★★★★☆☆ Sønderborg Sommer Revy Show 2026 er et festligt fyrværkeri

Sønderborg Sommer Revy Show forsøger i år atter at balancere klassiske revyelementer med showelementer, og sidst på sæsonen har revyshowet fundet ind i en flydende rytme, hvor magiske sange, nedtonet komik og holdets stærke dynamik overstråler de mere platte karakterer og tynde tekster. Alt er ikke godt i årets revyshow, men meget er, og kunne med flere gode tekster være endnu bedre.

Sønderborg Sommer Revy Show 2026 har hængt både kulørte lamper og en imposant lysekrone i loftet over os og åbner med smæk på showdelen. Scenografien er centreret om en trappe, der giver den ene flotte entré efter den næste i revyen, der især vinder på showdelen, men heller ikke er helt ueffen på revydelen.

Går det hele itu?

“Vi har ventet lige så længe som på en ny regering,” siger revydirektør Jeff Schjerlund i sin velkomst, og selvom bemærkningen refererer til at komme i gang med sæsonen, virker holdet stadig tændte som var det første spilledag. Schjerlund vender jævnligt tilbage som sig selv med korte kommentarer til verdenssituationen koblet med oplæg til næste sketch. Det er et godt greb, hvor værtsrollen bliver tydelig og skaber forbindelse mellem scene og sal. “Har I det godt?” spørger han ofte – og det har vi.

Schjerlund står selv for både bedste og værste nummer. Skarp og chokerende i in-your-face Smadresangen af Kim Ace og Ole Kibsgaard. Scenografien slår sprækker i et flammehav, mens desperationen kommer ud i linjer som “jeg lammes af ensomhed og kriser” og “hvor skal jeg gå hen?” for at kulminere i en opfordring til os alle om at gøre noget, før “det hele går itu”. Det er måske ikke den mest subtile tekst, men den siger det, der skal siges og forløses i et fortvivlende, nærværende nummer.

Mindre skøn er Schjerlunds Jack Jukebox-karakter, som har overvintret fra sidste år. En særdeles højtråbende herre i ubestemmelig Vegas-style, der i år “boller” med en tilskuers hjerne i et plat nummer, der mest handler om at få alle på fødderne og synge med. En gimmick, der også blev brugt sidste år, men her tenderer det tåkrummende.

Bukserne holder

De seks på scenen har hver sine forcer, der gør, at bukserne holder nogenlunde, når der skræves mellem deciderede shownumre som de tre herrers saftigt swingende og Thomas Eje-steppende Swing King Diamonds, der åbner anden del med stil, og Jesper Lundgaards revytraditionelle karakterer som henholdsvis radiovært med højtsiddende bukselinje og pivvissen kursusdeltager, der har forvekslet ordene “strik” og “drik”. Det er i den grad tøhø-humor, som da bestemt har et publikum, men nok ikke i fremtiden.

Så går det straks bedre i den flot underspillede Vase & Fuglsang-tekst Hvordan var det nu lige? om parret, der har glemt, hvad de lavede, før de fik skærme. Lundsgaard og Rikke Buch Bendtsen spiller oprigtigt nysgerrige på denne gåde, som de er næsten ved at løse, hvis blot ikke strømmen kom tilbage. Sketchen er den klart bedste af den buket, der med afsæt i hjemmet også behandler vejvrede, venindesladder, pronomier til børnefødselsdag eller i klassisk forvekslingsstil “river den af”.

Revyshowet havde premiere før regeringsdannelsen og har måske derfor heller ikke mange politiske karikaturer med. Jesper Lundgaard laver dog en fin, ultrakort entré som “parti, par tre, partout”-Lars Boje, og efterfølges af Rikke Buch Bendtsens diabolske Inger Støjberg . “Ingen er mere Inger end mig,” truer hun i en godt skruet tekst af Sune Gylling Æbelø. Ingen af de to endte som hovedpersoner efter valget, men særligt Inger-nummeret fylder flot som et mere klassisk revynummer.

Overgearede udtryk og nedtonet magi

Ane Høgsberg har også godt fat i revygenren i sit tredelte nummer om Dorte, der skal informere os om kommunens bredskab. Så megen kommunetræthed i én krop kombineret med så mange gode råd om at preppe rigeligt med Slotsøl, der som bekendt “holder sig længere end vand”. Det er ikke i sig selv originalt, men Høgsberg har skabt en karakter, der udløser genkendelsens grin blot ved synet af hendes gule vest.

Johanne Milland slår især til som sanger med Mille Lambert og Ole Kibsgaards Hjem. Helt æterisk står hun med det gigantiske isblå skørt flydende ned over trappen. Her er vi ikke i revy – i traditionel forstand – men det er et dragende smukt nummer. Milland har ellers flest fjollekarakterer, men slår præcist til som Yvonne i Leif Maiboms Olsenbanden på museum, hvor hele holdet får lov at gakke ud i en tekst, der muligvis handler om kulturel kolonialisme – det er i øvrigt lige meget, for de er søde og sjove. Thomas Eje gløder af musikalitet, men haler også en habil Trump-parodi hjem i egen tekst, Maga.

Ole Kibsgaards band leverer flot i mange genrer og binder ofte en musikalsk vignet til det foregående nummer a la Aarhus Revyen – dog kunne jeg godt have undværet de børnetv-glade toner af Glemmer du. Det kan også blive for kækt upbeat, når showbåden ruller. det er nok også en smagssag, om man køber Dannebrogs-euforien i Troligans – men hele salen sang med på fodboldsangene. Langt smukkere var revyens afskedsalut med Kim Aces længselsfulde ord til publikum, der går lige om lidt: “Hvor kan vi finde jer.”

Det var en poetisk og nærværende finale på et revyshow, der har både forrygende musikalske numre og tynde tekster, både overgearede udtryk og sans for det nedtonedes magi. Kim Ace og Jeff Schjerlund overtog revyen for to år siden, og vandt allerede sidste år hjerterne i Sønderborg. “Alt er godt, så længe jeg ikke er fra Åbenrå,” som københavneren Schjerlund siger. Alt er ikke godt i årets revyshow, men meget er, og kunne med flere gode tekster være endnu bedre, da Kim Ace med få undtagelser har vist sig som en uhyre sikker instruktør.