Det er med humoren som virkemiddel, at Teater FÅR302 denne gang griber emnet ‘Danmark som kolonimagt’ i forestillingen Hvid Uskyld. En forestilling, der er et forsøg på at rette op på et kollektivt hukommelsestab og stille spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal give en officiel undskyldning til de tidligere danske kolonier i Vestindien. Men skal vi det? Debatten blev krads og ikke entydig, da ISCENE var med til artist talk efter forestillingen på Får302.
Hvid Uskyld er en forestilling, der lægger op til at (hvide) danskere skal grine af sig selv og deres egen uvidenhed. Det skal de for at blive klogere på fortiden, så den mørke periode ikke arkiveres igen efter 2017 – 100-året for frasalget af De Dansk Vestindiske Øer.
På scenen står tre hvide skuespillere. Karakterernes uvidenhed udstilles gennem crazy popnumre og scener, hvor danske turisters moralske kompas sættes på prøve. I panelet, der skulle debattere officielle undskyldninger og spørgsmålet om retten til at fortælle historien, sad instruktør Lene Skytt, kunstner Miriam Haile og idéhistoriker Astrid Nonboe Andersen. Instruktør og forlægger Iben Hendel Philipsen var moderator.
Vi vidste ingenting
Instruktør Lene Skytt fortalte, at idéen til forestillingen opstod i forbindelse med 100-året for salget af De Vestindiske Øer. Holdet var allerede sat, og det bestod udelukkende af hvide danskere. Ingen vidste særligt meget om kolonitiden og selvom diskussionen startede med, om den danske stat kan sige undskyld eller ej, fandt castet hurtigt ud af, at det var meget mere komplekst.
Derfor kom det i stedet til at handle om, hvor pinligt det er, at danskere generelt ved så lidt om emnet. Det blev til en forståelsesproces, der også handlede om at forstå de konsekvenser, som kolonifortiden har i dag og de magtstrukturer, fordomme og fremstillinger, der stadig eksisterer.
Uskyldig kolonialisme
Paneldiskussionen tog udgangspunkt i begrebet ‘uskyldig kolonialisme’, beskrevet af idéhistoriker Astrid Nonboe Andersen i bogen Ingen undskyldning. Et begreb, der bruges til at forklare den selvfortælling, hvor Danmark fremstår mere uskyldig end andre kolonimagter. ‘Uskyldig kolonialisme’ er noget, de fleste kolonimagter har benyttet sig af for at legitimere sig selv, men det, der er specielt ved Danmark, er, at vi har fået lov til at beholde det narrativ meget længere, og det ligger dybt i den terminologi, vi stadig i dag bruger til at tale om vores historie.
Det var dog ikke kun betydningen af officielle undskyldninger, der fyldte i debatten, men også spørgsmålet om, hvem der har retten til at fortælle historien og om de hvide danskeres selvransagelse er den bedste måde at fortælle historien på.
Et samarbejde efterspørges
Et kritikpunkt ved forestillingen Hvid Uskyld var blandt andet, at slavernes og efterkommernes stemme ikke var en del af forestillingen, der kun fremstiller (hvide) danskeres selvransagelse og deres blik på/fordomme om mennesker med anden hudfarve end hvid, som i talken blev refereret til som ‘personer i racialiserede kroppe’. Det blev fremhævet som problematisk af flere stemmer i panelet, fordi forestillingen på den måde er med til at fastholde stereotyper.
Billedkunstner Jeannette Ehlers tidligere performances blev fremhævet for at have rykket positivt ved den kollektive forståelse af kolonitiden, og der blev efterspurgt et samarbejde, hvor personer i racialiserede kroppe arbejder sammen med hvide danskere om at skabe værker, der kan gøre op med de magtstrukturer, der stadig gør sig gældende i dag. Argumentet var, at modstanden og opgøret med det hvide regime ikke kun kan komme fra de racialiserede selv og det at åbne op for et samarbejde derfor kunne modvirke, at undertrykkende hierarkier reproduceres.
LÆS OGSÅ ISCENES ARTIKEL OM JEANNETTE EHLERS AFKOLONIALISERINGSPROJEKT
Den danske kolonitid mangler i historietimerne
Fortællingen om kolonifortiden mangler i både historietimerne og på mainstream-tv, og danskernes begrænsede viden blev fremhævet som problematisk i panelet. DR har lavet store fortællinger om, hvad der skete i Danmark på den tid, hvor danskerne var kolonimagt, men vi ser sjældent fortællinger om volden og danskernes rolle som blandt andet slavehandlere. Volden var heller ikke at finde i aftenens forestilling, og der blev stillet spørgsmålstegn ved, om en voldelig historie som kolonitiden, kan genfortælles uden voldens nævnelse. Dog blev det også pointeret i panelet, at forestillingen skal ses mere som en kommentar til måden, vi håndterer fortiden i dag og særligt som en kommentar til en absurd debat omkring officielle undskyldninger.
Afslutningsvis rejste en blandt publikum sig og bad alle, der generelt beskæftiger sig med kolonialisme, om at overveje at rådføre sig med eksperter inden for feltet, inden de sætter fortællinger på scenen, blandt andet for at undgå stereotyper.
Aftenens diskussion vidnede om, at vi langt fra er færdige med at tale om Danmark som kolonimagt, selvom 2017 er slut, og at der stilles store krav til dem, der kaster sig ud i at lave kunst om det.
