En musikalsk teaterforestilling uden musikere og skuespillere, en opera hvor de optrædende kastede med knaldperler og en en-personers klaverkoncert uden toner i en campingvogn, var noget af det, man kunne opleve under dette års SPOR festival i Aarhus.
En solbeskinnet og forårslun weekend i starten af maj befandt jeg mig i Aarhus. Her var jeg for at deltage i festivalen SPOR, en årligt tilbagevendende festival for eksperimenterende tone- og lydkunst. Rundt om i byen, fra Gellerupparken, teaterscener og gallerier, til en kirke og sågar en campingvogn, kunne man opleve koncerter, performances og installationer inden for genren.
Tre forskellige oplevelser
Jeg havde udset mig tre punkter i festivalprogrammet; en mekanisk og musikalsk teaterinstallation, en eksperimenterende operaforestilling og en klaverkoncert i den førnævnte campingvogn.
Det blev til tre forskellige oplevelser; én som ingen anden, én grænseoverskridende og intens og én jeg gik glip af.
En oplevelse som ingen anden
Da jeg lørdag eftermiddag, sammen med resten af forestillingens gæster, trådte ind i Filmby Aarhus’ store studie, åbenbarede der sig en kæmpe installation af højtalere, klaverer, rør, bassiner, vandbeholder og alskens teknologiske mekanismer. Vi skulle sammen opleve Heiner Goebbels værk Stifters Dinge.
Vi satte os på en publikumstribune foran den store installation. Herfra lignede den en avanceret scenografi til en klassisk teaterforestilling. Men der var ikke meget klassisk forestilling ved Stifters Dinge, der var nemlig hverken skuespillere eller musikere på scenen. Instrumenterne spillede sig selv. Og dramatikken udspillede sig alene i den mekaniske installation gennem lyd, lys, elementernes bevægelse og hvad der synes som en lille smule magi.
Forestillingen, der foruden de selvspillende instrumenter, som ud over installationens helt centrale klaverer også talte en guitar, nogle lange orgellignende rør, bestod også af forskellige lydspor med alt fra fortællinger om sneklædte landskaber til historiske arkivoptagelser af den franske antropolog Claude Lévi-Strauss.
Et andet centralt element i installationen var de tre bassiner, som indledningsvis var blevet fyldt med et hvidt pulver der lignede salt og vand fra installationens vandbeholdere. Bassinernes blanke vandoverflader fungerede smukt som spejlflader undervejs, og afslutningsvis, efter at klavererne på dramatisk vis havde flyttet sig først frem mod os, derefter væk igen, begyndte vandet at syde og boble. Det virkede helt magisk, og Stifters Dinge var overraskende og ulig noget andet, jeg endnu har oplevet.
’I require something of you’…
… kunne være en replik fra den eksperimenterende opera Blik for Blik af Niels Rønsholdt, som jeg oplevede lørdag aften.
Operaen var bygget op omkring en række korte udsagn, som alle henviste til en kompliceret kærlighedsrelation. Om lige akkurat sætningen ’I require something of you’ blev sagt, husker jeg ikke, men det kunne den meget vel være blevet.
Til gengæld oplevede jeg, at det var netop dét operaen gjorde – den krævede noget af mig. Blandt andet fordi det var os, publikum, der i operaens første akt skulle læse de mange udsagn op.
Inden forestillingen startede var vi, i et tilstødende lokale, blevet præsenteret for, at det vi nu skulle opleve, var det der kunne være sket, hvis vi engang ikke havde takket nej til et kys. Her havde vi også fået at vide, at vi ville få tildelt en nummereret plads, hvorpå der lå et kort med sætninger. Sætningerne skulle vi læse op, en af gangen, når vi mærkede en hånd på vores skuldre.
I en rundkreds, omkring en roterende platform med to musikkere, sad vi således og læste op fra hvert vores kort.
Jeg læste følgende sætninger op:
’I want you to forget about her’
’Why don’t you feel that warm sensation’
’No, we can only stay out here in the dark night’
Sætningerne virkede umiddelbart fragmenterede og usammenhængende, men efterhånden stod det klart, at de var en dialog mellem to mennesker, som sad blandt os i rundkredsen.
En grænseoverskridende og intens oplevelse
Der var flere ting, der først gik op for mig undervejs i forestillingen. Jeg havde ikke registeret, at der var andet end en rundkreds af stole og de to musikere i midten rummet, da vi kom ind. Men bag os, i mørket, stod faktisk flere musikere og en sanger. Under anden akt begyndte de at spille og synge, og på et tidspunkt begyndte de sågar at kaste med knaldperler og trille små kugler ind under vores stole. Hele anden akt foregik i mørke, med undtagelse af korte kraftige lysglimt. Det var ubehageligt og anstrengende for øjnene at omstille sig fra mørke til lys, og det var nervepirrende med knaldperlerne der sprang lige bag os. Sanserne var på spil og i yderste beredskab. Ligesom i første akt, hvor man hele tiden anspændt ventede på hånden på skulderen. Det var ikke lige behageligt undervejs, måske ganske som det føles, at være i den komplicerede kærlighedsrelation operaen handlede om?
Forestillingen sluttede, da vi, en efter en, blev bedt om at forlade rummet. Mens jeg selv havde haft en spændende og god oplevelse, havde min ledsager haft en hel modsat ubehagelig oplevelse og jeg kan godt forstå, hvor den følelse kom fra. For det var en grænseoverskridende og intens oplevelse, og det var en forestilling, der insisterende, og en lille smule aggressivt, krævede noget af os.
En eksklusiv oplevelse
I værket Caravan af Gwen Rouger, kunne man, i en campingvogn bag nedrullede gardiner, opleve klaverstykket Collector af Charlie Sdraulig.
… eller det vil sige nogle få kunne. For i campingvognen var der kun plads til én gæst af gangen, og for at få adgang dertil skulle man skrive sig på en liste, der hang på ydersiden af vognen. Da jeg ankom søndag formiddag, var listen allerede fyldt op. Jeg blev hængende lidt i håb om, at nogen ikke ville dukke op eller slette sig selv fra listen. Uden held.
I den tid jeg sad og ventede, var der to gæster inde i campingvognen. Det undrede mig, at man ikke kunne høre klaveret spille, for sådan nogle vægge i en campingvogn er ikke særlig tykke.
Jeg fangede den sidste af de to gæster, og han forklarede han mig hvorfor; stykket var nemlig et næsten lydløst stykke.
Han fortalte mig også, at han, efter at være blevet inviteret ind i vognen, satte sig ved siden af Gwen Rouger ved klaveret. Hun havde bedt ham vende nodearkene, og markerede med et lille nik, når det var tid. Herefter trykkede hun ganske forsigtigt på tangenterne, så forsigtigt, at de ikke slog klaverstrengene an. Lyden af stykket var altså fingrenes berøring og bevægelse henover tangenterne, og ikke tonerne fra klaverets strenge.
Jeg ville gerne have oplevet værket.
Men en koncert for én person af gangen er en eksklusiv koncert, og det ligger i ordets betydning, at nogle også bliver ekskluderet fra den oplevelse. Denne gang var jeg på det sidste hold.
Og uden den, hvad jeg forestiller mig må have været, fine og meget intime oplevelse, sluttede min SPOR festival, for jeg skulle nå min bus tilbage til København.
Næste gang når jeg at skrive mig på listen!
