Viktor Melnikov var nomineret til ISCENEs publikumspris, og nu kan du opleve ham og teaterkompagniet Tell to joy opføre forestilingen Et latterligt menneskes drøm under CPH Stage. Forestillingen er baseret på en Dostojevskij novelle og her kan du læse et portræt af den russiske hovedrolleindehaver og kunstneriske leder.
“Hver aften i to måneder kom jeg hjem – overbevist om, at jeg ville skyde mig selv. Jeg ventede bare på det rette øjeblik”. Sådan lyder ordene fra manden foran os. Han går frem og tilbage henover gulvet i Kapellet på Assistens Kirkegård: Dødens rum – det sted, hvor ligene engang blev opbevaret, inden en begravelse skulle finde sted. Rummet forvandles til en teatersal, når Teaterkompagniet TELL to JOY opfører forestillingen Et latterligt menneskes drøm baseret på en novelle af Fjodor Dostojevskij. Hovedpersonen i novellen er fast besluttet på at begå selvmord, men med revolveren foran sig på bordet falder han en aften i søvn. I en livagtig drøm skyder han sig selv, overværer sin egen begravelse og transporteres til Jorden på et tidspunkt før syndefaldet. Kapellet , hvor historien udfolder sig, bliver en vigtig medspiller i skabelsen af forestillingen.
Det latterlige menneske spilles af 42-årige Viktor Melnikov, som også er kunstnerisk leder af Teaterkompagniet TELL to JOY. Melnikov blev født i Kiev i Ukraine og kom til Danmark som 17-årig i 1994. Efter at have tilbragt de første tre år af sit liv på et børnehjem voksede han op med en mor, som var paralyseret i højre side efter en hård fødsel og brugte drengen som stok, og en far, som var opsat på at drikke sig ihjel. Blot 60 kilometer fra barndomshjemmet i Kiev lå kernekraftværket Tjernobyl, og ulykken i 1986 gjorde ikke situationen i hjemmet bedre: de radioaktive stoffer påvirkede moderens i forvejen skrøbelige helbred, og hun døde af kræft i 1989. “Jeg var 13 år og meget bitter”, husker Melnikov: “Hvorfor skulle alt dette gå ud over mig?” Overladt til sig selv begyndte han at leve på gaden og blev en del af en drengebande; sommetider fangede politiet ham, tog ham med på stationen til ’forhør’ og gennembankede ham. Men efter nogle år på gaden fik han en ny chance, da Tjernobyl Børnefonden i Ukraine sendte en række udsatte børn på ferie i Danmark, og Melnikov mødte sine kommende plejeforældre.
I slutningen af 90’erne havde Melnikov brug for arbejde, og han blev ansat som statist i Anton Tjekhovs Ivanov på Det Kongelige Teater. Denne oplevelse gav ham lyst til at arbejde professionelt som skuespiller, og i 2006 blev han færdiguddannet fra Aarhus Teater. Viktor Melnikovs første job var på Maly Teatret i Moskva, hvor han i et helt år arbejdede som skuespiller på forestillingen Liv og Skæbne af den russiske forfatter Vasilij Grossman. “Efter fire år på en vestlig skuespilleruddannelse var jeg blevet nysgerrig efter at finde ud af, hvad den russiske teatertradition og skuespilkunst kunne udrette”, fortæller Melnikov. På Maly Teatret oplevede han, at de russiske skuespillere var en smule misundelige på deres vestlige kolleger, som efter Melnikovs mening har større frihed end i Rusland, hvor man stadig er meget bundet af Stanislavskij-traditionen. På Århus Teaterskole studerede Melnikov hos Nila Ramayaya, som brugte Mikhail Tjekhovs metode. Tjekhov var ganske vist elev af Stanislavskij (og nevø af den russiske forfatter Anton Tjekhov), men endte med at gå i en anden retning. “Konstantin Stanislavskij opfordrede sine elever til at dykke ned i deres egne, personlige oplevelser for at hente stof og inspiration til de karakterer, som de arbejdede med”, forklarer Melnikov. “Det ville gøre udtrykket mere ægte, mente han, og dengang havde hans metode stor betydning og effekt. Men hans elev Mikhail Tjekhov endte med at fastslå, at den tilgang var for snæver: Brug i stedet din fantasi! sagde han.” Selv er Viktor Melnikov mest tiltrukket af Tjekhovs metode, som han mener åbner for et magisk og legende univers, der sprænger personlighedens grænser.
I 2011 stiftede Melnikov Teaterkompagniet TELL to JOY, som hvert år afholder en kreativ platform for udvikling af skuespilkunsten. ’Open Workspace’ kalder han det – en masterclass, hvor professionelle skuespillere får mulighed for at mødes og arbejde sammen med internationale topnavne inden for teater. Dostojevskij-forestillingen Et latterligt menneskes drøm er således et resultat af en Open Workspace 2012, hvor der blev givet masterclasses i Mikhail Tjekhovs teknik. Workspace 2013 fandt sted i august måned i den russiske by Melikhovo – byen hvor Anton Tjekhov skrev sine store skuespil i 1890’erne, bl.a. Mågen og Onkel Vanya. Her holdt Strasberg-kenderen Lola Cohen masterclass om Lee Strasberg’s metode, manden der oprindeligt var inspireret af Stanislavskij – og efter blot ni dage skabte deltagerne (danske og russiske skuespillere) ved platformens afslutning en mindre udgave af Mågen, instrueret af Viktor Melnikov og baseret på Strasberg’s metode.
Forestillingen Et latterligt menneskes drøm, som altså kan opleves i Kapellet på Assistens Kirkegård, bliver instrueret af russeren Slava Kokorin. “Den mand har sans for at arbejde med Tjekhovs metode”, fastslår Melnikov. “Han formår at skabe et virkningsfuldt univers, hvor det bliver en så intens oplevelse, at man får gåsehud. Kokorin åbenbarer Dostojevskij, så man virkelig får mulighed for at opleve alt dét mennesket indeholder, al den følelse”.
Men hvorfor har Melnikov valgt lige netop denne historie af Dostojevskij?
“Hovedpersonen kommer til en erkendelse, som er ekstremt vigtig lige nu i den vestlige verden: Elsk din næste som dig selv. Novellen samler i virkeligheden mange skikkelser i Dostojevskijs forfatterskab: Fyrst Mysjkin (Idioten), Brødrene Karamazov, Rodion Raskolnikov – og alle disse figurer går ud og spreder denne erkendelse, dette budskab. Raskolnikov begår en grusom forbrydelse – men det latterlige menneske får lov af Dostojevskij til at drømme, han begår forbrydelsen.” Viktor Melnikov holder en pause, før han tilføjer: “Jeg håber, at forestillingen kan gøre os lidt mere opmærksomme på hinanden. Måske siger tilskuerne til sig selv, når de går herfra: jeg må huske at besøge min gamle mor på plejehjemmet. Jeg må huske at snakke med min søn og spørge: hvordan har du det egentlig?”
Artiklen er oprindeligt udgivet i magasinet Teater1 #164.