Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...

Ny festival sætter fokus på følelsen af ubehag

Publikum får udfordret deres komfortzone, når Toaster og Live Art Danmark præsenterer kuraterede værker på performancefestivalen Managing Discomfort. Temaet for festivalen er ubehag. Den...
Annoncespot_imgspot_img

CPH Stage i glimt

CPH Stage kører med et tætpakket program med voksenteater fra hele landet til alle smagsløg. ISCENE tog en rundtur fra varevogn til Skuespilhuset, fra filmadaption til Norén og med en let overvægt af forestillinger om mænd.

Solen har banket ned over København og CPH Stage i den lille uge, festivalen har været i gang. Trods det har salene været fyldte eller tæt på, hvad enten det gjaldt readings, nicheproduktioner eller genopførelser af allerede fejrede forestillinger. CPH Stage er en festival for branchen, der håndkysser og flokkes nu i juni, hvor de fleste har tid til at se mere end ellers. Men det er så sandelig også en festival for folket, der møder talstærkt frem til sceneoplevelser af enhver art.

CPH Stage har i år festivalcentrum i Kødbyen og det var da også på Kvægtorvet, at århusianske Teater Fluks havde parkeret den lille varebil, der danner scene for den engelsksprogede udgave af deres forestilling Flygtning Transportable, som de har spillet på dansk siden 2012. Bænket langs siderne af vognen, drivende af sved, var vi på med på flugten. Ikke en konkret flugt, men en rejse ind i handlinger og følelser, der kan give os en flig af forståelse af at være på flugt. Intenst og voldsomt uden at drage konklusioner.

Flygtning Transportable
Teater Fluks Flygtning Transportable. Foto Teater Fluks

Flygtning Transportable er en af mange nonverbale, tekstede eller engelsksprogede forestillinger, der indgår i festivalens satsning på at skabe kontakter mellem danske og udenlandske scenekunstaktører. En anden streng i den indsats finder sted på Teater GROB, der altid har været kendt for sit fokus på ny, dansk dramatik, men som inddrager den internationale i sin festival i festivalen. Jeg nåede ikke at se den iranske dramatiker Nassim Soleimanpours efter rygterne at dømme ganske rørende forestilling Nassim, men drog i stedet til to af de mange gratis readings, som GROB generøst supplerede sit omfattende festivalprogram med.

Her ramte jeg to af festivalens – eller tidens – mange mandeforestillinger. Eller i hvert fald en, da Shahbaz Sarwars Tårnspringeren nok handlede mere om identitet på et bredere plan. Det var en mere færdig forestilling end en reading, men den manglede stadig det prisme, der kunne forløse tekstens/konceptets forskellige elementer, der svævede lidt uforløst mellem publikumsinddragelse i stadigt mere komplekse dilemmaer, det at være af anden etnisk herkomst i Danmark og det at være tårnspringer – altså fra World Trade Center 9/11.

Mandetemaet fik til gengæld fuld gas i readingen af Christian Gade Bjerrums Mandegruppen baseret på dramatikerens egne erfaringer i en sådan. 6 velcastede herrer, herunder dramatikeren selv, gennemlevede foran en proppet sal nutidige mandeerfaringer, som de er flest fra den trætte barnefar, der savner sex over den selvopfyldte kontrolnarkoman, der trods alle paroler helst hører sig selv tale til karakterer, der er udfordret af angst, far-problemer og seksuel forvirring. Fornemt accentueret af gruppens eneste andet etniske medlem, flygtningen, der i integrationens navn forsøger sig med navnet Anders og har problemer af en helt anden kaliber end de øvrige, og af aftenens gæst, en veloplagt ældre herre, der pirker til gruppens selvfedme uden at tabe nysgerrigheden.

Helt andre mænd er på spil i Teater freezeProductions fint-poetiske Den grønlandske mand, der ramte festivalen efter en lille Danmarksturné. Og så alligevel ikke.

Den grønlandske mand. Pressefoto

Nok synger den grønlandske mand andre sange, flænser flere dyr og traver mere på fjeldet end den danske, men fællesnævnerne mellem dansk og grønlandsk – og mellem grønlandsk og alle mulige andre nationaliteter – er flere. Minderne om mor, sexpralerier og stressende jobs kender de fleste til, mens de fint spillede smertepunkter om dansk nedladenhed forklædt i fløjlshandske nok bedst kan genkendes af laveste socialgruppe, der behandles ligeså.

Mænd eller nærmere drenge er til gengæld det mest overflødige i Teater Vestvolden & Hils din mors Reumertnominerede adaption af Lucas Moodysson film Fucking Åmål om teenagepigerne Agnes og Elin, der finder hinanden i et kys i skyggen af den lille provinsbys heteronormative normer. Filmen var Moodyssons gennembrud og flittige Julie Maj Jakobsen har opdateret den til scenen med frisk uskyldighed. I et lyserødt dukkehus farer de tre skuespillere ud og ind af den ene mere charmerende figur end den næste i et akavet og dog så sødt teaterkys, der må lægge enhver teenager ned.

Fucking Åmål
Christine Sønderris og Mia Lerdam som Agnes og Elin i Fucking Åmål. Foto: Karoline Lieberkind

I Ørstedsparken kysses der også på livet løs i gruppen Shakes turboudgave af Romeo + Julie. Her er køn ikke en forhindring, mens det går over stok og sten med Shakespeares vers, opulente kostumer, kærlighedsballader, brandere og virkelig fjollede koreografier. Shakes har været på banen siden 2014 med site specific-Shakespeare og dette års udgave lader intet tilbage at ønske i store følelser, voldsom død, stærke accenter og masser af bragende latter. Det er gratis og modsat de øvrige forestillinger i denne artikel er der fortsat rig mulighed for at styrte ned i parken og få en bedårende, sommerlig-sød teateroplevelse.

Odense Teaters Byen har desværre spillet for foreløbig sidste gang på Teater V i Valby. Den kom til København omkranset af velfortjente anmelderroser.

Byen
Byen Odense Teater 2017. Foto: Emilia Therese

Forestillingens postmoderne grundidé er set uendeligt mange gange før, men hvad gør det, når Martin Crimps brillante tekst i Peter Dupont Weiss fremragende oversættelse og tæskende stramme iscenesættelse kaster os rundt i det urbane livs desperation og tristesse. Natalí Vallespir Sand, Claes Bang og Louise Davidsen spiller røven ud af bukserne som det dysfunktionelle par og deres rimeligt sære genbo – eller hvem de nu er. Den forestilling kunne kalde på en genopsætning.

Og på toppen af festival-kransekagen finder vi Mungo Park Koldings gnistrende ondskabsfulde og fabulerende version af Lars Noréns Dæmoner fra 1984. Den sættes jævnligt op og med fuld ret, for sikke en tekst – og i dette tilfælde sikke en konsekvent iscenesættelse af Simon Boberg, der både løber den fornedrede line helt ud og samtidig får skabt et spøgelsesagtigt twist, der spiller på en anden side af titlen. Frank Thiel er bandsat skræmmende og får kamp til stregen af Maja Juhlin som hans noget tvetydige viv. Magnus Christensen og Anna Stokholm fuldender den psykotiske, sitrende firkant af angst og dominans.

Dæmoner
Frank Theil i Dæmoner fra Mungo Park Kolding. Foto: Palle Peter Skov

CPH Stage kører frem til lørdag d. 9. juni og der er stadig masser af forestillinger og events på programmet. Tjek fx Reumertnominerede Rocky på Husets Teater, performanceoplevelsen The Night hos Metropolis, de sidste omgange af den stærkt omdiskuterede Black Madonna på Sort/Hvid, reading af Ebba Witt-Brattstrøms punktroman Århundredets kærlighedskrig på Betty Nansen Teatret eller Secret Hotels performance Vandringsforelæsning om myrer i Østre Anlæg.

Seneste

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis...

Data kan også være gavnlig i den kreative proces

Der var fokus på tips og tricks til brug...
Annonce
Annonce

Her er holdet bag Momentum Vol. 18

Tre nye kunstneriske profiler sætter på hver sin vis deres præg på den kommende sæson på Teater Momentum, hvor de sammen står bag det...