Pink Pavillon readingfestival: Hvem definerer friheden?

Under dette års udgave af reading-festivalen Pink Pavillon kredser tre nye tekster af internationale dramatikere om frihed og hvordan den betinges af kroppe, institutioner, ideer og geografi.

Jeg besøger Blaagaard Teater på den første dag af Pink Pavillon. Der skal tydeligvis foregå noget festligt. I porten hænger et glimmergardin, og bevæger man sig ind i baggården, er der rullet en lyserød løber ud og rejst en matchende pavillon. Blandt de fremmødte bliver der rundt omkring talt engelsk. Det er ikke udelukkende et dansktalende publikum, der har fundet vej til festivalen.

Vi er de historier, vi omgiver os med

I salen går det lyserøde tema igen. På et stort pink lærred er titlen på aftenens første værk malet med rosa bogstaver. Som aftenen skrider frem, bliver titlerne streget ud og erstattet af den næste. På festivalens tre dage præsenteres publikum for de tre udvalgte værker i uddrag af 30 minutter. Fredagen tæller desuden et brancheprogram og en afsluttende fest.

Med henvisning til knækbrødssloganet ”Du blir’, hvad du spiser,” byder kurator Jeppe Pachaï velkommen med ordene: ”Sund mad er godt for kroppen – at dele gode historier må være godt for sjælen.” Men Pink Pavillon handler om mere end at nære den enkelte. Pachaï fortæller inspirerende om at bygge broer, forbinde lande og kulturer og at involvere os i os selv og hinandens historier.

Exceptionel frihed

Den første fortælling, vi skal involveres i, er SHORT INTERVIEWS WITH EXCEPTIONAL WOMEN af den catalonske dramatiker Joan Yago Garcia. Fra højtalerne spiller Whitney Houstons I’m every woman. Skuespiller Kasper Krassimir kommer hoppende og nynnende ind på scenen og stiller to stole parat. Han agerer interviewer i de absurde, komiske og urovækkende samtaler med forskellige kvinder, der har defineret frihed på ekstreme måder:

En menneskelig Barbie prædiker sundhed og spiritualitet. Hun er resultatet af en flydende diæt og den sorg, hun bærer fra et tidligere liv, hvor hendes art på en fjern planet blev udryddet. En tidligere depressionsramt kvinde har opgivet job, mand og børn for at identificere sig som en 6-årig. En doktor jager det evige liv og uploader sin sygdomsramte mors hjerne til en teknologisk enhed.

I det rå format, hvor skuespillerne ikke er i kostume og læser op direkte fra manuskripterne, træder karaktererne stadig tydeligt frem. Alberte Alexis Ibsen er en aldrig-smilende Barbie og en optimeringsoptimistisk doktor, mens Amira Jasmina Jensen leverer halvt barnlig sjæl, halvt ustabil voksen samt hakkende robot med uendelig langsom processeringstid.

Krassimir er indlevende, medfølende, kritisk som journalist og lader publikum tage del i reflektionen over, hvordan de exceptionelle kvinders svar på frihed og retten til selv at definere den, er udvidende og begrænsende. Teksten synes at spørge: Hvad er menneskelighed overhovedet? Hos Garcia ser verden i hvert fald meget anderledes ud afhængigt af, hvem vi lader bestemme svaret.

Frihed defineret af institutionen

Aftenens anden oplæsning kredser også om frihed. I den tyske dramatiker Elisabeth Papes EXTRA ZERO er det institutionen for unge med spiseforstyrrelser, der sætter rammerne, og bestemmer, hvornår de indlagte er sunde nok til et liv i frihed fra hyppige vejninger og sygeplejersker, der kun kender dem gennem deres journaler.

Publikum får indblik i systemets absurditet, når fikseringen på vægtforøgelse og systematisk journalføring mimer spiseforstyrrelsens logikker og kalorietælling. Ibsen og Krassimir giver stemme til to unge indlagte, der finder fællesskab i deres sygdomsforløb og sammen drømmer om at spise pølser – og rent faktisk give kroppen lov til at fordøje dem.

På trods af det tunge emne, svinger teksten fra alvor over i øjeblikke, hvor publikum forløses i latter. Når livet efter institutionen for hovedpersonen fortsætter som fitnessinfluencer, der maksimerer sit proteinindtag med alt fra proteinpandekager og -shakes til proteinkaffe, -sukkerknalder og alkohol, skriger teksten på frihed fra kropsoptimeringslogikker, der gør mennesker besatte og syge.

Friheden til land

Aftenens sidste tekst TATREEZ af Valentine Sergo belyser frihed afskåret af krig og besættelse samt en selvundertrykkelse, der er vokset ud af at fortælle sin historie på sikker afstand. En forfatter i vesten kæmper med at skrive sin historie frem, alt imens hendes elskede befinder sig ”i ruinerne af sit liv” i Palæstina. Skuespillerne agerer forskellige stemmer i og omkring fortællingens hovedperson: Hendes tanker, hendes samtaler, i hverdagen, på tekst, videokald og beskeder.

Hun er forvirret og har svært ved at finde ud af virkeligheden, som omvendt er tydelig for ham: Han har forladt håbet, men bevarer alligevel en konkret håbefuld tilgang til sit liv og situation: At blive boende i sit land er for ham en måde at bevise, at det findes.

De tre tekster læst op af de samme skuespillere i direkte forlængelse af hinanden giver en følelse af, at både ord og karakterer bliver båret med videre. Der er fysiske spor efter hvert uddrag på lærredet, og samtalerne om historierne fortsætter i pauserne under pavillonen, hvor det er muligt at spørge skuespillerne om deres oplevelser med teksterne.

Pachaïs indledende ord bliver konkrete, når det i løbet af aften bliver tydeligt, hvordan historierne på forskellig vis sætter aftryk. Oplæsningerne efterlader mig påmindet om fortællinger som en vigtig sammenhængskræft. Pink Pavillon lykkes med at vise spændvidden i ny dramatik og samtidig med at skabe samtaler og fællesskab omkring historierne.