe i vandet og større bevidsthed”.
Stærke kvinderoller
Danica Curcic har i løbet af sin skuespilkarriere spillet mange forskellige kvinderoller, men mener hun mon, teatret mangler flere eller mere diversitet i sine kvinderoller?
”Teatret har mange gode kvinderoller i den nye dramatik, men også i klassiske opsætninger. Nu ser vi Hamlet og Othello spillet af en kvinde. Det er der mere rum for i dag. Historisk i teatret er man selvfølgelig ungpige eller morrollen. Men man kan mærke, der er kvindelige teaterchefer. Der er stor diversitet. Det samme gælder for tv. Men jeg synes, der mangler gode kvinderoller i filmbranchen. Sidste år var der 2-3 kvindelige hovedroller ud af 25 film”, forklarer Curcic.
”Det har været en gave at få lov at kropsliggøre en karakter som Jeanne D’Arc, der gør oprør. Og at hun ikke er entydigt sympatisk er en styrke. Hun er nationalistisk og rabiat. Den type roller, mangler der i filmbranchen”.
En rød tråd af stærke stålsatte kvinderoller løber gennem Danica Curcics arbejdsliv. Hun har fx spillet Julie, der trodser sin familie, fordi hun vil have sin Romeo, og den prostituerede Lulu, som kan ses som et billede på den kvindelige seksualitet, var Curcics første rolle på teatret.
”Det var meget spændende og svært, fordi jeg var så grøn. Jeg gik stadig på fjerdeåret på teaterskolen, og det var en kæmpestor opgave. Men jeg følte, jeg tog min plads ret godt. Lulu har en helt anden seksualitet end Julie, men det var meget spændende at arbejde med. Julie bliver bevidst om sin seksualitet, mens Lulu derimod er mænds billede på den kvindelige seksualitet.”
Danica Curcic. Foto: Petra Kleis
I Lort på Husets Teater, der foregår i et italiensk Berlusconi tv-miljø, gav Curcic en fremragende præstation. Og hun sad nøgen på en piedestal under hele monologen.
”Den kvinde var så meget et offer, men ville ikke være det. Hun var spundet ind i et spindelvæv af sit eget dårlige selvbillede. Man kan kæmpe en kamp, som er den helt forkerte. Det var spændende at arbejde med sårbarhed og styrke og med had. Der er meget had i den rolle overfor sig selv”.
Curcic har også i andre sammenhænge spillet på det vilde følelsesregister og vist en del hud. Hvornår giver det mening for hende at være nøgen på scenen?
”Når det giver mening for stykket, ellers gør jeg det ikke. Jeg har været ret nøgen i flere stykker”, griner hun.
”Det har givet menig hver gang. I Lort var det stykkets præmis. Man skal være nøgen i hele forestillingen, ellers ville det ikke have samme effekt. Nøgenheden er scenografien og kostumet. Det handler om kvindekroppen, det var nøgenheden med til at forstærke – kvinden som skulptur. Det er simpelthen stykket, at hun er nøgen. Ellers ville hun heller ikke virke så udsat. Man kan mærke om nøgenheden er velbegrundet. Jeg skal selvfølgelig lige over det, når jeg tager tøjet af. Med Jeanne D’Arc giver det også mening at stå der stærkt og sige: ”Jeg er ikke en kvinde” – og så står man der med blottede bryster”.
Vælger du bevidst at spille stærke kvinder?
”Sporet af stærke kvinder ligger nok mere i min måde at gå til rollerne på. Jeg søger måske mest modet. Julie kunne man gå til helt blidt, men man kan også skrue op for modet, og det samme gælder for Jeanne D’Arc. Man kunne have lagt fokus på det naive og den blinde tro eller skrue op for handlekraften. Det ligger måske i min natur at finde modet i de roller, jeg spiller”.
