Scenekunstens årsmøde

– Tysk indspark i den fælles debat om kunsten som politisk aktør

<strong>Scenekunstens</strong> årsmøde

Stefanie Carp og Jens Hilje til Cheerleader eller rebel? - kunsten som politisk forum. Brancheprogram på Scenekunstens Årsmøde. Foto: Frida Gregersen

Rie Hammer:

Rie Hammer er chefredaktør af ISCENE.dk og tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1.

Billedserie

Scenekunstens årsmøde
7. juni 2018
Teater Sort/Hvid

Billedserie

Scenekunstens årsmøde
7. juni 2018
Teater Sort/Hvid

Scenekunstens årsmøde, der blev afholdt under CPH Stage på teatret Sort/Hvid, tog i år fat i den politiske scenekunst under titlen Cheerleader eller rebel? – kunsten som politisk forum, hvor der blev stillet skarpt på kunsten som potentiel politisk aktør.

Scenekunstens årsmøde er en tilbagevendende begivenhed, der med høj faglighed og internationalt udsyn debatterer aktuelle temaer i scenekunsten. I år var agendaen Cheerleader eller rebel? – kunsten som politisk forum, hvor flere oplægsholdere fra indland og udland gav deres syn på problematikken.

Dagen blev sparket i gang af den singaporeanske performancekunstner Daniel Kok, der med sin internationale forestilling Cheerleader of Europe, problematiserede ‘Projekt Europa’, da han som den ‘frelsende’ leder og tidligere general, fik heppet publikum høje på en desperat tro på Europa som et levedygtigt projekt. Performancen var udformet som en spiddende satire, der viste et Europa i frit fald, mens befolkningen (os) lader sig forblænde og taktfast klapper med i kor, når ’lederen’ giver tegn.

Scenekunstens Årsmøde
Jens Hilje til Cheerleader eller rebel? – kunsten som politisk forum. Brancheprogram på Scenekunstens Årsmøde. Foto: Frida Gregersen

Derefter blev der taget hul på dagens faglige program med Jens Hilje der er co-leder af Maxim Gorkij Theater, dramaturg, dramatiker og en af Europas førende aktører inden for politisk engagerende scenekunst.
Jens Hilje er en teaterleder, der som han selv siger: ”Ikke kan forestille sig at lave teater, der ikke er politisk. Alt teater er politisk, hvilket samfundet også konstant husker os på. Vi kan ikke navigere som tidligere, og derfor må vores opfattelse af verden konstant revurderes for at finde mening. Ord er magt, så når vi siger ’politisk teater’ er det en magthandling. Det vigtigste er derfor at se politisk teater som en form for kritisk tænkning, og en måde at italesætte konflikter på og rykke ved den gængse forståelse af den samfundspolitiske dagsorden.”

Hilje fortalte også om strukturerne og ambitioner bag Maxim Gorkij Teatret, hvor projektet er at skabe et teater, der repræsenterer diversiteten i den Berlinske befolkning med mixed baggrund. Det betyder derfor også, at de instruktører, dramatikere og skuespillere i ensemblet har en mere etnisk blandet baggrund end på de andre teatre i Berlin, og ensemblet bl.a. er af tysk-tyrkisk, bosnisk, lettisk arabisk-tysk oprindelse. For dermed at: ”skabe et rum, hvor alle problematikker kan udspilles, uden der bliver konflikt med repræsentationen af etnicitet.” Som Hilje forklarer, er et af de greb de også arbejder med, at lade kunstnerne bære deres egen historie videre og lade den personlige fortælling folde sig ud som repræsentation for samfundsstrukturer og problematikker. Hvilket fx ses i forestillingen Roma Army, der med afsæt i historiske fakta og skuespillernes egen historie blotlægger det klassesamfund, som eksisterer, men ikke må italesættes.

Scenekunstens Årsmøde
Cheerleader eller rebel? – kunsten som politisk forum til brancheprogram på Scenekunstens Årsmøde. Foto: Frida Gregersen

Dagens anden store aktør fra udlandet, var Stefanie Carp tidligere dramaturg og nu festivalleder for Ruhrtriennale – Festival der Künste.
Stefanie Carp påpegede, at: ”Det politiske teater ikke skal forklare eller være didaktisk, som 70’ernes dokumentarisme. Vi skal ikke ind i en situation hvor vi er enige med publikum, det bringer ikke samtalen videre. Spørgsmålet er så hvem som må fortolke/repræsentere hvem? Hvem er publikum, og hvordan må vi tale til dem? Stefanie Carp besvarede ikke så mange af sine spørgsmål, men brugte eksempler som her, hvor hun fremhævede et arbejde, hun havde haft med tekst af Elfriede Jelinek (Østrigsk dramatiker red.). Jelinek havde skrevet om en gruppe af virkelighedens pakistanske flygtninge, der levede under kummerlige forhold. Flygtningene marcherede derfor ind i en kirke og bad politikerne om opmærksomhed, hvilket de aldrig fik, men Jelinek gav dem en stemme. ”Spørgsmålet er, om vi må dette? Kan Jelinek give sin stemme til de pakistanske flygtninge – eller er det blackfacing i tekstform?”, spurgte Stefanie Carp.

Scenekunstens Årsmøde
Stefanie Carp til brancheprogram på Scenekunstens Årsmøde. Foto: Frida Gregersen

I forhold til det politiske teaters møde med publikum fremhævede Stefanie Carp bl.a. den tyske performancekunster/instruktør Christoph Schlingensief, der fx ved at bruge det offentlige rum og ’ægte aktører’ skabte politisk teater i et forum, hvor almindelige mennesker, der normalt ikke mødte op på teatret, blev tvunget til at have en mening. Fx da Schlingensief på Vienna festival i 2000, skabte værket Bitte Liebt Österreich, som var en barsk kommentar til Østrigs flygtningesyn, og Schlingensief ’låste’ ti ”flygtninge” inde i containere, hvor de skulle kæmpe om at få opholdstilladelse, mens folk kunne stemme på hvem, der skulle sendes hjem. Almindelige folk forstod ikke, at det var en kunstperformance og værket skabte stor debat.

Stefanie Carp eksemplificerede også, hvordan rummet kunne skabe rammen og afsættet for det politiske teater, som det skete da hun sammen med instruktør Christoph Marthaler lod location forme fortællingen i værket Protection from the Future (Vienna festival 2005). Sammen med Marthaler afsøgte de en smuk plads foran Otto Wagner Hospital i Wien, og opdagede at plænen var fyldt med små pæle, som viste sig at være monumenter for de hundredevis af børn som en østrigsk læge havde myrdet under nazisternes Eutanasiprogram. Værket viste først publikum ind i en række rum, hvor de blev vist, hvordan lægevidenskaben arbejder i dag og de muligheder, som foreligger i forhold at få vished om barnet i dag i form af fx prøver/scanninger og genforskning. Hvorpå publikum gik videre og kunne lyttet til beretninger fra nazisternes Eutanasiprogram og om de lidelser, som børnene dengang havde.

Scenekunstens Årsmøde
Cheerleader eller rebel? – kunsten som politisk forum til brancheprogram på Scenekunstens Årsmøde. Foto: Frida Gregersen

Protection from the Future blev siden vist i København, men uden det originale rum til at sætte den historiske kontekst, fik forestillingen ikke samme effekt.
Samtalen kom langt omkring og debatten forgrenede sig i mange konkrete eksempler, med et overordnet fokus på repræsentation ”Hvem må hvad, og hvordan gør man det?”, uden der kom klare svar, men mere eksempler på, hvordan de selv havde arbejdet med konflikterne og hvilke greb fra virkeligheden, som spiller med i forståelsen af det politiske teater.

Eftermiddagens debat åbnede op for flere nye paneldeltagere fra bl.a. Danmark, hvor koreograf Tina Tarpgaard påpegede, at det ofte er et problem, at: ”vi (kunstnerne red.) taler til et publikum, som vi i forvejen er enige med”. Det støttede instruktør Tue Biering op om og pointerede, at han gerne vil ”diskutere vores meninger og ikke kun repetere venstrefløjens holdninger, som han ser en tendens til. Og derfor selv havde inviteret DF’eren Jeanne Nielsen med på scenen i forestillingen Rocky! (Husets teater, 2017).
Så på spørgsmålet om scenekunsten er ”Cheerleader eller rebel?” må svaret være – både og. Det politiske teater er en mangfoldighed i sig selv og skeles der til udlandet – særligt det tyske – er der mange spændende tiltag i gang, som ikke kun spejler samfundet, men også åbner den politiske debat op på ny.

Læs også ISCENEs interview med Stefanie Carp:
VI HAR EN FORPLIGTELSE TIL AT KÆMPE FOR DEMOKRATIET

Scenekunstens årsmøde

STYREGRUPPEN der både støtter økonomisk og står for udvikling af dagen udgøres af: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Danske Teatres Fællesorganisation (DTF), Teatrenes Interesseorganisation (TIO), Den Danske Scenekunstskole Efter- og videreuddannelsen, Udviklingsplatformen for Scenekunst og CPH STAGE.

Desuden er dagen støttet af Scenekunstens Kommunikation (SKO), Dansk Skuespilforbund, Danske Sceneinstruktører, Danske Dramatikere, Dansk Artist Forbund og Scenit.

Del artiklen

'Scenekunstens årsmøde'

Facebook