Fredericia Teater har 6. april atter verdenspremiere på en musical, der tager afsæt i en tegnefilm, DreamWorks Prinsen af Egypten. ISCENE har talt med teatrets direktør Søren Møller om, hvad adaptionen fra tegnefilm til musical kan, men allermest om, hvad musicalen kan som genre.
Jeg har en lidt træt Søren Møller i telefonen midt i de sidste tekniske prøver en uges tid før premieren. Netop de tekniske greb imponerer ofte i Fredericia, ikke mindst i forrige års Klokkeren fra Notre Dame. Men Søren vil ikke løfte sløret for hvilke tekniske løsninger, vi skal overraskes af denne gang, for som han siger: ”Teknikken skal jo ikke overtage forestillingen”. Det handler derimod om at finde tværsnittet mellem forlystelse og forestilling, hvor tilskuerne pludselig oplever at være en del af forestillingen. ”Det handler om at få alle elementer til at spille sammen, så det er forestillingen, der bliver stjernen, og publikum får oplevelsen af at forsvinde ind i værket”, præciserer Søren.
Han vender derfor også mit forudfattede, negative spørgsmål om kombinationen af tegnefilm og musical ikke bare er eskapisme på hovedet: ”Hvis du med eskapisme mener, at man for en stund forsvinder ind i et andet univers, fordyber sig i det, rammes af det og reflekterer over det, så jo. Den fordybelse, refleksion og koncentration, tror jeg, er enorm sund i en verden, som stadig flimrer, og kan opleves enormt fragmenteret. At kunne fordybe sig 100 % i et værk i nogle timer og forsvinde ind i det er muligvis eskapisme, men jeg vil vove den påstand, at det er sundt”, siger Møller og uddyber: ”Sundt, fordi man ikke bliver forstyrret. Personligt holder jeg op med at tænke på andet, når jeg ser en god forestilling. Det er derimod forfærdeligt, hvis vi ikke formår at være underholdende, hvis vi som tilskuere kommer foran værket. Så hopper vi af, så springer tankerne væk”.
”Publikum skal altid forlade salen ”rigere” end de kommer ind”, fortsætter Søren, og det handler både om at få en fantastisk oplevelse i baggagen, men også at få noget at tænke over. I den aktuelle forestilling Prinsen af Egypten ”er der mange væsentlige og relevante tematikker, men jeg synes især, at de familiære relationer og komplikationer er lige så relevante i dag, som de var dengang. Hvilket ansvar har vi, hvad er os pålagt, og hvorfra? Nuvel, du og jeg kan formentlig ikke dele Det Røde Hav, men vi KAN gøre en forskel på verden, hvis vi agerer. Hvis vi kan animere og inspirere den enkelte til at ville gøre en forskel på verden, så har vi nået meget. Du og jeg KAN gøre forskel – og personligt synes jeg, at det er vigtigere end nogensinde, at vi rejser os fra det tankeløse flow af ligegyldigheder på de sociale medier og genopdager, at livet skal leves ude i verden, og at det HAR betydning, hvad det enkelte menneske gør”.
Søren Møller er om nogen musicalens mand og han reagerede da også prompte, da Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen fornylig affærdigede genren i en klumme i avisen. Han argumenterede i sit modsvar især for, at musicalgenren som alle andre byder på både gode og dårlige varianter, og nævnte som eksempel på de gode en række musicals, der beskæftiger sig med debatskabende historiske og samfundsrelevante temaer, fx Assassins og Next to Normal. Men hvorfor sætter Fredericia Teater så ikke den type musicals op, spørger jeg. ”Det gør vi så sandelig også – de får bare ikke den samme opmærksomhed. Forestillinger som The Last Five Years, Story of My Life, Title of Show, LIZZIE og Problemet med Douglas gør netop dét. De publikummer, som kommer og ser disse såkaldt mere eksperimenterende musicals, elsker dem og foretrækker ofte disse frem for de ”store”. De har bare ikke det samme brede appeal. Vi kan ikke leve af de smalle forestillinger, men de er med til at udvikle teatret og talenterne og nogle gange kan de vokse. LIZZIE viste sig fx at have internationalt potentiale. Men den refleksive dybde findes altså også i de brede forestillinger. De tager så lang tid at lave og er så komplekse, at der SKAL være et substantielt indhold for, at det er arbejdet værd”, pointerer Søren.
Musicals fylder stadig mere i teaterlandskabet, men da jeg spørger, om Søren ser det som en fare, afviser han det straks: ”Hvilken fare skulle det være? Det svarer jo til, at du spørger, om det er et problem, at der trykkes mange bøger. Jeg håber, at den øgede såkaldte konkurrence og det større udbud vil føre til, at kvaliteten stiger og stiger. Der findes godt og dårligt producerede musicals, og af og til kunne man have nogle producenter mistænkt for at producere dem udelukkende for at få flere gæster i teatret. Jeg ønsker og håber, at incitamentet i stedet må blive at lave gode musicals med passion for genren, og som konsekvens af dét at få flere gæster i teatret. Jeg forstår godt, at publikum gerne vil se det, for når det er lavet godt, er det fuldstændig fantastisk. Det er ikke en bølge – det er en blivende del af det danske teaterlandskab. Det skaber masser af nye teatergængere, og det er der vel ingen, der kan være sure over?”, spørger Søren retorisk.
Da jeg beder ham uddybe genrens attraktion, peger han på dens karakteristika og på begrebet folkelighed: ”Der er meget komedie i musicalgenen og komedie tiltrækker bare flere. Komedie signalerer en god aften ude, man forventer at blive underholdt og måske at få lidt mere med hjem – lidt kalorier. Folkeligt teater defineres tit som noget, hvor man lefler for publikum, men det er forkert. Folkelighed handler om at appellere til mange. Fredericia Teater skaber mange teatergængere, der får en oplevelse, der gør, at de søger videre og opsøger andre genrer. Jeg synes, det er værd at kæmpe for at udvide folks horisont”, afslutter Søren.
Fredericia Teater har især benyttet sig af adaptioner fra tegnefilm til musical for at appellere til et bredt publikum, så hvad er det, de to genrer kan berige hinanden med? ”Det er en kæmpe udfordring at skabe en musical på baggrund af en tegnefilm, men vores udgangspunkt er altid at give forestillingen sit eget helt unikke udtryk – på teatrets præmisser. Ikke at genskabe tegnefilmen, for så vil man altid blive en dårligere kopi af noget, som fungerer bedre som film. Teater fungerer – efter min mening – bedst, når man lader publikum gøre nogle af ”sætningerne” færdige. Når fantasien og forestillingsevnen skal spille med”, siger Søren og fortsætter: ”I tilfældet med Prinsen af Egypten, er det vigtigt at få skabt et lærred, som har plads til det store episke udtræk, det intime romantiske nærvær og det store drama. Der er jo bogstaveligvis tale om en fortælling af bibelske proportioner. Dog er vores udgangspunkt, at det er i de menneskelige relationer, at dramaet opstår og historien skal fortælles. Når vi forstår deres smerte, glæde og længsel, klinger vi selv med. Og det er dér magien opstår”.
Disney tog for år tilbage initiativet til samarbejdet efter at have læst om Fredericias arbejde med at udvikle talent og produktioner med fokus på kvalitet og professionalisering. Teatret fik som de eneste i Europa forestillingen Aladdin, og det var Disneys repræsentanter, der foreslog Søren at rykke forestillingen til København, hvor også Prinsen af Egypten spiller på Det Kongelige Teater til sommer. Han ser det som ”en mulighed for at rykke markedet. Alle advarede mod at spille teater om sommeren, men det viste sig, at sommervarme ikke er en hindring for underholdning med kvalitet”.
Disney-produktionerne har givet Fredericia Teater et internationalt ry, der ifølge Søren gør ”at mange af de store spillere kommer til os”. Med Prinsen af Egypten samarbejder Fredericia Teater for første gang med DreamWorks og her var det Sørens mentor, Broadway-komponisten Stephen Schwartz, der opsøgte teatret og spurgte, ”om vi ikke havde lyst til at producere og medudvikle verdenspremieren. Det er selvfølgelig en stor glæde og en stor ære. Uanset om det er Disney, DreamWorks, Universal eller os selv, så er udgangspunktet altid at fortælle den gode og vedkommende historie på en fængslende og underholdende måde, og at sikre at forestilling VIL noget”, understreger Søren til slut.