Det er en kold aften i februar, men jeg sidder heldigvis i et varmt biografsæde i en mindre engelsk by – klar til at se min første live-transmittering af en teaterforestilling. Det er et Shakespearestykke, Helligtrekongersaften.
Det starter egentlig meget godt. Journalisten på teatret introducerer forestillingen, og vi i biografen bliver varmet op med lidt ekstra guf i form af et interview med en af skuespillerne. Men så er der også lukket for godteposen. Forestillingen går i gang, og jeg mærker straks, hvordan jeg føler mig sat tilbage i salen. Det kollektive nærvær, som er teatrets force, kan jeg ikke blive en del af fra min plads i biografsædet.
Til gengæld kan jeg komme helt med op på scenen i et nærbillede af en skuespillers ansigt. Produceren beslutter nemlig definitivt min synsvinkel, distance og perspektiv på forestillingen hele vejen igennem. Til tider føles det dog mere som en frihedsberøvelse end en egentlig luksus. Friheden til selv at gå på opdagelse i scenebilledet vil jeg nødig være foruden – det er den, der gør, at jeg som regel sidder lidt længere fremme i sædet i teatret end i biografen, hvor alle beslutningerne på forhånd er taget for mig.
For trygt
I det hele taget er det hele meget trygt. For trygt. Frygten for at blive hevet med op på scenen hører på en måde med til at gå i teatret. Det er en frygt for at blive berørt – følelsesmæssigt eller konkret. Det er en frygt, der får os til at mærke, at vi er til stede i rummet lige nu og her.
I pausen har producenten den frækhed at afbryde live-forbindelsen. ”Vi er tilbage om 10 minutter”, står der på skærmen, og følelsen af at være andenrangs tilskuer forstærkes. Muligheden for at sidde og kigge op på scenen i pausen og spekulere over, hvad der mon kommer til at udspille sig i anden akt går tabt. Jeg må nøjes med en mobil iskiosk, der bliver rullet ind i biografen og tilbyder mig at slå ventetiden ihjel med en Magnum.
Teatrets knæfald
Da forestillingen er slut, sidder jeg og spekulerer over, hvad live-transmittering gør for en teaterforestilling og for teatret generelt. Er det et effektivt værktøj i bestræbelsen på at udbrede kendskabet til kunstformen, eller et udtryk for teatrets knæfald for den digitale tidsalder? En erkendelse af, at teatermediet ikke på egen hånd formår at gribe fat i de mange, og i værste fald lever op til sit elitære rygte?
Uanset hvad er der argumenter både for og imod konceptet. Et af de vigtigste argumenter for er måske, at live-transmissionerne kan fungere som en appetitvækker for folk, der ikke kommer i berøring med teatret af andre veje. Et andet argument er, at transmitteringsmuligheden er med til at bygge bro over nogle geografiske uligheder i kulturudbuddet. Hvis man eksempelvis bor i Skagen og gerne vil se en forestilling på Det Kongelige Teater, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse, og så er storskærmen måske et udmærket bindeled mellem landsdelene.
Alligevel sidder jeg den dag i februar tilbage med følelsen af at have fået serveret erstatningskaffe. Det går til nøds an, men man holder aldrig rigtigt op med at hungre efter den ægte vare.
