Blodige fornøjelser

Anmeldelse af Lucia di Lammermoor på Opera Hedeland

<strong>Blodige</strong> fornøjelser

Lucia di Lammermoor. på Opera Hedeland. Foto: Mikal Schlosser

Peter Koch Gehlshøj:

Peter Koch Gehlshøj er ba. i musikvidenskab og cand.scient. i urbane studier. Han arbejder bredt med musikdramatik og klassisk musik.

Billedserie

Lucia di Lammermoor
d. 4., 10. og 11. august 2018
Opera Hedeland

Billedserie

Lucia di Lammermoor
d. 4., 10. og 11. august 2018
Opera Hedeland

Opera Hedeland har igen i år skabt en gribende totaloplevelse. Denne gang er det Donizettis tragiske opera om Lucia, der bliver offer for en klanfejde i det barske Skotland og slynges brutalt frem og tilbage mellem de mænd, der bruger hende til at sikre sig magt og nydelse.

Busser og biler bumler gennem støvet ad grusvejene mod Hedelands amfiteater, hvor madkurvene pakkes ud i eftermiddagssolen. Den hyggelige småsnak summer, mens folk myldrer ind gennem portene til skråningens rækker af magelige siddepladser. Publikums entré akkompagneres af en enlig sækkepibespiller i fuld skotsk mundering, som spejder ud over landskabet fra højdedraget. Mæthed, forventninger og traditioner sammenblandes – publikum er klar til at lade sig underholde.

En aften i selskab med den græske instruktør Rodula Gaitanous fortolkning af Donizettis operatragedie Lucia di Lammermoor lader dog ikke publikum slænge sig i fuldkommen gnidningsfri hygge. I dette års Hedelandoplevelse er det ikke kun den snigende aften, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen, men også det bittersøde ubehag fremkaldt af opsætningens udpensling af operalibrettoens mandschauvinisme: Lucia nægtes den mand, hun elsker, og sælges som brud af sin magtsyge bror Enrico, hvilket driver hende til vanvid og fører til en blodig kæde af afmægtige mord og selvmord.

Lucia di Lammermoor
Lucia di Lammermoor. på Opera Hedeland. Foto: Mikal Schlosser

I sin iscenesættelse tager Gaitanou operaens hovedperson Lucia alvorligt som et eksempel på, hvordan kvinder altid har ligget under for mænd. Gaitanou giver ikke uden videre publikum lov til at læne sig tilbage og nyde tonerne, men sørger for, at mændene korporligt trækker Lucia rundt i sølet og blodet, så det gør rigtig ondt.

Først fremstår opsætningens Lucia som en barnlig, forelsket pige, men efterhånden som den ene mand efter den anden udnytter hende, træder hun stadig mere i karakter. Især i det mærkværdigt perverterede hadkærlighedsforhold til broren brænder hendes viljestyrke igennem. Men hun kan ikke reddes fra sin grumme skæbne.

Simon Corders scenografi er trods Danmarks sommertørke bjergtagende frodig: Et saftiggrønt skotsk højdedrag, hvor ruinerne af en gotisk kirke omgivet af mørnede grave overgros af græs og vedbend. Her ligger resterne af de stolte klaners storhed smuldret og begravet. På taget af orkesterhuset bag scenen, troner gennem hele forestillingen en ornamenteret mahognidobbeltseng, den truende ægteseng, som skal blive både Lucias fængsel og åsted for det mord, som mændenes magtspil driver hende til at begå.

Lucia di Lammermoor
Lucia di Lammermoor. på Opera Hedeland. Foto: Mikal Schlosser

Under Martin Nagashima Tofts adrætte dirigentstok, leverer sangere og orkester sikre præstationer. Trods indledende udfordringer med forstærkningen af lyden stråler især de to nordmænd Lina Johnson og Audun Iversen i rollerne som Lucia og hendes bror Enrico. I deres klokkerene a cappella-parløb toner en smuk skrøbelighed frem, og man kan næsten høre, hvordan Lucia og Enrico legede sammen som børn, engang før magt, blod og hor tårnede sig op mellem dem.

Med sin til tider befriende rå vokalklang og sin våbengejle gestik udtrykker Iversen fra første øjeblik en forjættende diabolsk lemlæstelsesliderlighed, som står i perfekt kontrast til Johnson, der har forstået at perfektionere det udfordrende arbejde med mikrofon i det fri i en sådan grad, at hendes altid gribende sopranklang under disse forhold nærmere vinder nye muligheder end udfordres.

Lucias elsker Edgardo, der synges sikkert af Adam Frandsen, er et meget effektivt bekendtskab. Ikke nok med at allerede Frandsens allerførste selvsikre tone røber en overordentligt effektiv stemme, så er hans Edgardo også en mand der, selvom han til tider vimser lidt drenget rundt på scenens græs og barkflis, går direkte til sagen. Efter et flygtigt kys, som han hurtigt bakker ud af, får han adræt tøjet af Lucia, og mens deres stemmer og kroppe lettere komisk smyger sig om hinanden, sørger han for at de hastigt når et klimaks.

Om det er hensigten eller ej kommer Lucia og Edgardos kærlighed og især den erotiske del af deres møde i denne opsætning til at fremstå lettere parodisk, hvilket, sandsynligvis med fuldt overlæg fra instruktørens side, gør det svært i operaens afsluttende scene at tro på Edgardos anger over at have svigtet Lucia.

Lucia di Lammermoor
Lucia di Lammermoor. på Opera Hedeland. Foto: Mikal Schlosser

Operaens dramatiske højdepunkt, Lucias ikoniske vanvidsarie, står også i Gaitanous opsætning som den stærkeste passage. I denne scene er både den vokale og sceniske præstation knivskarp. Hvor andre scener bærer præg af at være mere koreografi end egentligt skuespil, er det en fryd at mærke, hvordan Johnsons sikre præstation får både kor og solister til at falde til ro i et smukt spøgelsestableau. Lyssætningen og den overjordiske lyd af glasharmonikaen fungerer helt eminent som kulisse for Johnsons perfekt leverede vanvidsskildring.

Den største gave og udfordring for enhver Hedelandopsætning er den smukke udsigt ud over søen og bakkerne. Når solen eksempelvis fredfyldt forgylder markerne, mens Enrico og hans kumpaner blodtørstigt konspirerer, er kontrastvirkningen mellem kulisse og narrativ næsten forstyrrende. Scenemagien er sikrere, da mørket falder på, og Corders storladne lyssætning drukner hele udsigten i blod, mens den nordlige himmel glimter af ildevarslende lyn.

Men allerbedst er Hedelandsoplevelsen i de øjeblikke, hvor scenen og omverdenen virkelig flyder sammen, som når Lucia og hendes kammerpige rider rundt i landskabet, hvorfra fuglekvidder blander sig med tonerne fra orkestret. Det er de oplevelser, der bliver hængende i baghovedet og giver en lyst til at rejse tilbage til Hedelandet en anden gang.

Instruktør: Rodula Gaitanou
Scenograf/lysdesigner: Simon Corder
Kostumedesigner: Gøje Rostrup
Dirigent: Martin Nagashima Toft
Kormester: Filipe Carvalheiro
Koreograf: Jannik Elkjær

Medvirkende:
Lord Heinrich Ashton (Enrico): Audun Iversen, baryton
Lucia: Lina Johnson, sopran
Sir Edgard von Ravenswood (Edgardo): Adam Frandsen, tenor
Lord Arthur Bucklaw (Arturo): Rasmus Jupin, tenor
Raimund (Raimondo): Steffen Bruun, bas
Alice (Alisa): Stina Schmidt, mezzosopran
Normann (Normanno): Jonathan Koppel, tenor

Del artiklen

'Blodige fornøjelser'

Facebook