Åh, hvad stiller man op med den jalousi, der er sort som sne? Hvad gør en mand, der er overbevist om, at hans kone er blevet kunstvandet af hans bedste kammerat?
Et vintereventyr er Shakespeares meget menneskelige drama om en mand, Kong Leontes af Sicilien (Mikkel Arndt), der mister alt, fordi han i ét lynsnart sekund bliver inficeret af jalousiens bakteriestorm.
Sammen med sin højtelskede hustru, Hermione (Birgitte Hjorth Sørensen), har han besøg af sin barndomsven, Polixenes (Cyron Melville), kongen af Bøhmen. Hans besøg har allerede varet i ni måneder, og nu har han besluttet at tage hjem. Forgæves forsøger Leontes at få ham til at blive, og først da Hermione beder ham så inderligt, lover Polixenes at forlænge sit ophold lidt endnu.
Det er ren lykke. De to mænd elsker hinanden. Den ene mand elsker kvinden, og hun elsker ham tilbage. Mellem den anden mand og kvinden hersker det fineste venskab. Der sidder de så og besegler det hele i én stor klump af fællesskabsfølelser. Men så – bag ryggen på Leontes – tager vennen og hustruen hinanden i hænderne. Kongen opdager det, og oppe i hans akut krænkede konspirationshjerne begynder det at syde. Det bliver en kongekongres for spøgelser ved højlys dag.
Et Vintereventyr på Teater Republique. Foto Per Morten Abrahamsen
Handlingen kogt ned i denne i forvejen kondenserede udgave af Shakespeares fulde udtræk: Leontes beskylder Polixenes og Hermione for at have et fordækt forhold. Han vrænger bittert ad deres ”lumre fingerfletteri” og ”de dybe suk som jagtens hornsignal, der melder hjortens død”. I sygelig jalousi siger han de kostelige ord, at ”en kvindes skød kan ikke spærres”, der ”kommer fjenden ind og ud og ind og ud med pik og pak” (Niels Brunse har oversat med vanligt overskud af sproglig opfindsomhed, lydhørhed, rytmesans og suverænitet i ordvalg).
Et Vintereventyr på Teater Republique. Foto Per Morten Abrahamsen
Polixenes og Hermione bedyrer deres uskyld, og de bliver bakket op af en orakelafsigelse. Men Leontes er ikke bragt til ro. Han er overbevist om, at det barn, som hans svangre kone bærer i sig, udspringer af Polixenes lænd – snedigt nok har vennen været der i netop ni måneder. Da barnet er født (en besynderligt uforløst forløsning, om jeg så må sige, for hvorfor er det Kongen, der ender med at kravle ud mellem sin kones ben?), kræver han det sat ud i en øde egn. De to bedragere beordrer han dræbt.
Alt ramler. Venskabet er i ruiner. Ægteskabet er skyllet bort. Dronningen er død. Barnet er dødt. Det samme er den unge prins, der ”spilles” rørende af en kludedukke uden hoved. Men så vågner de døde. Tiden træder ind på scenen og proklamerer et spring 14 år frem. Nu bliver den mest vidunderlige statue af Hermione afsløret (Birgitte Hjort Sørensen kørt ind af et par scenearbejdere på en sækkevogn). Og oh, mirakel! Hun var slet ikke blevet henrettet, og statuen er hendes skindbarlige selv. Samtidig viser det sig, at den lille babypige overlevede. Og pludselig træder kongen af Bøhmen atter ind på scenen. Skællene falder fra øjnene. Sorrig er til glæde vendt. Intet er herligere, end fjender, der forsoner sig.
Som et kammerspil for fire (Christiane Gjellerup Koch er den sidste i kvartetten) er Katrine Wiedemanns vintereventyr en skrælling af stykkets oprindelige korpus, men en levedygtig skrælling, dygtigt og markant spillet over hele linjen, ikke spor ringere end besætningen fra urpremieren i januar 2017. Personligt kunne jeg godt klare mig uden betoningen af den sporadiske humor, som – naturligvis – findes i stykket. Jeg har alt rigeligt i den svedne psykojalousi, der materialiserer sig som sort sne. Derfor er vintereventyret bedst, når Mikkel Arndt blæser sin voldsomme vredes volumen ud over scenen med flagellantiske selvdestruktivitet.
Et Vintereventyr på Teater Republique. Foto Per Morten Abrahamsen
Maja Ravns scenografi placerer dramaet i en glasboks. Det skaber i begyndelsen en fortættet og mærkelig stemning, som om vi ser på dyr i bur eller gladiatorer i manegen. Publikum sidder på tribuner ved to af akvariets sider, og midt i gennemsigtigheden opstår også en interessant spejlingseffekt, så dem overfor ligner et levende triptykon. Det er dejlig mystisk at sidde der og se tværs over scenen, gennem to lag af plexiglas. Men mod slutningen, hvor alle facader falder, sker der noget irriterende. Det kommer til at vrimle med scenearbejdere, der skubber rundt på modulerne, og selvom det hele er dygtigt gennemarbejdet, virker det fremmedgørende.
Mens jeg tror på jalousiens altødelæggende kraft, tvivler jeg meget mere på den healende forsoning. Det er som om at den første kraft er rigeligt dokumenteret i verden, i menneskerne flest, mens den anden primært kendes fra Mandela, Ghandi og parterapien. Men det er godt tankestof at forlade teateret med.
