Tysk-arabisk forestilling sætter fokus på syriske kvinder i eksil

<strong>Tysk-arabisk forestilling sætter fokus</strong> på syriske kvinder i eksil

Forestillingen Iphigenie på Volksbühne Berlin. Foto: Gianmarco Bresadola

Nina Branner:

er uddannet i litteraturvidenskab og kulturjournalistik fra Universität der Künste i Berlin, og skriver om kultur og samfundsstof for blandt andre Dagbladet Information, Weekendavisen og berlinske medier.

Billedserie

Iphigenie
Fra 19 maj 2018
Volksbühne, Berlin

Billedserie

Iphigenie
Fra 19 maj 2018
Volksbühne, Berlin

Den græske prinsesse Ifigenia ofrede i myten sit liv for fædrelandet. En skæbne ikke ulig mange unge syriske kvinders, mener den prisbelønnede syriske dramatiker Mohammad Al Attar. Med sin aktuelle forestilling Iphigenie på Theater Volksbühne i Berlin lader han otte kvinder fortælle om deres flugt fra Syrien, deres nye liv i eksil og det ofte komplicerede forhold til far.

”Hvornår opdagede du din kærlighed til at spille skuepil?”

Den unge kvinde med det glatte hår og de mørke øjne ser ind i kameraet. Hun løfter det ene øjenbryn og lader et flygtigt smil glide over sit ansigt.

”Fra min allerførste rolle. Jeg har altid spillet en rolle”. Hun retter på den lange, hvide nederdel og slår så blikket ned.

Layla Shandi er én af de otte syriske kvinder, der er kommet til Tyskland som flygtning og siden efteråret 2017 har været en del af det prominente Theater Volksbühnes repetoire. I forestillingen Iphigenie løfter de sløret for en verden, der for udenforstående kan være svær at begribe. Og at spørge ind til. For hvordan lægger man en krig bag sig og lever videre i et fremmed land, hvor man ikke blot skal lære rollen som ”flygtning” at kende, men også en ny kvinderolle?

Forestillingen Iphigenie på Volksbühne Berlin. Foto: Gianmarco Bresadola

“Kvinderne har betalt og betaler den største pris for konflikten i Syrien”, siger manden bag forestillingen, Mohammad Al Attar, da jeg møder ham på en café i “araber-bydelen” Neukölln i Berlin.

”Samtidig har de de ringeste muligheder for at tale om det. Det er sjældent, vi hører deres historier fra deres eget perspektiv. Kvinderne var i frontlinien i den syriske revolution fra starten. Det er der mange, der ikke ved – selv syrere. Men kvinderne har kæmpet mod patriarkalske strukturer og sociale doktriner længe før revolutionen i 2011. Og de kæmper stadig”.

Med i Iphigenie for ikke at blive sindssyg

Mohammad Al Attar er en af Syriens kendteste dramatikere. Hans stykker om krig, diktatur og flugt har været opført i London, New York, Beirut, Bruxelles og Tyskland. Men i hjemlandet kunne han ikke vise dem officielt, fordi de blev opfattet som et oprør mod Bashar al-Assad og IS. I Europa og Vesten har han derimod haft stor succes med sit politiske teater og var i forrige sæson aktuel med hele to stykker på den tyske hovedstads største scener.

Mohammad Al Attar
Mohammad Al Attar. Privatfoto.

Iphigenie havde premiere i Berlins største flygtningelejr i efteråret 2017 og spiller nu på Volksbühne. Stykket er sidste del af en trilogi om syriske kvinders liv i eksil, som Al Attar sammen med instruktøren Omar Abusaada har sat op i Jordan, Beirut og Tyskland. Alle tre er adaptioner af græske tragedier. Men i stedet for at imitere den traditionelle iscenesættelse af Iphigenie valgte Al Attar at iscenesætte forestillingen som en casting inspireret af den faktiske udvælgelse af kvinder til opsætningen. Omkring 40 syriske kvinder i alderen 19 til 30 dukkede op til castingen i Berlin, som Al Attar annoncerede på sociale medier.

Hvad var kvindernes baggrund for at ville være med i forestillingen?

“De kom fordi, de vil være skuespillere eller bare fortælle deres historie og blive en del af et miljø. Fordi de var ensomme og gerne ville møde mennesker i samme situation som dem selv. Vi valgte dem, der var mest målrettede og havde den største lyst til at stå på scenen. Vi krævede ingen skuespilevner eller erfaring“.

De fleste af de otte kvinder, der endte med at blive en del af Iphigenie, har dog drømme om en karriere på de skrå brædder. Som for eksempel Layla Shandi. Den 24-årige kvinde fra Aleppo kom til Berlin for at skabe et bedre liv for sin lille søn. I figuren Ifigenia ser hun ligheder med sit eget liv, fordi også hun har ofret sig selv til fordel for noget større. Men nu vil hun ikke længere undvære det, der gør hende glad, siger hun i stykket om sin motivation for at gå til casting på Iphigenie.

Holdet bag forestillingen Iphigenie på Volksbühne Berlin. Foto: Gianmarco Bresadola

En anden, Rahaf Salama, meldte sig til projektet på grund af lønnen – og for ikke at blive sindssyg. “Min historie giver ingen mening, hvis den ikke bliver fortalt. Jeg har håb og drømme som alle andre. Jeg vil så gerne finde noget, der kan åbne mig for det smukke i verden igen”, siger den kønne, krølhårede kvinde, som kom alene til Berlin efter at have boet længe i en flygtningelejr i Beirut.

”Min far er min svaghed og mit kraftpunkt”

I den græske tragedie Ifigenia i Aulis af Euripides bliver sagnkongen, Agamemnon af Mykene, dømt til at ofre sin datter Ifigenia for at få god vind til sejladsen mod Troja. Ifigenias tragiske skæbne har været emne for dramaer af blandt andre Johan Wolfgang von Goethe, og også Søren Kierkegaard bruger figuren i Frygt og bæven om det etiske menneskes valg. Gennem Iphigenie ville Al Attar udforske det komplicerede far/datter-forhold, der gør sig gældende for nogle syriske kvinder.

“På trods af de totusinde år, der er mellem Europides’ Ifigenia og nutidens syriske kvinder, lider begge under krig, fordrivelse og undertrykkelse. Vi valgte denne tragedie, fordi den tematiserer en ung kvindes livtag med offer og afkald. Det kæmper disse kvinder også med nu, og det skabte en god kontekst til at diskutere deres vilkår. Ifigenia bliver dømt til sådan en tragisk skæbne af sin far, som også elsker hende – faderfiguren i tragedien kærlig og hengiven”.

“Han er den, jeg elsker højest, men der er så mange ting, vi ikke kan tale om”, siger en af kvinderne i forestillingen. “Mit forhold til min far er specielt. Han er min svaghed og mit kraftpunkt. Nogle gange tænker jeg, at jeg elsker ham så meget, at det fik mig til at flygte”, fortæller en anden. “Egentlig kom jeg til Berlin på grund af eventyret. Men nu føler jeg mig alene. Nogle gange går jeg rundt i byens gader i timevis for ikke at føle mig ensom”.

Forestillingen Iphigenie på Volksbühne Berlin. Foto: Gianmarco Bresadola

“Disse kvinder er i en skrøbelig situation. De savner den sociale beskyttelse, de kender fra Syrien og samtidig har de pludselig en frihed, de ikke har haft før, og de prøver at finde sig selv væk fra familiens byrde“, fortæller Al Attar.

I Syrien var det største problem – for kvinder såvel som mænd – at der ikke var politisk frihed, fastslår han. For uden politisk frihed i et samfund, er der langt til italesættelsen af kvinderettigheder. På spørgsmålet om det i nogle tilfælde kan være en positiv ting for kvinderne at komme væk fra Syrien – og deres familier -, siger Al Attar klart ja. Men dette frihedens spørgsmål er ikke så simpelt, tilføjer han.

”I eksil har de nu større mulighed for at udtrykke og forfølge deres drømme, og de ved, at de er beskyttet af loven. Disse kvinder har mere frihed nu, ja, men de er bebyrdet af et tungt traume, og de har brug for tid. Rejsen til “the safe haven” har forskellige faser. Før man som flygtning når frem til den endelige destination, har man ofte bare travlt med at overleve for eksempel druknedøden. Efter man er kommet frem, er man optaget af at få alt til falde på plads – flygtningehjem, papirer, asyl. Det er først nu, at disse kvinder mærker traumet og skrøbeligheden, der eksploderer inde i dem“.

De undertryktes teater

Al Attar flygtede selv fra Syrien i 2012, fordi han havde været aktiv i den syriske revolution. Efter et par år i Libanon kom han til Berlin med et program for politisk forfulgte forfattere og har nu fået asyl. Han studerede engelsk litteratur og dramaturgi i London og Damaskus, hvor hans forældre og søster stadig bor. Selvom Al Attar ikke officielt kunne vise sine stykker i Syrien, kunne han ikke lade være at „fokusere på tabu-emner“, fortæller den spinkle, 37-årige dramatiker med det lange, sorte hår.

”Censur er forfærdeligt, men det er også en god motivation for kreativitet og innovation. At finde måder at tale om de vigtige emner. Det arbejde, jeg lavede i Syrien, er for mig stadig en essentiel del af min kunstneriske praksis“, siger han.

Efter den brasilianske, marxistiske teatermager Augosto Boals parole om De undertryktes teater arbejdede Al Attar med flygtninge og unge på institutioner og i fængsler. Metoden er en paraply af redskaber, der har til formål at provokere politisk og social udvikling ved at lade udsatte samfundsgrupper udforske deres egen sociale virkelighed.

Forestillingen Iphigenie på Volksbühne Berlin. Foto: Gianmarco Bresadola

Så du også kvinderne i Iphigenie som en undertrykt gruppe?

“Ikke på samme måde. Gruppen repræsenterer jo heller ikke nødvendigvis “den syriske kvinde” – de er jo individer. Men vi ville give dem rum til at fortælle deres historie, og det var vigtigt for os at forstå de komplicerede lag af de syriske kvindes kamp. I krigstider er det sjældent, at historien bliver dokumenteret af kvinder. Jeg håber, at vores forestillinger senere vil stå som teaterdokumentation af afgørende faser af den syriske kamp”.

Kvinder er emotionelt stærkere end mænd

Af de otte syriske kvinder, der nu står på scenen på et af Tysklands mest traditionsrige teatre, bærer to af dem hijab. I en scene gengives en situation fra den oprindelige casting til stykket, hvor den bare 17-årige Hebatullah Alabdou bliver spurgt, om hun ser et modsætningsforhold mellem hendes tro og det for eksempel at skulle kysse en anden skuespiller på scenen. Det gør hun ikke. ”Men kan jeg ikke gøre noget andet end at kysse?”, smiler hun uskyldigt og lægger hovedet på skrå.

Hvordan ser fremtiden ud for disse kvinder, hvis de bliver i Europa?

”Jeg er optimistisk. Jeg håber, at denne generation af kvinder vil finde deres egen vej. De skal jo starte fra nul. Ideelt begynder de at studere eller fortsætter deres studier. For nogle vil det være meget svært at finde ud af, hvad de vil, og hvad de kan. Men jeg tror, de har modet, og at de værdsætter deres nye muligheder”.

To af kvinderne er nu involverede i nye teaterforestillinger, to studerer arkitektur, en arbejder i en syrisk NGO og to går i gymnasiet. Den 21-årige Baian Aljeratly har netop været til prøve på samtlige af Tysklands fire teaterskoler. På én gik hun videre til den sidste, afgørende prøve men blev valgt fra, fordi hendes tyske endnu ikke er godt nok. Modsat andre af de medvirkende i Iphigenie, ser hun ikke flugten til Tyskland som et offer. Tværtimod er hendes nye liv en chance for at forfølge sin drøm om at blive skuespiller.

Hvad var det vigtigste, du lærte i arbejdet med kvinderne?

“Jeg opdagede, at de er meget stærkere, end jeg troede. Og at de er nødt til at være stærke. Jeg troede, at det bedste, der kunne ske for denne generation af kvinder var at komme til lande med et godt, socialt system og retslig beskyttelse. Men nu ser jeg, hvor meget mod og styrke, det kræver af dem at komme over ens med deres nye situation. Folk er jo stadig ofte negative eller tøvende over for flygtninge eller tror, at det er nemt for dem at integrere sig. Men de betaler en høj pris. Nogle af dem vil ikke overleve psykologisk, hvis de ikke har den nødvendige emotionelle styrke. Selvom jeg tror, at kvinder er emotionelt stærkere end mænd, er de stadig mere knyttede til deres familier, og det gør det endnu sværere for dem at finde sig til rette det nye sted. Jeg håber, at folk vil begynde at se på deres situation fra dette perspektiv”.

Mohammad Al Attar er 37 og politisk flygtning fra Syrien. Har boet i Tyskland siden 2015. Hans stykker har været vist i London, New York, Beirut, Bruxelles og Tyskland. 'Iphigenie' havde premiere i Tysklands største flygtningelejr i efteråret 2017 og har siden spillet på Volksbühne som en del af det faste repertoire.

Del artiklen

'Tysk-arabisk forestilling sætter fokus på syriske kvinder i eksil'

Facebook